Sofaens små, tynde riller og revner, i den sandfarvede, mørnede læderoverflade, vidner om, de tusindvis af timer der er spenderet i den. 22-årige irakiskfødte Malene tager en slurk af instantkaffen, læner sig tilbage mod rillerne, og begynder at fortælle om den lange periode, hvor sofaen føltes som tunge lænker om hendes krop og lejligheden som hendes fangehul.
Som bare 19-årig stiftede hun bekendtskab med kontanthjælpssystemet. Et bekendtskab der blev meget sværere og længere, end hun nogensinde havde forestillet sig.
– Jeg følte mig parkeret. Jeg skulle flere gange selv tage fat i kommunen eller aktiveringsstedet, for ellers lod de mig bare være, siger hun.
Malene havde brug for hjælp. Økonomisk, men også hjælp til at tilrettelægge fremtiden, men hun oplevede ikke, at hjælpen blev målrettet hendes behov og ønsker.
– Skole var slet et tilbud, der blev lagt frem for mig. Jeg blev bare sendt hjem med besked om, at jeg skulle finde ud af, hvad jeg gerne ville i praktik som. Jeg var helt grædefærdig, for jeg kunne slet ikke se, hvad mine muligheder var, siger Malene.
Læs også: Sådan slår du arbejdsløshedskøen
En sandwich af problemer
Det viste sig dog efter et års tid, at uddannelse og job kun var det tørre brød, der omgav Malenes situation. De travle konsulenter fulgte ikke op på, hvad hun fortalte dem, og heller ikke på deres egne forslag til, hvordan problemerne kunne løses. De så blandt andet, at hun havde brug for psykologhjælp, men fik aldrig sat det i værks.
– Jeg følte mig hjælpeløs. Jeg prøvede på at sige, hvad jeg havde brug for hjælp til, og jeg prøvede også at gå til dem, da jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde det ret skidt. De lyttede også, men der skete ikke noget, så jeg følte ikke, at der var nogen der rigtigt hørte mig, forklarer hun.
Hverdagen for Malene gik med at møde op på aktiveringsstedet en time hver anden dag. Resten af tiden brugte hun oftest alene derhjemme, og i denne periode gik det op for hende, at der var mere og andet galt. Kernen lå i hendes fortid. I nogle år havde hun båret rundt på en tung bagage, som hun ikke vidste, støt og roligt havde gnavet hende, før hun stod med et betændt sår på sjælen.
– Når man vågner op og græder hver nat, konstant tjekker om vinduer og døre er låst og lukkede og tager sig selv i at holde øje med, hvem der kommer ind og ud af parkeringspladsen, så har man det altså ikke godt, siger hun.
Men Malene opdagede det ikke før problemerne viste sig fysisk.
– Jeg turde ikke være alene hjemme, og jeg fik fysisk ondt i maven, hver gang jeg skulle låse mig ind lejligheden, siger hun.
Malene fik angstanfald. Al den tid og stilhed der omgav hende gjorde, at hun for alvor kunne tænke over sin fortid og den uvisse fremtid.
– Jeg ved godt nu, at det nok kom fra min fortid. Jeg er jo stukket af hjemmefra, fordi at jeg fik tæsk dagligt, og jeg ved, at min far ville slå mig ihjel, hvis han fandt mig, for jeg har krænket hans ære, forklarer hun og synker en ekstra gang.
Læs også: Der er ikke nogen, der skal behandles uretfærdigt
Ingen samlet løsning
Selvom konsulenterne var bekendt med Malenes fortid og stadigt mere vaklende situation, blev der ikke sat ind med en samlet indsats for at få hende på ret køl og ud af kontanthjælpen. Først da hun blev decideret syg, trak en konsulent hende til lægen, hvor hun fik konstateret, at hun var ramt af en depression. Lægen ordinerede antidepressiv medicin, sovepiller og hun fik af andre veje tilskikket psykologhjælp. Da Malene et halvt år senere havde fået det bedre og havde genvundet overskuddet, tog hun selv affære og kom ud af kontanthjælpsmøllen.
– Jeg fandt ud af, at jeg kunne tage 9.klasse om og få bedre karakterer, så det gjorde jeg. Det var en kæmpe lettelse, at komme i gang med noget. Men det var ikke noget, jeg fik hjælp til, siger hun.
Det blev Malenes vej tilbage til selvstændighed. I dag er hun gået i gang med Handelsskolens Grunduddannelse, som hun drømmer om, vil gøre hende til kontorassistent.
Malene ønsker ikke at stå frem med sit fulde navn af frygt for repressalier fra familien.