Jesper Kaplan er én af de danskere, der løbetræner uden sko på fødderne. På Facebook er han tilknyttet netværket ’Copenhagen Barefoot Runners’, som har over 400 fans. Barfodsløb bliver gradvist mere populært, især blandt løbere, der har oplevet skader eller bare godt kan lide at prøve grænser af.
Naturligt løb
Vi mennesker er da også oprindeligt skabte til at gå og løbe uden fodtøj. Fra naturens side lander og sætter vi af fra forfoden, og dette strider paradoksalt nok mod den måde, som løbesko får os til at lande fødderne på løbestien. Løbeskoen er nemlig i vid udstrækning designet til, at vi lander på hælen og får en god stødabsorbering fra skoens bløde gummisål.
Derfor løber Jesper Kaplan og andre barfodsløbere, ikke som os andre. De lander nemlig på forfoden og herved udnytter de fodens naturlige støddæmpning og løber altså sådan som mennesket oprindeligt er skabt til at løbe. Se bare på din egen fod. Du har mere pude under forfoden end hælen, og det er netop den pude, du løber på, når du smider skoene.
Bare fødder er et hit
Flere har længe eksperimenteret med at smide skoene og begive sig ud på de bare fodsåler. I København vokser deltagerlisten til over 100 personer til det årligt tilbagevendende barfodsløb på Østerbro i København, der skydes i gang den 3. juni i år.
Ruten foregår på forskelligt underlag og ifølge den garvede Jesper Kaplan, så er det rarest at løbe på asfalt, mens tørt grus med løse småsten på overfladen er mere smertefuldt og sænker tempoet.
Gå varsomt frem
Fysioterapeut Michael Runchel løber selv, men han beholder skoene på. Han fremhæver barfodsløbets positive effekter, der blandt andet er, at fodens muskulatur bliver styrket i langt højere grad end ved løb med løbesko.
Dog advarer Michael Runchel i mod, at man kaster sig ud i barfodsløb, hvis man har selv de mindste skavanker på fødderne. Og udover fodskader, så er overbelastningsskader en overhængende farer, hvis man ikke gradvist træner sig op til det.
Men valget behøves ikke at være et enten/eller. Faktisk kan du med fordel bruge løbesko og barfodsløb på skift, og det gælder særligt, når du skal i gang med barfodsløbet for første gang.
Jesper Kaplan anbefaler alle nybegyndere, at de løber sig varme på et par kilometer i løbeskoene, før de tager skoene af og forsøger med 500 meter på bare fødder.
På løbnu.dk skriver træner Christian Madsen også, at nybegyndere skal forberede sig på gener. Nok er barfodsløb generelt mere skånsomt for knæ og hofte, men det belaster til gengæld akillessener og lægmuskler i langt højere grad.
Af: Britt Godske og Sanne Liv Lembrecht