Ny kunstgræsbane på vej i Hørsholm

 

Kunstgræsbanen bliver brugt til fodbold.
Foto: Peter Viborg

Det skal være slut med mørke vinteraftener på en kvart bane i Hørsholm. I Hørsholm Kommunes budgetaftale for 2026-2029 er der afsat 2,6 mio. kr. i 2026 til renovering af den ene af de to eksisterende kunstgræsbaner og yderligere 15 mio. kr. til anlæggelse af en ny stadion-kunstgræsbane ved det nye klubhus i Idrætsparken.

På rådhuset ser man tiltaget som en måde at skabe mere fællesskab og sammenhæng i en klub med over 1200 medlemmer. Det mener Esben Dyekjær (K), næstformand for Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget i Hørsholm.

– Det betyder, at de får et miljø med idrætsklubben, hvor de ikke er spredt ud, og at de har muligheden for at få et samlingspunkt og et fællesskab, siger han.

Hos Hørsholm-Usserød Idrætsklub (HUI) ser de også positivt på udsigten til en ny bane. Ifølge klubben er kunstgræs den eneste stabile løsning gennem hele året.

-Vi har en masse græsbaner, men kvaliteten er ringe, og de kan kun bruges få måneder om året. Med det vejr vi har og den dårlige græspleje, er det nærmest kun kunstgræsbanerne, vi kan regne med, siger næstformand i HUI, Katja Loran.

Det er ligeledes pladsmangel, der har skabt problemer for klubben. Udfordringen bliver særligt tydelig om vinteren.

– Om vinteren træner vi i meget små rum. Vi har kun to kunstgræsbaner, og selv om der trænes fra kl. 15 til sent om aftenen, så deler en årgang med 75 spillere jo stadig kun en kvart bane i den travleste periode, siger Katja Loran.

 

Fakta om planen• 2,6 mio. kr. afsat til renovering af eksisterende kunstgræsbane i 2026
• 15 mio. kr. afsat til ny stadionkunstgræsbane ved klubhuset
• Den nye bane forudsætter medfinansiering fra fonde
• Projektet indgår i budgetaftalen 2026-2029

Fokus på talent og faciliteter

Sidste år blev HUI tildelt to stjerner af DBU og fik placeringen som nummer 32 i licensrangeringen for talentarbejde. Stjernerne er DBU’s vurdering af kvaliteten i klubbers talentmiljø, trænere og faciliteter.  For klubben ses den nye kunstgræsbane derfor som det næste naturlige skridt i opgraderingen af faciliteter, der blev påbegyndt med etableringen af det nye klubhus for to år siden.

Katja Loran peger på, at investeringer i faciliteter allerede har løftet klubben markant, og at en ny bane skal fortsætte den udvikling.

– Man kan have nok så gode trænere og spillere, men uden faciliteter er det svært. Det har vi kunnet løfte med det nye klubhus, ordentlige omklædningsforhold og et nyt fitnesscenter, som virkelig har været med til at udvikle spillerne, siger hun.

Hun tror på, at den nye bane bliver afgørende for at løfte både kvaliteten og hverdagen i klubben og give plads til den træning, klubben ønsker at tilbyde.

– Vi glæder os til, at vi har plads til den rigtige træning, uden at vi strække træningstiderne for at få det til at gå op, siger hun.

 

Bedre rammer skal styrke fællesskabet

Esben Dyekjær understreger, at planen med den nye bane også handler om at få flere unge ind i foreningslivet og fastholde dem gennem gode rammer.

– Vi vil enormt gerne have mange unge mennesker til at dyrke idræt. Derfor betyder det meget, at vi kan tilbyde gode rammer, som både er godt for motion og fællesskabet, siger han.

I budgettet fremgår det, at den sidste del af finansieringen forudsætter støtte fra fonde eller lignende, før projektet kan realiseres. Men ifølge Esben Dyekjær er forventningerne høje, og viljen til at prioritere området er bredt til stede politisk i Hørsholm.

– Forhåbningerne er store. Jeg synes, vi har allerede fået nogen tilsagn, og HUI har selv været ude og lave benarbejde for det, siger han.

Katja Loran fortæller, at hun er fortrøstningsfuld, og at klubben i fremtiden ønsker en tribune og flere træningsmuligheder inden for anlægget.

 

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen stammer fra journalistens research i kommunens dokumenter om kunstgræsbanen. Her fremgår det, at der er afsat penge til en ny bane, og derfra undersøgte journalisten, hvilken betydning banen vil få for idrætsklubben. Vi har været i kontakt med alle kilder via telefon.