Fotograf: Nini Broløs.
Ida Holme Nielsen er født og opvokset i Oslo, men bor i en lejlighed i det centrale København nær Søerne. Her har den 23-årige kvinde en unik samling af glamourøse kjoler, der blev syet og designet i perioderne fra 1920’erne til starten af 1960’erne.
– Jeg tror, at tilbage i den tid, der lignede kvinderne mere mig. Jeg passer ikke så godt ind i nutidens modeideal, blandt andet fordi jeg er så petit, siger den unge kvinde på syngende norsk.
Hun sidder i en lysegrå sofa badet i sollys, der strømmer ind gennem vinduerne på 4. sal og spiller i hendes kortklippede, krøllede lokker – lidt a la Marilyn Monroe.
– Jeg har lyst til at høre til et sted, hvor jeg er idealet og ikke i en kultur, hvor jeg ikke er det mere, siger hun med henvisning til sine foretrukne stilperioder, der ifølge hende, er karakteriseret af glamour og elegance og af et skønhedsideal for kvinden, der særligt med den franske modedesigner Christians Diors New Look i 1950’erne satte pris på taljer og runde hofter.
- I 1920’erne havde charlestonkjolen sin glansperiode. Kjolen var knælang, havde en relativt løstsiddende og lav talje og var ofte rigt udsmykket med broderi og perler.
- I 1930’erne og i 1940’erne kom den franske modedesigner Madeleine Vionette’s (1876-1975) bias cut, der var lange kjoler, der svøbte sig tæt omkring kroppen i delikate folder.
- Fra 1947 og indtil start-1960’erne blev den verdensberømte franske designer Christian Dior’s (1905-57) New Look trendsættende. Det nye look var kendetegnet af brusende skørter og smalle taljer.
Ikke som de andre piger
Ida Holme Nielsen skilte sig allerede ud, da hun var barn. Hun gik til ballet i sin fritid og så film, der var fem årtier ældre end hende selv. I folkeskoleårene i Oslo havde hendes klassekammerater det samme moderigtige børnetøj. Den lille Ida ville hellere skille sig ud.
– Som barn gik jeg i min mors aflagte 70’er tøj. En gul Levis T-shirt og en orange cardigan. Jeg syntes det var sejt, at der ikke var andre, der kunne få fat på det samme tøj, siger hun og indrømmer, at hun stadig ikke er glad for at blive kopieret:
– Jeg er ikke specielt god til at svare andre på, hvor jeg har fået mit tøj fra.
Det var dog ikke 1970’ernes mode, der kom til at betage Ida Holme Nielsen for fremtiden. I sin fritid så og genså hun mange gamle spillefilm, der opfostrede en smag for langt ældre kjoler. Hendes favoritfilm var den britiske balletfilm The Red Shoes (1948) og amerikanske Borte med Blæsten (1939).
– Borte med Blæsten foregår i 1800-tallet under borgerkrigen i USA, men den er lavet i slutningen af 1930’erne, så man kan se modereferencerne til den af mine favoritperioder i filmen, fortæller hun og ser ned af sig selv og den blå bomuldskjole, hun er iført.
Hun lader fingerspidserne glide langs med bomuldskjolens syninger fra under brystet og ned omkring taljen, hvor den er syet tæt ind, mens stoffet vokser og falder løst og udad over hofterne og ned mod knæene.
– Det er et klassisk 30’er snit, der fremhæver de kvindelige former, forklarer hun.
Periodefilmenes værste mareridt
Ida Holme Nielsen har været ude i køkkenet og kommer tilbage med en bakke med te. Kopperne er kinesisk porcelæn og ligner miniatureskåle. Hun arbejder nogle dage om ugen i tehuset Sing i det indre København, men drager ofte til Oslo, hvor hun er stemmeskuespiller.
Den spinkle pige med den lyse røst er faktisk stemmen bag den norske Cirkeline fra 1999, og i dag arbejder hun med stemmeskuespillet på den norske Disney Channel.
– Jeg kunne godt forestille mig at komme til at arbejde videre bag kameraet, men med kostumer i periodefilm, siger hun og nævner den sorthvide stumfilm The Artist (2011) og den mere dekadente og glitrede The Great Gatsby (2013), som eksempler på nyere periodefilmsproduktioner, hun gerne ville have haft fingrene i.
– Men jeg er et mareridt at se periodefilm sammen med. Jeg laver ikke andet end at kritisere kostumerne og de typer, de caster til filmene i dag.
– Den kvindelige hovedrolle i The Artist følger nutidens skønhedsideal – ikke 1920’ernes. Hun er meget høj og tynd, mens 20’ernes kvinder var små og mere runde i ansigterne, lyder det fra den kritiske, unge kender, der har gransket et utal af billeder, set flere film fra perioden og i dag studerer på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.
– I 20’erne var de slet ikke pæne efter vores skønhedsideal i dag, men jeg tror, at producenterne er bange for, at filmen ikke sælger, hvis de ikke skærer den til efter nutidens idealer. Det syne jeg er en rigtig ærgerlig tendens.
Fotograf: Nini Broløs.
Ind i garderobeskabet
Vi forlader den modegrå sofa i stuen og går ind i det tilstødende soveværelse. Her er Ida Holme Nielsens garderobe. Den ene filmkjole hænger efter den anden på separate bøjler. Enkelte er beskyttet i gennemsigtige tøjposer. Alt i alt giver garderoben indtryk af stor umage og overdreven perfektionisme og orden.
– Når mine veninder ser min garderobe for først gang bliver de altid overraskede, fordi de forventer, at det bugner med tøj og er meget kaotisk, fortæller indehaveren af de gamle kjoler og spænder et lille stofbælte i taljen på en pudderfarvet 50’er kjole, der minder om et balletkostume.
