Et nyt læringsmateriale kaldet MinMestring, hvor elever evaluerer sig selv, øger samlet set elevernes koncentrationsevne. Sådan lyder vurderingen i en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der har testet det nye redskab, der primært er henvendt til elever med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.
Men andelen af elever med ADHD, der har medvirket i forsøget, er for lille til, at man kan vurdere effekten på dem.
Vi ved fra anden forskning, at der er en sammenhæng mellem elevers koncentration og deres faglige præstationer, så forbedringen af elevernes koncentration er faktisk et meget væsentligt resultat i sig selv.
Maria Keilow, videnskabelig assistent i SFI
– Usikkerheden bliver simpelthen for stor, fordi antallet af ADHD-elever er for småt til, at resultaterne bliver statistisk sikre, siger Maria Keilow, videnskabelig assistent i SFI og en af forfatterne bag rapporten.
Læs også: Uddannelsesleder: Undervisning i inklusion er utilstrækkelig
Materialet, som eleverne har arbejdet med, består af en række skemaer på nettet og i papirform, som eleverne skal bruge til at registere og evaluere egen læring og undervisningen i det hele taget.
Ifølge rapporten har der været en tydelig effekt på koncentrationsevnen hos elever uden ADHD, men Maria Keilow understreger, at det ikke nødvendigvis betyder, at elever med ADHD ikke har haft gavn af læringsredskabet.
– Vi kan se, at der gennemsnitligt set har været en god effekt på de klasser, der har modtaget indsatserne. Men hvis man skal se mere specifikt på målgruppen af elever med ADHD, så vil det bedste være at gentage forsøget med flere elever, siger hun.
Sammenhæng mellem koncentration og læring
Læringsredskabet er udviklet af undervisere fra professionshøjskolen Metropol og VIA University College. Sideløbende har folkeskolelærerne deltaget i et kursus for at forbedre elevernes faglige udbytte og læring. Men det er altså først og fremmest elevernes koncentration, som projektet har vist sig at være gavnligt for.
– Vi ved fra anden forskning, at der er en sammenhæng mellem elevers koncentration og deres faglige præstationer, så forbedringen af elevernes koncentration er faktisk et meget væsentligt resultat i sig selv, vurderer Maria Keilow.
Læs også: Voxpop: Lærerstuderende frygter inklusionsopgaven
Elevernes koncentrationsevne er blevet målt ved hjælp af en test, hvor eleverne på tid skal overstrege en række tegn og bogstaver. De klasser, der har været en del af indsatsen, er i gennemsnit blevet bedre til at koncentrere sig om opgaver, end de klasser der ikke har modtaget den.
Der kommer en endelig rapport på effekterne af læringsredskabet, når hele forløbet afsluttes i efteråret.