Denne artikel er skrevet på norsk.
Rett efter man ankommer indgangen til Christania, blandt grøne trær, flokker med forsiktige turister og en enslig hashryger under halvparten hennes alder, står Ane Egede (56) og sælger gadeavisen Hus Forbi. Hennes dagjob består af å vandre mellem sitt utsalgssted og den nærmeste skraldespand der hun plukker med seg tomme øldåser.
Sådan er det, når man skal få enderne til at mødes.
– På en ordinær dag står jeg op, får i meg kaffe og morgenmad, før jeg setter på morgenfjernsynet. Deretter vandrer jeg til Christiania for at selge Hus Forbi. Men det går langsomt. Nogle dage selger jeg ikke i det hele. Slike dager har jeg ikke råd til at købe meg billig aftensmad. Da må jeg gå sulten til sengs. Det er ikke noe sjovt – jeg sover ikke så godt, siger hun.
Det blir sværere og sværere at være grønlandsk i Danmark
Ane Egede, Hus Forbi-sælger og grønlandsk indvandrer
Mere kontanthjælp
Optil flere ganger har Ane, som er af grønlandsk oprindelse, bosat sig her i Danmark. Først en gang tilbage i 20-årene, før hun flyttet tilbage nærmere 25 år senere.
Livet hennes har ikke vært enkelt, selv ikke på Grønland. Da hun flyttet tilbage for sidste gang skyldes det delvis for å komme bort fra en kæreste – der hun kaller for «ikke klog» og griner – men først og fremst af økonomiske årsager.
– Jeg kunne ikke leve på Grønland, fordi det er meget svært når det kommer til økonomien. I Danmark er det større kontanthjælp å få. Men selv om jeg forsøker å få økonomien til å henge sammen her, er det meget svært. Hadde jeg fået ett tusen mer i månedlig kontantstøtte hadde det hjulpet på mine muligheder til at få spist aftensmad – ha litt mer luksus.
Før Ane Egede ankom Danmark for omtrent seks år siden, forsøkte hun først å finde lykken i nabolandet. Uden hell.
– Jeg kunne ikke bli i Sverige, fordi jeg hadde ingen plads å bo. Og slik var det også når jeg derefter flyttet til Danmark. Her var jeg hjemløs i måske to-tre år. Nå bor jeg på et herberge i København. Ikke at det er så sjovt – det bor for mange narkomane der.
- Drejer sig om ca. 1000-1500 personer.
- Oppholder sig isære i de største byer – Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og København.
- Mangler stadig sproglige, uddannelsesmæssige og sociale forudsætninger til at klare sig i det danske samfund.
- Forklares ofte med at de ikke har klart omstillingen fra grønlandsk kultur til dansk.
Savner madkulturen
Det er lidt ved Grønland som Ane savner, bortsett fra »det rene vand og den grønlandske maden, som er meget sæsonbetonet, der man får som blåbær og reinsdyrkød«. Likevel tar hun seg ikke i brug av de kulturelle tilbudene på Det Grønlandske Hus i hovedstaden.
– Jeg har ikke råd til at betale nærmere 250 kroner for en middag, men kun rulletobak og øl til syv kroner fra kiosken – hvorpå hun løfter op glasflasken hun har i tasken. Og hundre kroner til hash, det er det dyreste.
Føler sig stigmatiseret
Det er uklart akkurat hvor mange sosialt utsatte grønlændere der finnes i Danmark – hvilket innebefatter dem som sliter med misbrug, arbejdsløshed og psykiske lidelser. Enkelte undersøgelser peker på at 5 prct av danske grønlændere er i denne gruppen, mens andre peger op mod hele 10 prct. I Anes venneskred faller de fleste i den siste gruppe.
– Af de grønlændere jeg kenner sliter nesten alle med økonomien, særlig det å få dekket husleien. Nogle går til jobcenteret, men de er underbetalte. Selv tør jeg ikke forsøke meg på at få meg arbejde, fordi jeg frykter at kollegene vil se ned på meg hver dag og tænke at jeg ikke er til å stole på eller tvivle på at jeg er i stand til at arbejde.
Selv om Ane Egede føler seg godt integreret i det danske samfund – «jeg taler jo dansk», slik hun siger – virker det likevel som hennes frykt for å bli sett på som en annenrangsborger preger hennes hverdag i meget stor grad.
– Det blir sværere og sværere at være grønlandsk i Danmark, fordi jeg føler meg sett ned på. Når jeg går forbi mennesker på gaden, så spytter de etter meg. Det er jeg træt af.