Når musklerne er ømme, ledende driller, og hovedet dunker, opsøger mange danskere en zoneterapeut. En behandlingsform, der bygger på, at lindre organsmerter, nedsætte kvalme og forhindre søvnløse nætter ved at trykke på særlige punkter under fødderne.
Men zoneterapi kan også hjælpe kvinder i fertilitetsbehandling til at blive gravide, skriver De Forenede Danske Zoneterapeuter, i en pressemeddelelse.
Fakta om fertilitetsbehandling:
- I 2015 var der 28.741 danske patienter, der fik foretaget kunstig befrugtning.
- Antal forventede fødte børn: 5.296.
- Patienter får oftest mere end én behandling, når der bliver foretaget kunstig befrugtning.
Kilde: Samlede danske ART og IUI behandlinger: En opgørelse for Dansk Fertilitetsselskab.
Det er overlæge og professor Peter Gøtzsche, der leder det uafhængige informationscenter, som står for at indsamle viden om alternativ og medicinsk behandling, på Rigshospitalet, Det Nordiske Cochrane Center dog dybt uenig i. Han har gennemgået alle de oversigtsartikler, som sammenfatter og vurderer alle de forskningsresultater, der er offentliggjort om zoneterapi, og en nærmere videnskabelig undersøgelse viser ingen tegn på, at zoneterapi virker.
– Hvordan skulle det hjælpe en kvinde med at blive gravid ved at kilde hende under tæerne? At reklamere med, at zoneterapi skulle virke, er hamrende uetisk. Zoneterapeuter tjener på noget, som umuligt kan have en effekt på at gøre barnløse par gravide, siger han.
Læs også: Fertilitetslæge: For meget insulin i blodet er årsag til barnløshed
Professoren forklarer videre, at zoneterapien er fup og fidus bortset fra en ting.
– Mennesker kan godt lide berøring, hvilket giver en rar oplevelse, men det har ingen videre effekt end det.
Der er ikke behov for videnskabelig dokumentation
Formanden for De Forendede Danske Zoneterapeuter, Ilse Blom, er klar over den manglende videnskabelige dokumentation. Hun undrer sig dog over, at det er nødvendigt, når hun oplever, at patienterne har god og hjælpende effekt ved zoneterapi.
– I vores fag er det svært at dokumentere i en videnskabelig sammenhæng. Det er jo meget forskelligt fra person til person, men i langt de fleste tilfælde finder patienten sig selv, og det giver den ønskede effekt, siger hun.
Læs også: Om midler til alternativ behandling: Ansøgningsfristen er for kort
I følge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) er zoneterapi den tredje mest brugte alternative behandlingstype i Danmark. Den viser også, at hver femte dansker gør eller har gjort brug af en zoneterapeut.
Den store interesse for zoneterapi mener Ilse Blom er dokumentation nok.
– Hvis behandlingen har en god effekt på patienterne, så er videnskabelig dokumentation i bund og grund ligegyldig, siger hun.
En kombination af det alternative og det medicinske
Fakta om zoneterapi:
- 23,8 procent af den voksne befolkning har prøvet zoneterapi.
- 5,6 procent har prøvet det inden for det seneste år.
- Zoneterapien er den tredje mest brugte alternative behandlingstype i Danmark.
Kilde: Rapporten “Sundhed og sygelighed i Danmark” fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF)
I De Forenede Danske Zoneterapeuters pressemeddelse bliver der især lagt vægt på fertilitet, graviditet og fødsel. Her gør Ilse Blom det meget klart, at zoneterapi i langt de fleste tilfælde fungerer som supplement til fertilitetsbehandling.
– Mange par gør brug af kunstig befrugtning eller fertilitetsbehandling, og så supplerer de med noget zoneterapi, så de kan blive helt afstresset og få ro i kroppen. Og den kombination kan være med til at øge chancerne for graviditet, siger hun.
Chefbiolog på fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital Karin Erb forholder sig kritisk til kombinationen.
– Zoneterapi hjælper da helt sikkert på smertelindring, men at tro på, at man bliver gravid ved, at nogen trykker én under fødderne, det passer simpelthen ikke. Så er det i hvert fald nødvendigt at se noget bevismateriale først, siger hun.
Karin Erb fortæller videre, at kombinationen af alternativ behandling og medicinsk behandling er forgæves. I følge hende er det direkte at narre folk, at få dem til at bruge tid og penge på noget, som ikke er videnskabeligt bevist.