Nu skal pendlerne shoppe løs i Trekroner

Trekroner Center udvider med nye butikker Gry Josefine Løvgren
Trekroner Center udvider med nye butikker. Foto: Gry Josefine Løvgren.

Shoppingglade borgere omkring Trekroner og Roskilde kan nu se frem til at få mulighed for at svinge Dankortet en ekstra gang, når de er ved Trekroner Station.

Der åbner nemlig nye butikker i Trekroner i slutningen af december. Butikkerne skal udvide det allerede eksisterende Trekroner Center, der består en lille gruppe butikker, der allerede ligger ved stationen.

Butikkerne skal foruden at henvende sig til de beboere, der bor i og omkring Trekroner, også henvende sig til det såkaldte “moving segment.” Det er for eksempel de studerende og undervisere, der går igennem centeret på vej til studiet eller arbejdet på Roskilde Universitet.

Derfor skal nogle af de nye butikker sælge varer, der er lige til at tage med på vejen.

– For at kunne fange deres opmærksomhed er man som butik nødt til at sælge en vare, der er egnet til det segment. Det er for eksempel mad eller effekter til en iPhone som panserglas eller headset, siger Bo Weibull, der er projektudviklingschef i AKF-holding og har ansvar for at indgå aftaler med de butikker, der skal ligge i Trekroner Center. AKF er en koncern, der udvikler og driver erhvervs- og beboelsesejendomme.

Forbrugerne i området kan forvente et kombineret yogacenter og yogabutik, en ny café, en slikbutik, en iPhone-reperatør, en tøjbutik for kvinder og en cykelforhandler. Derudover flytter frisøren, der allerede ligger i centeret, over i et af de nye lokaler.

For at kunne fange deres opmærksomhed er man som butik nødt til at sælge en vare, der er egnet til det segment, som for eksempel mad eller effekter til en iPhone
Bo Weibull, projektudviklingschef

I nedenstående grafik kan du se de butikker der ifølge Bo Weibull forventes at åbne. Klik på prikkerne på billedet og se, hvilke butikker, man kan forvente. Artiklen fortsætter under grafikken.

 

Læs også: Zombier og hekse handler i Roskilde

Trekroner er et område i vækst

Disse butikker er valgt ud fra analyser af, hvilke kunder der kommer i området og ud fra, at der er flere, der flytter til området.

-Vi er som professionel udlejer, der driver og ejer andre centre, været i stand til at vurdere, hvad kunderne gerne vil have. Vi har undersøgt og analyseret på kundesammensætningen, hvilket giver os et godt indblik i købemønstre og potentielle kunder. I takt med, at der flytter flere og flere beboere til området, vil vi kunne tilbyde en anderledes butikssammensætning, end den som er i dag, siger Bo Weibull.

Bo Weibull ser, at Trekroner er et voksende område, og at der er kunder, som kommer helt fra Himmelev for at handle. Bo Weibull håber på at få en aftale med en cykelbutik, da han forventer, at en cykelbutik vil kunne tiltrække endnu flere kunder, da der er mange cykelentusiaster i området.

– I Roskilde og omegn har man nogle gode cykelruter og mountainbike-spor. Derfor kunne det være oplagt at sælge cykler og tilbehør til cykler. Cykelbutikker er en specialvarebutik, så folk kommer gerne langvejs fra for at handle i sådan en butik, siger Bo Weibull.

RUC-studerende er en stor del af målgruppen

Selvom Trekroner er et område med et stort opland, er de RUC-studerende cirka halvdelen af målgruppen for de nye butikker, lyder det fra Bo Weibull.

En af dem er Albert Marsling, der studerer samfundsvidenskabelig bachelor på RUC og pendler fra København. Han vil gerne have mulighed for at købe en god kop kaffe på sin vej til og fra universitetet, men tror ikke, at han ellers vil benytte de nye butikker.

– Lige så snart man får fri fra RUC, skynder man sig hjem igen, siger han.

Gloire Irakunda går også på RUC, hvor hun læser naturvidenskabelig bachelor. Hun tror heller ikke, at hun kommer til at handle stort ind, når hun er i Trekroner, men én ting ser hun frem til.

– Det lyder fedt med en ny café, siger hun.

De nye butikker forventes at åbne i slutningen af december og starten af januar, når alle aftaler er endeligt på plads.