Fra et antikt sminkebords skuffer finder hun et par brocher og flere fingerringe med små sten frem. Alt er omhyggeligt svøbt ind i speciallavede silke- og satinposer. En bog ligger åben på bordpladen med små tegninger af tøj og tilbehør. Tegningerne fungerer som pakkelister forud for weekendophold i Oslo eller til at holde styr på, hvad hun har anskaffet sig af nyt, fra hvilken periode og til hvilken pris.
Et par rosa balletsko har hun selv har syet stropper på, og med skoene i hænderne betragter hun sig selv i spejlet over sminkebordet. Hun er netop begyndt at danse ballet i København efter flere års pause.
– At jeg er begyndt at danse igen, minder mig om, at jeg var god til noget, siger hun med henvisning til sin barndom og årene i gymnasiet i Oslo, hvor hun dansede flere gange ugentligt.
– Men det handler også om, at jeg gerne vil look the part. Balletten passer på den feminine og prinsesseagtige side af mig og er en stor del af inspirationen til de kjoler, jeg går i.
Ida Holme Nielsen anser balletæstetikken for en klassisk og tidløs modeæstetik, men der er mange flere tendenser, der titter frem i klædeskabets kulisse, fx en charlestonkjole med broderier og perler og en buksedragt i sort fløjl.
– Jeg prøver altid at købe noget, som ikke ligner noget af det, jeg har i forvejen, siger hun og tilføjer, at det også er vigtigt af økonomiske årsager, da de ældre og velbevarede vintagekjoler kan koste mere end den månedlige udbetaling fra SU og studiejob kan finansiere. Derfor sparer hun ofte op over nogle måneder ad gangen.
Fotograf: Nini Broløs.
Som en ægtet kvinde
Ida Holme Nielsen klæder sig i kjolerne, fordi de passer til den kvinde, hun føler, at hun er, men meget andet end sin fysiske kropsbygning og smag i tøj, mener hun ikke, at hun har tilfælles med fortidens kvinder.
– Mentalt set havde kvinderne et helt andet fokus i livet dengang, for eksempel at blive den perfekte husmor, ægtefælle eller værtinde. Jeg betragter mig selv som en meget moderne kvinde på trods af min smag for gamle kjoler, siger hun og tripper på sine små bare fødder ud af garderoben i soverværelset for at hente en genstand inde i stuen.
Da hun vender tilbage er det med en tyk bog i hænderne. Den hedder Wife Dressing: The Fine Art of Being a Well-Dressed Wife (1959) og er er skrevet af den amerikanske modedesigner Anne Fogarty (1919-1980).
– Bogen er faktisk en guide til kvinder og handler om, hvordan de bør klæde sig efter, at de er blevet gift. Alligevel bruger jeg dele af bogen, som en inspiration til min egen stil. Men det er mest fordi, at den handler om at klæde sig ordentligt og pænt, siger den unge og endnu ugifte kvinde.
Vintagekjoler og værdier
En af fordelene ved at købe de gamle designerkjoler fra før 1960’erne, er, at de er syet i kostbare og holdbare materialer, som silkechiffon og fløjl. De stærke materialer og skræddernes gode håndværk er forklaringen på, at Ida Holme Nielsen i 2014 kan gå i en kjole med op til 90 år i pressefolderne.
I dag er vintagekjolernes glamourøse snit og luksuriøse materialer eftertragtede i mange vestlige samfund og populariteten stiger, bl.a. når en stor periodefilmsproduktion rammer biograferne. Det var eksempelvis de to anerkendte modedesignere Catherine Martin og Miuccia Prada, der designede tøj og tilbehør til The Great Gatsby (2013), og i dag turnerer en udstilling rundt med kjolerne i Shanghai, Tokyo og New York.
– Pludselig bliver det på mode at klæde sig, sådan som jeg gør. Det er jeg ikke så vild med, for så ligner det, at jeg er en del af noget, som jeg ikke vil være en del af, siger Ida Holme Nielsen og spænder lidt i den fine muskulatur omkring læberne inden hun fortsætter:
– Jeg stresser nok lidt over vintagedillen, for der er jo ikke uendelig adgang til flotte og velbevarede kjoler fra 50’erne eller før i min størrelse.
De fleste fine kjoler fra perioderne 1920’erne til starten af 1960’erne blev syet til at holde i rigtigt mange år, fordi kjolerne ofte var investeringer for livet dengang. Omvendt bliver tøj fra 1960’erne og frem et masseproduceret produkt i billigere, syntetiske materialer, og moden bliver gradvist lagt an på sæsoner i form af en sommer-, efterårs-, vinter- og forårsmode.
– I dag bliver meget tøj lavet til at blive skiftet ud ofte. Det er en sæsonorienteret mode, og der er rigtig meget tøj, der er billigt at producere og derfor sælges billigt for så hurtigt at blive slidt i stykker eller skiftet ud med noget nyt.
I soverværelset finder Ida Holme Nielsen en overdådig 50’er kjole i tyk silke frem. Lag af silke får underdelen til at bruse, og yderst er lagene beklædt af gennemsigtig organza-silke, hvorpå der er broderet detaljerige, sorte mønstre. Hun sætter sig på sengekanten og lader kjolens bløde stof hvile på sine lår.
– Jeg synes, at det giver god mening at købe de gamle kjoler, fordi jeg på den måde undgår at støtte vores tids overforbrug. I bytte får jeg unikke kjoler med historier, der passer til mig, siger hun med henvisning til kjolen i sit skød. Som et højtelsket barn, der skal beskyttes.
Foto: Nini Broløs
Styling: Mathilde Østergård Hansen