Det er måske ikke altid elevens skyld, at køreprøven er dumpet.
Større krav til kørelæreruddannelsen vil kunne forbedre dumpeprocenten hos dem, der skal have kørekort første gang. Det forklarer Gunnar Lund, der er vicepolitikommissær fra Køreprøvesektionen hos Københavns Politi.
Justitsminister, Morten Bødskov (S), har netop nu fokus på at indskærpe kravene til uddannelsen for danske kørerlærere. Derfor har han og et udvalg udarbejdet en række forbedringer, der skal sikre bedre kørelærere.
Kravene vil blandt andet betyde, at kørelærere skal igennem et pædagogisk grundforløb på mindst 120 timer med fokus på voksenuddannelse.
Derudover skal det fremover være et krav, at kørelærerne er over 24 år imod de nuværende 21 år, og at man som kørelærer har kort til flere typer køretøjer.
Hvis man skal holdningsbearbejde elever i forbindelse med en køreuddannelse, så skal man efter vores opfattelse kunne anvende en meget større palette af undervisningsmetoder.
René Arnt, landsformand i Dansk Kørelærer-Union
Gunnar Lund fortæller, at dumpeprocenten hos de danske køreskoleelever indtil videre ligger på 32,08 procent på landsplan i år. I 2012 var gennemsnittet 29,60 procent.
Læs også: Ny forskning skal gøre trafikken mere sikker
Dumpeprocent til køreuddannelser i Danmark
Landsgennemsnit:
– 2012: 29,60 procent
– 2013: 32,08 procent
Københavnsgennemsnit:
– 2010: 38,64 procent
– 2011: 40,52 procent
– 2012: 42,58 procent
Kilde: Gunnar Lund, vicepolitikommisær,
Københavns Politi.
Han er derfor positiv overfor de nye krav og påpeger, at en skærpet kørelæreruddannelse nok vil forbedre situationen.
– Enhver uddannelse som både drejer sig om det konkrete faglige og især det holdningsmæssige, vil kunne forbedre den her situation, siger han og fortsætter:
– Det sande billede er, for København især, at vi har hele spektret af kørelærere. Vi har de dybt, dybt seriøse og dem, der kun er ude på at tjene penge. Og det spænd er større end i resten af landet. Det tillægger jeg det forhold, at for det første er der for mange kørelærere, og så er der det forhold, at kørelærere først tjener pengene, når de unge dumper.
Løs også: Unge bilister er livsfarlige
Et mangeårigt ønske
Hos Dansk Kørelærer-Union, er man også meget positiv over, at kravene til kørelæreruddannelsen skal indskærpes. Især den pædagogiske del af uddannelsen er vigtig, mener landsformanden, René Arnt.
– Det har været et mangeårigt ønske fra Dansk Kørelærer-Union, at man hæver de undervisningspædagogiske kompetencer, siger han.
– Meget af den undervisning, der foregår i køreskoleundervisning, er meget mere holdningsbearbejdende end den er prøverelateret. Og hvis man skal holdningsbearbejde elever i forbindelse med en køreuddannelse, så skal man efter vores opfattelse kunne anvende en meget større palette af undervisningsmetoder. Man kan jo spørge i undervisningen hvem, der har oplevet hvad, i stedet for at det bare er envejskommunikation eller lysbilleder.