Tårnby Kommune får flot titel for andet år i træk

Tårnby Kommune er for andet år i træk blevet udnævnt som Skoleidrætskommune.
Foto: Dansk Skoleidræt / Johnny Anthon Wichmann

Tårnby Kommune er en Skoleidrætskommune.

Det har idrætsorganisationen Dansk Skoleidræt udnævnt kommunen til sammen med 13 andre kommuner. Tårnby Kommune er en af fem kommuner, der har fået titlen både i 2022 og 2023.

Skoleidrætskommuner blev for første gang udpeget i 2022. Titlen uddeles til de kommuner, der prioriterer bevægelse og idræt i skolen særligt højt.

Ikke uden indsats

Titlen kommer ikke ud af ingenting i Tårnby Kommune.

I de seneste år har de haft stort fokus på at få bevægelse og motion ind i skoledagen. Fokusset har blandt andet udmundet i en bevægelsesstrategi for hele skoleområdet i kommunen.

At have en bevægelsesstrategi er et af de parametre, som Dansk Skoleidræt medtager i deres kortlægning af landets kommuner.

– Jeg er stolt over, vi er lykkes så godt med at få motion på skoleskemaet, at vi nu får den flotte anerkendelse som Skoleidrætskommune 2023. Vi ved, at børn lærer bedre og trives mere, hvis de bevæger sig, og det har skolerne i Tårnby virkelig for øje, siger borgmester Allan S. Andersen i en pressemeddelelse fra Tårnby Kommune.

Læs også: Tårnby vil fastholde teenagepiger i idrætsforeninger

På de enkelte skoler er der blevet indført ‘Legepatruljer’ i frikvartererne, hvor aktiviteter sættes i gang for eleverne.

På tværs af kommunen samarbejder skoler og idrætsforeninger om blandt andet afholdelse af fælles idrætsarrangementer i løbet af året.

Dansk Skoleidræts udnævnelsesproces

  • Kommunerne modtog i januar en undersøgelse med spørgsmål inden for otte kategorier på området.
  • 32 kommuner har svaret, hvorefter de er blevet indplaceret på et danmarkskort med en farve. Den mørkegrønne er den bedste, som udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2023”.
  • Udover Tårnby har også Ballerup, Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skanderborg, Skive, Slagelse, Svendborg, Vejen, Aabenraa og Aalborg fået titlen som Skoleidrætskommune.

Kilde: Dansk Skoleidræt

Længe undervejs

Fokusset på skoleidræt går langt tilbage i Tårnby Kommune. For 20 år siden var Tårnby kontrolkommune til Ballerup i skoleudviklingsprojektet Ballerup-Tårnby Projektet.

Jesper Lykkegaard, der er født og opvokset i Tårnby, var dengang idrætskonsulent i kommunen.

– Jeg er glad for at høre, at det arbejde, vi satte i gang for mange år siden, er blevet styrket hen over de seneste år, og at man har gjort sig de prioriteter, som der skal til, for at få sådan en udnævnelse, siger han.

I løbet af projektet blev der i Tårnby igangsat et stærkt aktivitetsprogram for næsten alle årgange. Kommunen var også en del af Projekt Skolesport, der skulle få flere børn og unge til at bevæge sig i fritiden.

– Mange af de aktiviteter, som vi lavede dengang, lever den dag i dag, siger Jesper Lykkegaard.

Sådan gjorde vi: Ideen kom fra en pressemeddelelse fra Tårnby Kommune udgivet d. 20. april. Kilden Jesper Lykkegaard havde på LinkedIn reageret og kommenteret på Tårnby Kommunes opslag om titlen i 2022. Han blev interviewet telefonisk.