Et ønske om accept kan ligge til grund for farlig skinneleg

»De tænker ikke over, hvor farligt det er« siger lokomotivfører Martin Olsen om den foruroligende leg på skinnerne i Hvalsø Station
Foto: Kirstine Crenzien Pedersen

Lokomotivfører Martin Olsen ser uge efter uge, hvordan skinnerne på Hvalsø Station bliver brugt som legeplads af unge mennesker. Efter han søndag aften appellerede til, at byens forældre bør tage en snak med sine børn om, hvordan man opfører sig på en station, kommer han nu med en forklaring på, hvad han mener kan ligge til grund for legen, og hvordan man kan løse situationen.

– Toget er tyve minutter forsinket, men omkring det oprindelige afgangstidspunkt ser jeg en gruppe unge mennesker, der skal hen til den perron, hvorfra toget går, hvor to af dem hopper grinende ned på sporerne og krydser dem. Efterfølgende hopper de igen derned, for at komme tilbage til vennegruppen, siger han, som ser den farlige leg udfolde sig uge efter uge.

 

Fakta over såkaldte “nær-ved” oplevelser

    • I første halvår af 2022 var der 733 indberetninger om ulovlig færdsel i sporet på landsplan. Det er næsten 200 flere end i første halvår 2021
    • Københavns Hovedbanegård var med sine 47 indberetninger, den station i 2022 med flest hændelser
    • Antallet af hændelser er større end antallet af indberetninger, da der er et vist mørketal

Kilde: Banedanmark

Lokomotivførerens erfaring viser, at mere skiltning eller eventuelt hegn mellem sporerne ikke vil hjælpe. Han mener, at det er en blanding af et generationsproblem, hvor nogle unge mennesker får lov til at rende rundt som det passer dem, og mangel på opdragelse.

Læs også: Folk har hovedet under armen: Manglende respekt for toge fører til flere ulykker

 

Det jeg oplever er, at de har en attitude, hvor de er ligeglade med alt. Det eneste de går op i er at blive accepteret. De vil være en del af fællesskabet.
Martin Olsen, lokomotivfører

 

»De tænker ikke over, hvor farligt det er«

Han har talt med andre beboere i Hvalsø, og har fundet ud af, at der er en gruppe drenge, som laver hærværk på Hvalsøs beboers ejendele, og han har en formodning om, at det er den samme gruppe drenge, som deltager i de ulovlige ophold på sporerne.

”De tænker ikke over, hvor farligt det er”, siger han inden han uddyber: ”Det jeg oplever er, at de har en attitude, hvor de er ligeglade med alt. Det eneste de går op i er at blive accepteret. De vil være en del af fællesskabet”.

 

Politiet opfordrer til, at borgere henvender sig til politiet

Midt og Vestsjællands Politi er bekendt med den foruroligende tendens, men det har ikke kendskab til mange unge som krydser sporerne i Hvalsø, men giver lokomotivføreren ret i, at det »er vanvittig dumt«. De kan hverken be- eller afkræfte, om der fremadrettet vil være mere patruljering i Hvalsø.

– Det gør vi i det omfang, at der er frie ressourcer til det. Det er en vurdering om, hvor der er det største behov for at være der. Det kan ændre sig fra uge til uge, siger kommunikationschef for Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Kristensen, som opfordrer Hvalsøs borgere til at anmelde det til politiet, hvis de føler sig utrygge eller på anden vis føler et behov for mere patruljering.

Lejre Kommune har flere tilbud til unge mennesker, blandt andet afholdes der en fodboldfest fredag d. 10. november kl. 19, hvor børn og unge fra 12-18. år kan tilmelde sig for en tyver.

Klubtilbud, hvor der er åbent om aftenen, vil ligesom mere skiltning og eventuelt hegn mellem skinnerne, ikke hjælpe, da de ifølge lokomotivføreren søger efter at lave ballade, hvilket der er kan være flere grunde til.

– Der er mange aspekter i det. I min verden er der det aspekt der hedder opdragelse, og det der hedder manglende besøg af politi i Hvalsø, siger Martin Olsen, inden han understreger at han kun er stødt på en patruljevogn i de to år, han har boet i Hvalsø – og den havde han selv ringet efter.

Læs også: Flere stationer skal have selvmordsforebyggelse

Sådan gjorde vi: Historien udspringer af et Facebookopslag, hvor lokomotivfører Martin Olsen kommer med et opråb til forældre med unge børn.  Både Martin Olsen og kommunikationschef for Midt- og Vestsjællands Politi er interviewet telefonisk. Viceborgmester i Lejre Kommune, Grete Nørtoft Saabye, samt Peter Busk-Jensen fra SSP er interviewet til baggrund.