Terrormistænkte risikerer at miste statsborgerskab efter valg

Foto: Oppositionen vil gå skridtet videre og ikke bare kunne inddrage dansk pas, men også statsborgerskab for terrormistænkte.
Foto: Oppositionen vil gå skridtet videre og ikke bare kunne inddrage dansk pas, men også statsborgerskab for terrormistænkte.

Bag de sorte masker på krigere med maskingevær i den ene hånd og sorte flag med hvide arabiske gloser i den anden hånd gemmer sig ikke kun syrere eller irakere. Her står IS-sympatisører fra hele verden. Inklusiv Danmark. Det vil den borgerlige opposition tage skrappe midler i brug for at forhindre.

– Man kan se, at de borgerlige vil gå længere, end regeringen vil. Vi havde gerne set, at lovforslaget også tog fat i muligheden for at inddrage statsborgerskab. Sådan udtalte retsordfører Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti, da den nye lov for inddragelse af pas hos syriensfarere var til behandling i Folketinget.

“Det må de selv rode med”

Loven blev vedtaget den 19. februar i år og gør det muligt for politiet at inddrage personers pas og udstede udrejseforbud, hvis der er mistanke om, at den pågældende person vil tilslutte sig IS.

Loven trådte i kraft 1. marts og blev første gang taget i brug 10. april. Men heller ikke Dansk Folkeparti mener, at den nye lovgivning på området er vidtgående nok.

– Vi vil gerne udvide det, så selvom du ikke har et andet statsborgerskab at falde tilbage på, så skal man kunne fratage det danske statsborgerskab. Så bliver de statsløse, men det er deres problem. Det må de ligge og rode rundt med, slår udlændingeordfører Martin Henriksen fast.

Statsløshed bryder konventioner

Men seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Peter Vedel Kessing mener, at netop inddragelse af statsborgerskab er et brud på den internationale statsborgerskabskonvention.

– Det er helt uoverskuelige konsekvenser, hvis man ikke har et land, man hører til. Det at have statsborgerskab er en grundlæggende ting for ethvert menneske. Det undergraver hele den måde, vi har opbygget vores internationale samfund på, siger han.

https://soundcloud.com/kathrine-meyer-1/fra-england-til-ingenmandsland