”Lukket på grund af opkast” står der på et skilt i indgangen til Hørsholm Svømmehal. Et skilt flere af de lokale borgere efterhånden kender. I alt har de mødt et lignende skilt ni gange det seneste år. Hørsholm Svømmehal har senest været lukket indtil den 11. april 2024 på grund af opkast og afføring, men det er ikke den eneste slags lukning, som truer Hørsholm Svømmehal. Fra den 1. maj 2024 lukker svømmehallen i syv måneder grundet en længerevarende renovering. Flere lokale borgere forstår ikke de gentagne lukninger.
– Jeg synes, at det har været på grund af opkastninger urealistisk mange gange, siger Malene Hornbak Landauro, hvis børn til hverdag er brugere af svømmehallen.
Hørsholm Svømmehal har det seneste år måtte lukke otte gange på grund af opkast og afføring. Svømmehallen er hver gang lukket i to dage af gangen, når der er disse hændelser. Hver gang skal de følge en fast procedure, hvor niveauet af klor skal hæves, herefter skal alt vand igennem rensesystemet fem gange, hvorefter klorniveauet igen kan sænkes til normal igen, lyder det fra Søren Strand, idrætsinspektør hos Hørsholm Kommune. En gang har svømmehallen også holdt lukket på grund af et for højt niveau af Legionella-bakerier i bruseområdet i omklædningsrummene.
Ikke samme problem andre steder
Malene Hornbak Landauro, medicinsk journalist i Coloplast, er en af de lokale borgere i Hørsholm Kommune, som har været ramt af de gentagne lukninger, og som bliver ramt af den kommende lukning. For hende har det været en udfordring, hver gang hendes børn ikke har kunnet komme til svømmeundervisning.
– Lukningerne har gjort og gør, at mine børn ikke kan komme til svømning, og det er jo ikke, fordi der kommer et andet tidspunkt, hvor de kan få denne svømmetime, siger Malene Hornbak Landauro.
Jeg bruger også jævnligt Rundforbi Svømmehal, og der har jeg ikke oplevet det samme
Anne Ehrenreich (V), medlem af Regionsrådet for Hovedstaden og en del af Hørsholms Kommunalbestyrelse
Det er dog positivt, at svømmehallen har taget initiativ til at foretage den kommende renovering, mener Malene Hornbak Landauro. Hun har dog alligevel truffet den beslutning, at hendes søn ikke bliver tilmeldt næste sæson, da hun ikke mener, at det kan svare sig i forhold til, hvad det koster.
Svømmehallens tilbud under perioden med lukning
- Konkurrencesvømmere fortsætter med træning i andre haller.
- Der arbejdes på, at voksensvømmerne også kan få træning i andre haller og styrketræning om morgen i Idrætsparken i Hørsholm.
- Ungdomsholdene tilbydes forskellige aktiviteter på land.
- Babysvømning fortsætter uændret ude i Breelteparken.
- Svømmeskolen får to tilbud. Det første er ”alletiders vand”, hvor der vil blive lavet træning ved stranden. Her inviteres medlemmerne til Rungsted Havn, hvor de bliver tilbudt svømmetræning i havet. Det andet tilbud træder i kraft, når det bliver for koldt til at bade udendørs. Der trækkes eleverne ind i en gymnastiksal, hvor der laves aktiviteter med fokus på det motoriske.
- Forskellige events for hele Hørsholm Svømmeforening.
Kilde: Breddechef for Hørsholm Svømmeforening Jacob Brink Quaade.
Anne Ehrenreich (V) er medlem af Regionsrådet for Hovedstaden og en del af Hørsholms Kommunalbestyrelse. Hun er også uforstående over for de gentagne lukninger efter fækale udslip.
– Jeg bruger også jævnligt Rundforbi Svømmehal, og der har jeg ikke oplevet det samme. Jeg har også hørt fra andre brugere, at de ikke oplever de her fækale udslip i Birkerød Svømmehal. Derfor er spørgsmålet, hvorfor det er så stort et problem i Hørsholm Svømmehal, siger Anne Ehrenreich (V).
Læs også: Greve Svømmehal skal renoveres for 2,1 millioner kroner
”Vi er låst på hænder og fødder”
Breddechef for Hørsholm Svømmeforening Jacob Brink Quaade er ærgerlig over, at svømmehallen gentagne gange har måttet lukke ned, men han ser dog ingen anden udvej, når det netop kommer til opkast og afføring i vandet.
– Vi er låst på hænder og fødder, fordi der er nogle regler i forhold til, hvad vi skal gøre i sådanne situationer, og kan desværre ikke gøre så meget. Men det er meget synd for alle vores medlemmer, der ikke kan få deres undervisning, siger Jacob Brink Quaade.
Derudover skal borgerne og medlemmerne huske på, at de køber et medlemskab til en forening og ikke en vare, der lover et vis antal træningsgange, lyder det fra Jacob Brink Quaade.
Breddechefen for Hørsholm Svømmeforening håber dog på, at medlemmerne bliver, da foreningen har arbejdet på at tilbyde en række andre muligheder for at kompensere for den manglende svømmetræning i den kommende sæson. Dette drejer sig blandt andet om tilbud såsom svømmetræning i havet, træning med fokus på motorisk udvikling, sociale aktiviteter og events. Det kommer dog lidt an på, hvem man er, i forhold til hvilke muligheder man får tilbudt, lyder det fra Jacob Brink Quaade.
Samtidig håber Jacob Brink Quaade, trods den kommende nedlukning, at medlemmerne af foreningen stadig støtter op.
Sådan gjorde vi: Journalisten fandt frem til historien via et Facebook-opslag, hvor flere borgere udtrykkede deres frustrationer. Alle kilder er blevet interviewet telefonisk.