Ny skilsmisselov: Børn bliver glemt i raseriet

Flere børn havner i konfliktfeltet mellem mor og far.
Flere børn havner i konfliktfeltet mellem mor og far.

Ifølge Louise Elholm, familie- og boligordfører (V) har loven om, at man kan blive skilt uden en separationsperiode på et halvt år, voldt mere konflikt internt i familier. Loven blev indført d. 1. juli 2013 og har gjort det muligt for par at blive skilt via Nemid på en enkelt dag. Louise Elholm bekræfter at sagerne om forældremyndigheden fra de fraskilte forældre har hobet sig op siden lovændringen.

– Vi har en stigning i antallet af ansvarssager, hvor forældrene ikke er enige om, hvad der skal ske med børnene. Der er også sket en stigning i sagsbehandlingstider. Og nu når sagsbehandlingstiderne er lange, så eskalerer problemerne, og så bliver det værre og værre for børnene, siger Louise Elholm.

Hvis folk i deres vanvid skulle komme til at blive skilt i raseri, og at de så finder sammen igen, så tager det jo ikke lang tid at komme på Rådhuset og blive gift igen, siger Simone Voergaard, advokat og konfliktmægler.

Skilt, men hvad med barnet?

Ifølge Louise Elholm bliver der ofte lavet for egoistiske beslutninger, hvor børnene bliver glemt i raseriet.

– Konflikterne er blevet større i familien. Og konflikterne er blevet større for børnene. Der er rigtig mange børn som er i klemme her, og det er ikke spor sjovt for børnene at forældrene er i krig med hinanden, siger Louise Elholm.

Læs også: Hurtig lov giver flere skilsmisser

Børne- og familiepsykolog, Bente Margrethe Edslev, ser dog ikke nogen sammenhæng mellem ændringen i skilsmisseloven og antallet af forældremyndighedssager.

– Det, at man kan blive skilt ved et enkelt klik, tror jeg ikke har nogen betydning for det stigende antal par, der bliver skilt. Jeg tror ikke at det stigende antal skilsmisser, har noget som helst at gøre med krigen omkring børnene, siger Bente Edslev, der støtter op om at børn aldrig bør være i krigsfeltet mellem forældrene.

Louise Elholm ser lovgivningen som et tegn på, at mange fraskilte ikke kan håndtere den hurtige beslutning optimalt.

– Nu når der er flere skilte, så er det et tegn på, at der er flere, der ikke forliger sig med hinanden men bekriger hinanden. Det er desværre barnet som ender i konfliktfeltet, og det synes jeg er rigtig skidt for barnet, siger Louise Elholm.

Gift og skilt samme dag

Seriøsiteten omkring ægteskabet er også i farezonen, ifølge Louise Elholm, der sammenligner de danske skilsmisseforhold med Las Vegas situationer, hvor man kan blive gift og skilt på samme dag. Louise Elholm finder det manglende mellemled mellem det at være gift og skilt frygteligt.

– Jeg var bekymret for lovgivningen. Det der med straks-skilsmisser, det er frygteligt. Når man har børn, burde det forpligte en til at prøve at finde en løsning frem for bare at gå fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Her er Simone Voergaard, advokat og konfliktmægler dybt uenig.

– Hvis folk i deres vanvid skulle komme til at blive skilt i raseri, og at de så finder sammen igen, så tager det jo ikke lang tid at komme på rådhuset og blive gift igen, siger Simone Voergaard og konkluderer, at det altså er en nem og god løsning, at det er så nemt at blive skilt.

En timeout er det hele værd

Når folk ikke har en tænkepause længere, så bliver der taget forhastede beslutninger.

– Det kan godt være at man er blevet rigtig sure på hinanden og at man vil skilles. Men hvis man har et halvt år til at tænke på hinanden, og giver en timeout, så kommer man måske frem til alle de gode ting ved hinanden, siger Louise Elholm.