Ifølge kalenderen er der ikke lang tid til, før københavnerne igen strømmer ud på gader og stræder iført blomstrede sommerkjoler og sandaler.
Og skal man tro statistikken, så vælgere flere og flere at lade sig fragte rundt i storbyen i en cykeltaxa, de såkaldte Rickshaws. Over 130 cykeltaxaer udgør den københavnske cykeltaxa-hær, der ifølge flere anonyme kilder, tjener fedt på at køre ’sort’ i sommermånederne, da det er op til den enkelte selvstændige chauffør at opgive sin indtjening til Skat.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at cykeltaxabranchen har fået nogle af vores medlemmers opmærksomhed. Taxabranchen er underlagt et hav af regler, og derfor gør det selvfølgelig ondt på vores medlemmer, at se en ’konkurrent’ som slet ikke er underlagt nogen regler overhovedet, udtaler direktør i Dansk Taxi Råd Trine Wollenberg.
’For lille en branche’
Hverken hos Skat eller hos Trafikstyrelsen er cykeltaxabranchen noget man beskæftiger sig med.
– Cykeltaxabranchen er for lille et område, til at der populært sagt er noget at komme efter, siger Louise Markholt hos Skat. En holdning der bakkes op hos Trafikstyrelsen, hvor det heller ikke er en branche man regner med at gøre noget ved.
– Det må være en sag for Skat og Politi, mener kommunikationsmedarbejder hos Trafikstyrelsen Anders Wiese Hooge.
Hos Københavns Politi finder man det dog en smule svært at håndtere de ulovlige cykeltaxaer
– Der er ingen regler på området for cykeltaxaer, så det undrer mig at de kan overtræde regler, der ikke er der. Det kaldes så smukt ureguleret. Så der er ikke rigtig noget vi kan gøre på det område, lyder vurderingen fra Mogens Knudsen hos Københavns Politi.
Hos Københavns Politi mener man ligeledes det må være en sag for skat. Det kan altså umiddelbart være svært at lovgive på et område, ingen rigtig vil tage ansvar for.
Dansk Taxi Råd er bekymrede
Ifølge Københavns største cykeltaxabureau Copenhagen Rickshaw, der lejer cykler ud til de selvstændige chauffører, går man ikke så meget op i hvem der lejer cyklerne.
– Der skal ikke noget specielt til, for at leje en cykel hos os, andet end at chaufførerne betaler et depositum på 1000 kr. Det er ligesom at leje en gulvafhøvler, siger direktør i Copenhagen Rickshaw Gili Bassan.
Der bliver altså ikke skrevet kontrakt med de enkelte chauffører og man kan reelt komme ind og leje en cykel på sit glatte ansigt.
– Det eneste vi går op i, er om de leverer cyklen tilbage, uddyber Gili.
Det bekymrer Dansk Taxi Råd, hvis medlemmer er underlagt strenge regler i form af Taxiloven.
– Taxiloven har en rimelig omfangsrig reguleringen af taxaerhvervet. Det er alt fra hvad er det for biler vi skal køre i til kontrolapparater i selve vognene. Det er selvfølgelig kontrolapparater, der skal sikre, at der ikke bliver kørt sort, fortæller direktør i Dansk Taxi Råd Trine Wollenberg. Og fortsætter:
– Man kan i hvert fald konstatere at cykeltaxaer er et område, der er fuldstændig ureguleret. Og man kunne da godt få den tanke, om de husker at lave regnskab og afregne til Skat.
Det bekymrer ligeledes Trine Wollenberg, at cykeltaxaer heller ikke i samme grad er underlagt regler om forsikringer, som hendes medlemmer er.
En branche i hastigt vækst
De seneste år er flere cykeltaxaer kommet til i de københavnske gader, og man regner med, at der denne sommer vil være over 130 cyklende hyrevogne på vejene. Ifølge nogle af de chauffører der hver sommer hopper i sadlen og fragter københavnerne rundt, er det ikke utænkeligt at man kan tjene op mod 40.000 kr. om måneden hen over sommeren, hvis man ellers tramper godt til i pedalerne.
– man kan ikke fra Skats side undskylde sig med, at det er en lille branche, og det er et lille område, og så vil de ikke gøre noget ved det. Det kan netop være det der gør, at det udvikler sig, afslutter Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd.
2 Responses to "Ulovlige cykeltaxaer har frie tøjler i København"