Usynlige cykelhjelme hitter i København

Det er kun ved sammenstød eller fald, at cykelkravens airbag udløses.  Foto: Hövding
Det er kun ved sammenstød eller fald, at cykelkravens airbag udløses.
Foto: Hövding

Hattehår, stropper der niver og besværlig at bære rundt på. Nu kan det være slut med den gammeldags cykelhjelm og alle dens gener. Det svenske firma Hövding har udviklet en airbag, som cyklister kan bære rundt om halsen som en krave. Indbyggede sensorer i kraven udløser airbaggen rundt om hovedet, når uheldet er ude. Nu er Københavnerne begyndt at få øjnene op for den alternative cykelhjelm.

– Vi kan virkelig mærke, at der er ved at komme gang i salget. Jeg tror helt sikkert, det er noget, vi alle cykler rundt med om fem år. Folk skal bare lige vænne sig til den, forklarer Stefan Laursen, butikschef hos Cykelbanditten på Nørrebro i København.

Hos Cykelbanditten, som er landets største forhandler af den usynlige cykelhjelm, er man nu oppe på at sælge fem cykelhjelme om ugen. Og det er en stor fremgang, understreger Stefan Laursen, især taget cykelhjelmens pris på 2500 kr. i betragtning. Butikschefen mener, at det er kravens komfort, design og sikkerhed, som især er skyld i den stigende interesse.

Jeg tror helt sikkert, det er noget, vi alle cykler rundt med om fem år.
Stefan Laursen, butikschef hos Cykelbanditten, Nørrebro

– Den opfylder en række behov. For det første ser den jo smart ud i forhold til en almindelig cykelhjelm. Så der er mange, der som regel ikke ville køre med cykelhjelm, der vælger den. Og så er den sikkerhedsmæssigt i orden, siger Stefan Laursen.

Cyklebanditten har ført kraven i to år. Stefan Laursen forklarer, at grunden til at salget stiger markant nu, især skyldes omtale på de sociale medier og moderigtige blogs.

Prisen kan være en bremseklods

Hos Dansk Cykelforbund er man begejstrede for, at der sker nytænkning inden for cyklisters sikkerhed. Kommunikationschef Lotte Malene Ruby er dog skeptisk omkring cykelhjelmens fremtid.

-Jeg tror, at der et marked for den, og at folk bare lige skal have øjnene op for den. Den udfylder jo et behov. For eksempel for folk, der ikke bruger almindelige cykelhjelme, fordi de ødelægger frisuren. Men hvis jeg skal spå den en fremtid, så tror jeg umiddelbart ikke, at den bliver lige så stor som de almindelige cykelhjelme.

Hun mener især, at prisen kan få mange til at fravælge cykelkraven. Den koster nemlig 2500 kr. og kan kun udløses én gang. Når først den er sprunget, kan den ikke genbruges, og så må man købe en ny.

Video: Sådan virker cykelkraven

 

Forbrugerrådet er skeptisk

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for den usynlige cykelhjelm. Forbrugerrådet Tænk testede i august airbaggens sikkerhed. Testen viste blandt andet, at den ikke altid puster sig hurtigt nok op.

– På baggrund af de tests vi har lavet, vil vi ikke anbefale den som erstatning for en cykelhjelm. Men selvfølgeligkan den være bedre end slet ikke at cykle med nogen form for beskyttelse, forklarer Stine Müller, projektleder hos Forbrugerrådet.

Læs også: NetAvisen spørger: Hvorfor har du valgt den cykelhjelm?

Spørger man Søren Troels Berg fra Rådet for Sikker Trafik, mener han dog ikke, at man kan sige noget konkret ud fra Tænks test. Ligesom Dansk Cykelforbund, står Rådet for Sikker Trafik inde for cykelkraven.

– I Rådet for Sikker Trafik formoder vi, at den er effektiv og god. Det er vores vurdering lige nu, siger Søren Troels Berg.

Han mener, at der mangler officielle standarder, som alternative cykelhjelme kan måles ud fra. Indtil sådan nogle opfindes, får Hövdings cykelkrave en anbefaling med på vejen.

Uenighed om sikkerheden

Siden kravens lancering er der lavet flere forskellige tests med den usynlige cykelhjelm. Resultaterne har været meget forskellige. Blandt andre har det svenske forsikringsselskab Folksam målt, at den beskytter tre gange bedre end almindelige cykelhjelme.

Læs også: Sikker Trafik advarer mod musik-cykelhjelme

Søren Troels Berg fra Rådet for Sikker Trafik henviser til, at cykelkraven trods alt er godkendt til brug. Blandt andet er den CE-godkendt, som betyder, at den overholder europæisk lovgivning inden for området.

Cykelkraven forhandles hos Cykelbanditten, Saga Cykler og Storm. Kraven laves kun til voksne og fås i størrelserne small og medium.