– Det er jo meget, meget farligt at køre mod kørselsretningen, advarer Niels Agerholm, der er lektor og en del af trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet – Også selvom det er lovligt.
De såkaldte modstrømscykelbaner er cykelstier eller cykelbaner anlagt af Københavns Kommune i bl.a. Gothersgade og Bremerholmen i indre by, for at gøre det muligt for cyklister at køre imod kørselsretningen på gader der ellers er ensrettede.
Læs også: Københavnerne skal i fremtiden parkere cyklen langt væk
Efter de nye modstrømscykelbaner er blevet anlagt, viser tællinger at de på hverdage bliver brugt af over 5.000 og 2.000 på hhv. Bremerholmen og Gothersgade, fortæller Morten Heegaard Christensen der er projektleder i Cykling og Skoleveje i Københavns Kommune.
Cyklister gider ikke køre en omvej
Niels Agerholm, lektor og del af trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet
Selvom det er blevet lovligt og flere tusinde vælger at køre mod ensretningen på de optegnede cykelbanerne på gaderne, er det alligevel ikke uden fare, fortæller Niels Agerholm.
-
Fakta om modstrøms-cykelbaner
- En modstrømscykelbane er en cykelsti eller cykelbane, der tillader cyklister at køre imod kørselsretningen
- En cykelsti er hævet fra vejbanen, mens en cykelbane er optegnet på vejbanen
- Den 10. september 2013 blev der mellem kl. 7 og 19 målt 5.600 cyklister på modstrømscykelbanen på Bremerholmen og 2.000 cyklister på modstrøms-banen på Gothersgade
– Der er lavet trafikstudier der viser, at det er fem-seks gange farligere at køre den modsatte retning, fortæller Niels Agerholm og uddyber at det stadig gælder, selvom det er fuldt ud lovligt, og der endda er optegnet baner eller cykelstier.
Læs også: Ekspert: Cykelsuperstier er fuldkommen til grin
Ifølge Niels Agerholm ligger faren især der, hvor andre veje krydser de ellers ensrettede gader.
– Hvis der er krydsende veje, bliver det utrolig farligt. Bilisterne i et kryds ser ikke til den side, cyklisterne i modstrømsbanerne kommer fra, fordi de ikke regner med, at der kommer nogen. De overser simpelthen deres vigepligt, siger han.
I Københavns Kommune er man ikke bekymrede og understreger, at det er fuldt ud sikkert at køre på cykelbanerne imod kørselsretningen.
Det bliver lettere for cyklister at vælge smutvejen
– Det skal være hurtigere at komme fra A til B på cykel, fortæller Morten Heegaard Christensen og tilføjer, at hovedårsagen til at lave cykelbanerne er at skabe hurtige, sikre og trygge veje for cyklisterne i København.
Læs også: Indvandrerkvinder cykler for jobs
Niels Agerholm mener, at cyklisterne nok skal finde den hurtigste vej, lige meget om det lovligt eller sikkert.
– Det man ved er, at hvis det er nemmere at køre imod kørselsretningen, selvom det er ulovligt, så er det rigtig svært, at få en cyklist til at lade være med at gøre det. Cyklister gider ikke køre en omvej, fortæller han.
De dovne cyklister kan nu glæde sig over, at de ikke længere skal bekymre sig om at få bøder, når de vælger den korteste vej gennem centrum.