’Suicide by cop’ er en sjældenhed

– Denne form for selvmord sker meget sjældent, siger selvmordsforskeren Bo Andersen Ejdesgaard om mennesker der ønsker at blive dræbt af politiets kugler. TV2 kunne mandag oplyse, at mennesker der ønsker at blive dræbt af politiets kugler, ’suicide by cop’,  er et stort problem i bl.a. USA.

I Danmark har politiet selv udarbejdet en rapport der viser, at fra 2001 til 2011 har danske politimænd stået over for otte personer, der provokerer eller truer politiet i et forsøg på at ende deres eget liv. Der er indtil videre kun én person i Danmark, der har gennemført selvmord ved denne metode, skriver politiet i rapporten.

Atypisk selvmord
– Det er noget, vi ser meget, meget sjældent, det er en meget sjælden hændelse, og det er ikke det typiske selvmord eller selvmordsforsøg, understreger Bo Andersen Ejdesgaard. Der sker omkring 700 fuldbyrdede selvmord om året og ca. 8000 selvmordsforsøg, og i gennemsnit er det altså under én person om året, der forsøger ’suicide by cop’.

 
Psykisk lidelse bag selvmordsforsøg

– Det er en mærkelig selvmordsforsøgsmetode, men når man har med psykisk syge personer at gøre, så kan man ikke rigtig sidestille dem med raske mennesker, påpeger Bo Andersen Ejdesgaard.

Ifølge TV2 viser politiets rapport, at det oftes er personer med psykiske lidelser, der forsøger denne metode. Politiet mener selv, at årsagerne her til kan være, at personen ikke kan eller tør gøre det selv, og derfor forsøger at få andre til det, eller at det er et forsøg på at ’redde sin ære’ og ikke overgive sig til politiet.

– Der foregår jo noget andet oppe i hovederne på de her folk, især hvis de er paranoide eller skizofrene, så har de nogle stemmer inde i deres hoveder, der siger de skal gøre det og det, uddyber Bo Andersen Ejdesgaard.

Derfor kan man ifølge ham ikke sammenligne handlingsmønstre hos psykisk syge og raske mennesker. 

’Suicide by cop’ på skoleskemaet
Ifølge Station2 forsøger politiet nu at forberede kommende politibetjente på selvmordskandidater, der bruger denne metode ved at undervise både praktisk og teoretisk i, hvordan disse personer skal håndteres. Men Bo Andersen Ejdesgaard forventer ikke en stigning i forsøgene på ’suicide by cop’ i fremtiden.

– Der vil altid være psykisk syge personer, der handler mærkeligt i samfundet, men det er et fåtal og jeg tror ikke, vi kommer til at se, at det her bliver en meget udbredt metode. Men det er altid bemærkelsesværdigt når det sker.

(Foto: www.politi.dk)

Læs også:

Station2: Flere vil dræbes af politiet

Han brugte poitiet til at begå selvmord

Psykisk syge har stærkt forøget risiko for at begå selvmord