Flere onlinespil får børn og unge udenfor

Fotos: DOT by GoPlayDOT
Flere spil til smartphones kan hjælpe med at få nogle kilometer i benene. Fotos: DOT by GoPlayDOT

Fordommene om, at mobiltelefoner og dovenskab hører sammen, kan snart være fortid. Flere onlinespil udviklet til smartphones og tablets kan nemlig hjælpe med at få nogle kilometer i benene hos børn og unge.

Hos udviklerne af de danske mobilspil Woop App og DOT er ambitionen at få børn og unge til at bevæge sig, uden at de tænker over det.

Det er ikke en forudsætning, at man kan løbe hurtigt eller har en god fysik. Der er også noget taktik i det. 
Jacob Tækker, creative director hos DOT by GoPlayDOT

Woop App, som er udviklet af Det Danske Spejderkorps, udgør to dele, som kan spilles alt efter, hvor lang tid man har på hånden.

– Vi har et bombespil, hvor man skal give bomben videre og løbe væk. Det er godt til frikvartererne. Hvis man ønsker et længere spil, kan man lave skattejagter, siger kommunikationschef i Det Danske Spejderkorps, Peter Tranevig.

Appen er downloadet ca. 180.000 gange.

Læs også: Spiludvikling er både leg og business

DOT arbejder med nogle af de samme elementer som Woop App. Det er en slags virtuel rundbold, hvor man får hjælp fra teknologien, forklarer Jacob Tækker, creative director hos DOT by GoPlayDOT.

– Det er lidt ligesom et brætspil, man skalerer op. Man er en brik, og hele spillepladen kan være en park eller en skole.

DOT kan også indstilles efter, hvor lang tid man har, men Jacob Tækker anbefaler dog at starte ud med 15-20 minutters spil, da man kan nå at blive forpustet på kort tid.

– Man får løbet ret meget, da det er et tempofyldt spil. Man kan godt spille i flere timer, men det er der ikke ret mange, der kan holde til, siger Jacob Tækker.

Selvom spillet kræver løb, kan man også vinde på strategisk snilde.

– Det er ikke en forudsætning, at man kan løbe hurtigt eller har en god fysik. Der er også noget taktik i det. Man skal arbejde og spille sammen med nogen, der kan lægge en god strategi for at score point, lyder det fra Jacob Tækker.

På billedet herunder kan du klikke på mobilernes midterknapper. De viser, hvilke spil der skal spilles udendørs på din smartphone og tablet. Artiklen fortsætter under billedet.

Fotos: Wikipedia.com, Freeimages.com
Kilder: iTunes Store, goplayDOT.com, mapop.dk, YouTube.com

Det kræver kun en smartphone 

Mange børn og unge har en smartphone eller en tablet, som nemt kan hente apps. Og netop disse gør det muligt at bruge GPS-funktionen til at tracke med. Det tilfører computerspillene en fysisk dimension, siger Kjetil Sandvik, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Der er mange fordele ved at bruge mobilspil, og nogle af dem er motion og fællesskab. Kjetil Sandvik har svært ved at se problemer med spillene, så længe man ikke bruger al sin tid på det.

– Der er ikke rigtig nogle ulemper. Det handler altid om, at tingene kan fylde for meget. Det gælder ikke kun computerspil, men det gælder alt, hvad vi fortager os, siger Kjetil Sandvik.

Læs også: Din smartphone skal gøre dig sundere 

Mange voksne bruger allerede løbeapps som Endomondo, der også har spilelementer i sig, siger Kjetil Sandvik.

– Man konkurrerer mod sig selv eller indgår i forskellige fællesskaber, hvor man er mod hinanden eller lægger sine resultater op på sin Facebook, siger Kjetil Sandvik.

Alligevel adskiller mobilspil som Woop App og DOT sig fra løbeapps ved, at man er sammen som et hold og spiller på en måde, hvor man ikke opfatter det som et spil. Motionen er et sekundært element.