Strategi med svagheder

Denne artikel er skrevet på norsk.

Rett efter man ankommer indgangen til Christania, blandt grøne trær, flokker med forsiktige turister og en enslig hashryger under halvparten hennes alder, står Ane Egede (56) og sælger gadeavisen Hus Forbi. Hennes dagjob består af å vandre mellem sitt utsalgssted og den nærmeste skraldespand der hun plukker med seg tomme øldåser. Sådan er det, når man skal få enderne til at mødes.

– På en ordinær dag står jeg op, får i meg kaffe og morgenmad, før jeg setter på morgenfjernsynet. Deretter vandrer jeg til Christiania for at selge Hus Forbi. Men det går langsomt. Nogle dager selger jeg ikke i det hele. Slike dager har jeg ikke råd til at købe meg billig aftensmad. Da må jeg gå sulten til sengs. Det er ikke noe sjovt – jeg sover ikke så godt.

Læs også: Gadeavissælgere i det grønne 

Som invandrer fra Grønland til Danmark, er Ane en av dem man håper det skal bli enklere at integrere med Socialstyrelsens Grønlænderstrategi, som ble lansert i maj måned tidligere i år. Frem til 2016 har man bestemt at landets fem største kommuner – København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg – skal «sikre konkret bedre inklusion for målgruppen og på lang sigt nedbringe antallet af socialt udsatte grønlændere i Danmark», sådan det skrives på deres hjemmesider.

En strategi med visse mangler

Mille Schiermacker, som til dagligt arbejder som projektmedarbejder ved Det grønlandske hus i København, roser strategien for å være tilpasset de lokale forhold i kommunerne, som at «København sliter i stor grad med boligmangel, mens Aarhus har sine egne utfordringer». Og selv om hun presiserer at det er for tidlig i prosessen til å se konkrete tiltak endnu, kritiserer hun likevel strategien for enkelte mangler.

– Jeg synes det er problematisk er at det ikke tilføres nye penger til prosjektene. Dermed blir det er vanskelig å utvikle tilbud og tjenester utover de som allerede finnes. Samtidig har man allerede en annen situasjon med at fjorårets nedskæringer i satspuljen har gjort det økonomisk svært for disse projektene, der flere er lukningstruet, forteller hun.

Samtidig mener hun også at det er et problem Grønlænderstrategien ikke inkluderer et nødvendig samarbeid med Grønland, sådan at grønlænderne kan få  informasjon og viten om den virkeligheten som vil møte dem i Danmark.

Selv tør jeg ikke forsøke meg på at få meg arbejde, fordi jeg frykter at kollegene vil se ned på meg hver dag og tænke at jeg ikke er til å stole på eller tvivle på at jeg er i stand til at arbejde.
Ane Egede, hjemløs 

– Et sådan samarbeid er også nødvendig, fordi man mister oversikten over de utsatte menneskene når man kan reise fritt på tvers av landegrensene. Vi burde altså ha bedre prosedyrer og sjekklister for å vite hvem som behøver hjelp, slik at de kan få den. I dag er dette veldig tilfeldig.

Føler sig sjikaneret

Det er uklart akkurat hvor mange sosialt utsatte grønlændere der finnes i Danmark – hvilket innebefatter dem som sliter med misbrug, arbejdsløshed og psykiske lidelser. Enkelte undersøgelser peker på at 5 prct av danske grønlændere er i denne gruppen, mens andre peger op mod hele 10 prct., viser tall fra Socialt udviklingscenter. I Anes venneskred faller de fleste i den siste gruppe.

– Af de grønlændere jeg kenner sliter nesten alle med økonomien, særlig det å få dekket husleien. Nogle går til jobcenteret, men de er underbetalte. Selv tør jeg ikke forsøke meg på at få meg arbejde, fordi jeg frykter at kollegene vil se ned på meg hver dag og tænke at jeg ikke er til å stole på eller tvivle på at jeg er i stand til at arbejde.

For selv om Ane Egede føler seg godt integreret i det danske samfund – «jeg taler jo dansk», slik hun siger – virker det likevel som hennes frykt for å bli sett på som en annenrangsborger preger hennes hverdag i meget stor grad.

– Det blir sværere og sværere at være grønlandsk i Danmark, fordi jeg føler meg sett ned på. Når jeg går forbi mennesker på gaden, så spytter de etter meg. Det er jeg træt af, forteller hun.

Den forebyggende effekt

Det sidste året har Schiermacker arbejdet med et integreringsprojekt, der baserer sig på å tilby hjelp til dem der risikerer at blive socialt udsatte, inkludert dem der ikke behøver have større problemer end det rent sproglige. Denne potensielt udsatte gruppen nevnes i Grønlænderstrategien, og hun håper af den grund at myndigheterne vil se til hendes projekt i løbet af fireårsperioden.

– Ved å tilby integreringshjelp til denne gruppen, forebygger man at de havner utenfor samfunnet. Det tjener man på, på både et økonomisk og menneskelig niveau. Det er bedst at slukke brannen før den sprer seg.

Schiermacker ser det også som viktigt at Grønlænderstrategien må være forsiktig med å presse de nye grønlandske tilflytterne ind i hjelpen – men at tilbudene skal være så synlige og tilgængelige som det lar sig gøre.

– Jeg synes det går en balansegang der – for man vil ikke ende opp med å trekke det vi gjør over hodet på folk. Man skal selv ha lyst til å få hjelp. Vi går sakte frem, fordi man blir best integrert hvis man finner roen i sin etnisitet. Det finnes også et visst syn på grønlendere vi vil bli kvitt – at de er en ressurs, og ikke et samfunnsproblem, sier hun

  Det grønlandske hus, Grønland, grønlænderstrategien, Hus Forbi