Fremover kan hele landets folkeskolelærere med den nye, nationale portal skoletjenesten.dk hurtigt og enkelt få overblik over de kulturelle tilbud, som findes i deres lokalområde. Indtil nu har portalen kun været rettet mod Sjælland, men dækker nu også Jylland og Fyn.
Se den nye portal: Skoletjenesten.dk
Målet med portalen er, at folkeskolerne i højere grad skal benytte landets museer, teatre og andre kulturinstitutioner som en del af undervisningen. Med portalen kan lærerne finde frem til de kulturtilbud, der ligger i lokalområdet, og som er relevante for deres klassetrin og fag.
Portalen er lavet i samarbejde mellem Kulturministeriet og Undervisningsministeriet.
Til gavn for eleverne
Kulturminister Marianne Jelved (RV) mener, at et tidligt møde med kunst og kultur vil være godt for landets børn.
– Hvis bogligheden i højere grad suppleres med sanselige indtryk fra det omgivende kultursamfund, skaber vi en mere varieret skoledag. Det vil gavne en bredere gruppe af eleverne, når undervisningen gøres mere levende, siger Marianne Jelved i en pressemeddelelse.
Intet nyt under solen
Portalen skal gøre det enkelt at skabe et overblik over lokalområdets kulturelle tilbud, men på Langsøskolen i Silkeborg har man i forvejen midler, der gør det let at finde vej til kunst og kultur.
Læs også: Vi lever i en meget succesorienteret kultur
– Vi kender lokalområdet og de kulturtilbud, som der bliver udbudt her. Ideen om den nye portal er da meget god, men der er som sådan ikke noget nyt i det. Det er jo de samme tilbud, som der altid har været, siger Carsten Mørck, der er viceskoleleder på Langsøskolen i Silkeborg.
– Når vores lærere planlægger, at lave noget kulturelt med eleverne, så bruger de bare Silkeborg Kommunes hjemmeside, fortæller Carsten Mørck.
Børnekulturkonsulent: Ikke lokal nok
I Silkeborg Kommune mener børnekulturkonsulent i Silkeborg Kommune Ghita Warrer mener ikke, at portalen giver et tilstrækkeligt overblik over Silkeborgs lokale museer og andre kulturtilbud.
– Jeg tror ikke, at portalen i sin nuværende form vil fungere for vores folkeskoler, fordi den ikke har de helt lokale og små museer med. Jeg er ikke sikker på, at den giver det ønskede overblik, som den ser ud lige nu i hvert fald, siger Ghita Warrer.
Læs også: Mega-institutioner rammer følsomme børn
– Men jeg synes, at sådan en kulturportal, der samler nogle af landets forskellige kunst- og kulturtilbud, er en god ide. Den kan bruges som inspirationskilde for lærerne, mener hun.