Af Simone Elfving og Casper Brix Hartvigsen
Næsten 700.000 danskere er i tvivl, om hvad de skal stemme til folketingsvalget, lyder det fra Jesper Claus Larsen, ejer af Electica, til TV2. Det går igen på Pilegårdsskolen i Tårnby.
– De siger så meget – du kan få alt, hvad du vil have i øjeblikket. De lover alle sammen det samme, lyder det fra Leif Sørensen fra Tårnby.
Læs også: Kæmpe pop-up-redaktion: 40 journalistspirer dækker valg fra en række kommuner
For nogen er tvivlen så stor, at de har rykket deres kryds over skillelinjen mellem rød og blå blok.
– Jeg var lige ved at stemme blankt. Jeg har faktisk skiftet blok. Sidste gang vandt Mette Frederiksen (S) mig over med sin gode karisma, men med alle de her økonomiske usikkerheder, røg jeg over på Ellemann (V), siger Jonas Lundahl efter at have sat sit kryds.
Han er ikke den eneste. TV2 skriver, at næsten 700.000 danskere er i tvivl, om hvad de skal stemme. Andelen af folk, der først endeligt beslutter sig i stemmeboksen, er altså særligt stor ved dette folketingsvalg.
Tårnbygensernes temaer
Tårnbygenserne er tydeligt i tvivl, om hvor krydset på valgsedlen skal sættes. Der er dog flere politiske områder, der går igen, når man spørger, hvad de vægter højest.
En ældre medborger, hvis mand er på plejehjem i kommunen, vægter sundhed og ældreplejen højest.
– Jeg har haft min mand siddende på plejehjem i ni dage med en brækket hofte. Han har ventet så længe grundet mangel på personale. Sundhed er en kæmpe prioritet for mig. Jeg har stemt noget andet, end jeg plejer, men i samme genre, lyder det fra Kis Nielsen.
I 2019 var klima det vigtigste tema i valgkampen, og det fylder da også stadig en del, særligt blandt de unge.
Kasper Bak Sørensen og Svante Hunniche Corell er på vej ind i stemmeboksen. De er begge meget i tvivl. Ingen af dem er dog i tvivl om, at klimaet er det vigtigste.
– Vi vil gerne give afkald på andre værdier, så klimaet kommer i højsædet. Det er et meget taktisk valg denne gang og måske nærmere et valg, om hvem man kan holde uden for indflydelse, lyder det fra Kasper Bak Sørensen og Svante Hunniche Corell foran valgstedet.
Klima var også i højsædet, da de to unge vælgere satte deres kryds ved folketingsvalget i 2019.
For nogle vælgere er de politiske agendaer ikke altoverskyggende, men derimod politikerens person. Viktor Skov Bovgaard er førstegangsvælger, og han har stemt personligt.
– Jeg har stemt på Peter Hummelgaard. Han er en kæmpe Amagerfyr, siger han.