’Valgfest med mexicansk tema’, ’En Død Hest’ eller ’Marquis de Sade’, valgmulighederne er mange, og mangfoldige er holdninger ved det kommende regionsvalg.
Tryk rundt på billedet for at få en oversigt over nogle få af de farverige indslag, der er i nærdemokratiet i Region Hovedstaden.
Særligt dansk
Danmark har en stærk tradition for foreninger for alt mellem himmel og jord. Det mener Martin Vinæs Larsen, Videnskabelig assistent på Institut for Statskundskab, er årsagen til alle de små partier man kan se til regionsvalget.
– Normalt i andre lande er partisystemerne meget nationaliseret. Her skiller Danmark sig ud på grund af det stærke foreningsliv, der er i lokalsamfundene. De her partier kan ses som en politisk materialisering af foreninger og grupper med meget konkrete ønsker, siger Martin Vinæs Larsen.
Læs også: Derfor skal du stemme til regionsvalg
– Det er heller ikke noget nyt med de her lidt spøjse partier, hvis man går tilbage til 80’erne, kan man se mange små lokallister poppe op. Men de får klart mere opmærksomhed i dag, og det er på grund af de sociale medier. Man har altid brugt lokalvalgene til at få opmærksomhed på meget snævre emner eller bare for at lave noget gak, siger Martin Vinæs Larsen.
Man kan hurtig blive kandidat
Hvis du selv går og drømmer om at stille op for en af disse partier, så er din drøm slet ikke så usandsynlig. Det kan Jesper Balle, 74 år, skrive under på.
– Jeg gik ned af Skt. Peder Stræde her sidste fredag og stødte på en, der var ved at samle vælgererklæring til regionsvalget. Han havde to partier, jeg kunne støtte, ‘Kærlighedspartiet’, som jeg havde hørt om før. Den anden var ’En Død Hest’. Da jeg hørte navnet, krøllede jeg sammen af grin midt på gaden, fortæller Jesper Balle.
Læs også: Øhh, er der også regionsvalg?
Jesper Balle er pensionist og beskriver selv sit sindelag som demokratisk. Han var derfor ikke i tvivl, om at han ville støtte op om partiet ’En Død Hest’. Jesper Balle var dog ved at tabe kæben, da han blev tilbudt at stille op for partiet.
– Altså, jeg kendte jo ikke partiet, men jeg søger altid oplevelser, og han, der stod og samlede stemmer, virkede ikke helt fra snøvsen. Så jeg sagde til ham, ”stil du mig bare op”. Jeg kom dog lidt i tvivl i bussen på vej hjem og tænkte lidt på, om der kunne være penge i lortet, siger Jesper Balle. Så jeg søgte lidt rundt på internettet og fandt et billede af ’Kærlighedspartiet’ for nogle år tilbage, hvor en af dem lignede ham, jeg var stødte på. Jeg ved dog ikke, hvad han hedder, eller hvad hans adresse er.
– Hvis jeg kommer ind, så vil jeg forsvare de svage, der er jo folk i dagens Danmark, der savner hjælp. Jeg håber også, jeg kan inspirere folk til at forfølge deres drømme.
Netavisen har efterfølgende været i kontakt med Kærlighedspartiet, og de fortæller, at det er en Morten Versner, der står bag ’En Død Hest’ og er en virkelig person. Partiet er helt uafhængigt af ‘Kærlighedspartiet’.