Pas på: Forårssolens første stråler er farlige

Forårssolens første stråler er farlige
Forårssolens første stråler er farlige

Selvom advarslen kommer år efter år, glemmer vi, at det netop er nu, at vi skal passe ekstra godt på forårssolens farlige stråler. Igen i år er det fristende at styrte ud i solen, når den nu har ladet vente på sig så længe. Men man skal være klar over, at UV-strålingen er høj, selvom det stadig er koldt, advarer Peter Dalum, der er chef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne ’Skru ned for solen mellem 12 & 15’.

– Ens hud er ofte lysere om foråret, og blandt andet derfor kommer folk tit galt af sted i forårssolen, siger Peter Dalum.

Han anbefaler, at man højest opholder sig ti til tyve minutter i solen og husker at have solcreme på de steder, der ikke er dækket af tøj.

Så snart UV-indekset er på 3, bør man nemlig smøre sig ind i solcreme, og UV-indekset kan sagtens passere 3, selvom kulden stadig bider, forklarer Peter Dalum.

Tjek dagens UV-indeks her

Forebyg hudkræft

Kræftens bekæmpelse anbefaler, at man bruger en solcreme med faktor 15, men gør opmærksom på, at solcreme alene ikke beskytter mod forårssolen.

– Problemet med solcreme er, hvis man begynder at opholde sig længere tid i solen, bare fordi man har solcreme på, siger Peter Dalum.

Han påpeger, at flere danskere allerede i forårsmånederne bliver solskoldet og advarer om, at solen ikke er ufarlig.

– Vi ved, at UV-stråling er årsagen til hudkræft, og vi ved også, at op til 90 procent af tilfælde med hudkræft kunne forebygges, hvis man beskyttede sig optimalt mod solens stråling, siger Peter Dalum.

Man får stadig D-vitamin

Selvom man er smurt ind i solcreme, skal man ikke frygte, at man går glip af de D-vitaminer, som mange kommer i underskud af i løbet af en mørk og kold vinter.

– Man får stadig D-vitamin, selvom man har solcreme på. Man skal opholde sig relativt kort tid i solen for at få det D-vitamin, som kroppen maksimalt kan optage, forklarer Peter Dalum.