På YouTube er jeg født, der har jeg hjemme

Youtube-stjerne Kristian Kulmbach
Kristian Kulmbach droppede ud af social- og sundhedsuddannelsen for at fokusere 100% på sin YouTube-kanal.

Han er helt alene på værelset. Kun den sorte kameralinse ser ham. Hænderne beordrer hurtigt det lange brune hår bag ørerne, mens halsen brummer for at gøre stemmen klar.

– Hej og velkommen, mit navn er Kristian, og i dag skal jeg spise sushi for første gang.

Kameraet oplever det hele, men svarer ikke igen. Udefra ser det ensomt ud, men inde i computerens verden er der liv og fællesskab. For selvom Kristian Kulmbach står for sig selv og taler ind i kameraet, så taler han i virkeligheden med mere end 73.000 personer på YouTube.

Kristian Kulmbachs YouTubekanal ’Studpidaagaards’ har 73.995 faste seere, og nogle af hans videoer er set mere end 150.000 gange. Hans store popularitet i cyberspace har ikke kun ført til fans og søde kommentarer, han har nemlig både tjent penge og fået et job.

Men den 19-årige Kristian Kulmbach er ikke den eneste teenager, der har brugt YouTube som et springbræt ind i den kreative branche. Ifølge Mediawatch findes der lige nu 230 registrerede unge YouTubere i Danmark, der tjener penge på at videoblogge.

Læs også: Unge rapper om kommunalvalg på Youtube

YouTube-videoer mere autentiske end traditionelt tv, og det kan folk godt lide
Forsker i mediesociograf Jesper Tække

Nogle af dem som er blevet stjerner bag computerskærmen, er flettepigerne Laura Arnesen og Marie Wivel på 14 og 15. På deres YouTube-kanal viser de, hvordan man kan flette hår på forskellige måder. Pigernes store popularitet førte til, at de i august 2014 udgav bogen ’Fletninger’, som i de fire efterfølgende uger lå i top på bestsellerlisterne.

Også rapperen Kidd startede sin musikkarriere på YouTube. I 2011 lagde han musikvideoer ud på YouTube, og allerede få måneder senere fik han udgivet en plade. I dag er han medstifter af pladeselskabet Cheff-Records.

Ifølge forsker i mediesociografi Jesper Tække fra Aalborg Universitet er der flere grunde til, hvorfor videobloggere er blevet så populære.

– På YouTube kan folk finde indhold, som passer præcis til dem. Derudover så giver YouTube seerne muligheden for at interagere og komme tæt på mediepersonen. Og så er YouTube-videoer mere autentiske end traditionelt tv, og det kan folk godt lide.

 

”Jeg føler mig som en lille helt”

Når Kristian Kulmbach står hjemme på værelset i Holsted og filmer sig selv, er der ingen fast ramme eller tema for, hvad hans videoer skal handle om. Han laver bare det, som han har lyst til:

Fakta om YouTube

  • YouTube fyldte 10 år 14. feb. 2015
  • YouTube er den tredje mest besøge side på nettet
  • YouTube har 1 milliard unikke brugere om måneden
  • YouTube-stjerner tjener penge gennem annoncering
  • Der finde to officielle YouTube-netværk i Danmark, Splay og Maze
  • Man skal have omkring 10.000 følgere på YouTube for at blive betragtet som YouTube-stjerne
  • Omkring 80 procent af seerne på YouTube-kanalerne er mellem 13 og 34 år
  • Kilde: Mediawatch

– Jeg bruger to minutter på at finde ud af, hvad jeg vil snakke om, og så snakker jeg bare løs. Det er ren improvisation. Men det er det, der virker bedst. Det er ærligt og ægte.

Kigger man på de mange fan-beskeder, han har fået, tegner der sig et billede af, at hans videoer gør andre glade.

-Jeg har fået en del voldsomme beskeder fra folk, der skriver, at de har det hårdt, men så har de set mine videoer og fået det bedre. Det er fantastisk, at jeg kan hjælpe på den måde. Jeg føler mig som en lille helt.

En af Kristian Kulmbachs faste seere er 13-årige Lukas Christensen fra Horbelev, han forklarer, at det især er Kristian Kulmbachs personlighed og positivitet, der får ham til at klikke ind på YouTube.

-Kristian er virkelig et helt specielt menneske. Hver eneste gang jeg tænder for computeren, går jeg ind på hans kanal, og hvis jeg har haft en dårlig dag, så gør hans videoer mig glad igen, fortæller Lukas.

Læs også: Virksomheder vinder loyal kunder via sociale medier 

De kreatives castingbureau

På grund af Kristian Kulmbachs popularitet på YouTube droppede han ud af social- og sundhedsuddannelsen, og for få måneder siden fik han et jobtilbud fra TV2 ZULU. Det førte til, at han i dag er community manager for ZULUs nye program ’Prøvekaninerne.’

– ZULU er en rigtig drengerøvskanal ligesom min egen, så det var en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg fik jobbet, fortæller Kristian Kulmbach.

YouTube er blevet en form for castingbureau
Jesper Tække, forsker i mediesociografi

Forsker Jesper Tække forklarer, at YouTube er et godt sted at starte, hvis man drømmer om et job i den kreative branche.

– Firmaer og mediehuse vil selvfølgelig gerne have fat i de populære YouTubere, for de kan trække flere kunder til butikken. Youtube er blevet en form for castingbureau, og dem der har mange seere, de er allerede et navn i medieverdenen, og det kan firmaerne bruge.

Digital redaktør fra TV2 ZULU, Johan Wang, bekræfter, at de netop har ansat Kristian Kulmbach, fordi han har godt fat i den målgruppe, som de også søger at nå.

-Det er klart, hvis Kristian kan nå ud til mere end 73.000 mennesker på en naturlig og sjov måde og promovere vores program til den relevante målgruppe, så er det bestemt en succes for os.

Læs også: Spiludvikling er både leg og business 

Kristian Kulbach
“Jeg bruger 90% af min tid på YouTube”, fortæller Kristian Kulmbach Foto: Maria Haarbye

Fremtiden skal leves på YouTube

 Forsker Jesper Tække er sikker på, at videoblogging på YouTube bliver større i fremtiden.

-Den tendens vi ser lige nu er kommet for at blive. Det går kun opad. Mange af YouTube-videoerne er meget velproduceret, og de vil nok komme til at leve side om side med traditionelt tv.

Lige nu arbejder Kristian Kulmbach deltid på Zulu, så han stadig kan holde gang i sin YouTube-kanal, for selvom han er glad for jobbet, er fremtidsdrømmen stadig en anden.

– Min drøm er klart at kunne leve af YouTube.