Roskilde Universitet har i år modtaget over 1.000 ansøgninger fra internationale studerende, der gerne vil tage en kandidatuddannelse på universitetet. Det er en stigning på 62 % i forhold til sidste år.
Universitetet glæder sig over interessen, fortæller lederen af Roskilde Universitets internationale kontor, Helle Rod Søgaard.
– De internationale studerende giver et helt andet fagligt miljø. De kommer med nogle andre input og andre faglige traditioner, forklarer hun.
Læs også: Grenaa Gymnasium slår rekord i internationalt optag
Helle Rod Søgaard mener, at de mange ansøgninger blandt andet skyldes, at de internationale studerende nu har mulighed for at ansøge gennem en ny online-tjeneste, og at universitet er blevet bedre til at kontakte ansøgerne, før de kommer til Danmark.
– Med det nye online-ansøgningsystem kan vi sende beskeder ud til de studerende. På den måde sikrer vi os, at de også rent faktisk møder op, hvis de bliver optaget, fortæller Helle Rod Søgaard.
En af ansøgerne, Alexandra Kubicová, har en lidt anden forklaring på, hvorfor hun har søgt om at blive optaget på Roskilde Universitet. Du kan høre hendes historie i radioindslaget nedenfor.