Stor mystik om forsvundne cykler

Sidste år købte danskerne en halv million nye cykler. Samtidig er antallet af cykler i Danmark nogenlunde konstant. Dansk Cyklist Forbund undrer sig derfor over, hvor cyklerne forsvinder hen.

Københavns Kommune fjernede 5.900 cykler fra gaden sidste år. Et par hundrede af dem gik til politiauktion. I Aarhus Kommune anslår man, at der bliver fjernet et par tusind cykler – men det er ikke helt klart.

Hvor mange cykler politiet fjerner på gaderne er der ikke præcise tal på. Hos DSB er der heller ingen nøjagtige tal. 

På bunden af Holmens Kanal?
Det er både politiet, det kommunale og DSB, der tager sig af de døde cykler. Og så er der selvfølgelig dem, der smider den gamle jernhest i storskrald.

Men det samlede antal cykler, der bliver fjernet systematisk, er langt fra antallet af nye cykler, der årligt kommer til. Hvor mange cykler, der bliver stjålet eller smidt til storskrald, forbliver spekulation, men i Dansk Cyklist Forbund er der ingen tvivl om, at det er systemet, der ikke fungerer. 

”Hvad med dem, der ligger på bunden af Holmens Kanal?” spørger Allan Carstensen fra Dansk Cyklist Forbund og fortsætter: ”Systemet er ikke godt nok, når borgerne ikke bruger det.” 
 

Læs også:

Cykeltaxaer kan lave alt det sorte arbejde de vil

København har verdensrekorden i cyklisme