Trendsættere vælger Apple fra

Selvom det har en række åbenlyse fordele, kan det at være populær, også gøre en mindre interessant i andres øjne. Det er en konsekvens, som teknologiproducenten Apple kan komme til at stå over for i takt med at virksomheden bliver mere og mere mainstream. Sådan lyder det nu fra flere kanter.
 
»Når alle render rundt med hvide headphones til fx en iPod, så er de ikke så cool længere,« siger Alexander Josiassen, der er assistant professor på Institut for Afsætningsøkonomi, CBS. 
 
Han forklarer, at Apple har iscenesat sig selv som det eksklusive alternativ for en mindre skare, der vil noget helt specielt. 
 
»Når deres egen positionering så ikke længere passer til den stilling, de har på markedet, så er det klart, at de folk, der gik efter et nicheprodukt for at skille sig ud ved at købe Apple, vil begynde at se sig om efter et rigtigt nicheprodukt,« siger Alexander Josiassen
 
Verdens dyreste
Tidligere var Apple den lille rebel for dem, der ikke ville støtte giganten Microsoft og for den designbevidste kreative elite. I dag er hver niende computer, der sælges i Danmark en Mac, og producenten Apple har formået at øge deres salg af computere i en tid, hvor de øvrige konkurrenter går tilbage. Samtidig har Apple med iPad’en sat sig tungt på verdensmarkedet for tablet-pc’er med en markedsandel på hele 68,3 %. Og oven i hatten blev Apple af magasinet Forbes i august vurderet til at være verdens mest værdifulde virksomhed.
 
Men ifølge Alexander Josiassen kan det blive svært for Apple at vænne sig til den position. Han peger på, at det kan blive en risikabel affære, hvis firmaet går over til at brande sig som en mere mainstream teknologiproducent, fordi de risikerer at save den gren over, de sidder på lige nu.
 
Brug mere genbrug
Trendforsker Kirsten Poulsen fra konsulentvirksomheden Firstmove mener også, at Apple er blevet mainstream og kan være ved at miste deres høje status blandt trendsættere. Hun vurderer, at de toneangivende ”first-movere” allerede er steget af Apple-toget og nu søger i andre retninger. 
 
»I takt med at der kommer smartphones, så ser vi faktisk first-movere, der nedgraderer især deres mobiltelefon og finder de ældste, trashede, store mobiler frem. Og det er en modreaktion på det der Apple-smartness«
 
Kirsten Poulsen peger på en tendens i fremtidens innovation, der går ud på at udnytte de ressourcer, vi har til rådighed, og hun mener, det ville klæde Apple at åbne mere op for opdateringer af eksisterende produkter. 
 
»Det harmonerer slet ikke med tidens ansvarlighed hele tiden at skulle købe og smide ud,« siger hun.
 
»Selvfølgelig er der nogle Apple-tilhængere, der bare går og venter på, at den nye udgave kommer, men alt andet lige går det meget imod de værdier, der generelt er ved at drive markedet og vil drive markedet på sigt,« siger Kirsten Poulsen.
 
Kirsten Poulsen vurderer, at det før eller siden vil give bagslag, hvis man bliver ved med at prøve at få forbrugerne til at skifte smartphone eller tablet-pc ud hvert halve år.
 
LÆS OGSÅ: