Venstre: 5 millioner til cykelsti er uacceptabelt

Refshalevej får en ny cykel- og gangsti i forbindelse med det kommende Melodi Grand Prix. Det skaber debat. Foto: Getty Images
Refshalevej får en ny cykel- og gangsti i forbindelse med det kommende Melodi Grand Prix. Det skaber debat.
Foto: morgueFILE

Det er penge ned i et sort hul.

Sådan lyder det fra Venstre i København, efter at det er blevet besluttet at bruge fem millioner til en cykelsti i forbindelse med det kommende Melodi Grand Prix i maj. Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget besluttede i februar at sætte arbejdet med den nye sti igang, som skal gøre gøre turen på Refshalevej mere sikker for de bløde trafikanter.

Det ville ikke være en særlig god pressesag for Danmark, hvis folk er ved at blive kørt halvt ihjel, fordi biler, cyklister og fodgængere ikke kan finde ud af det og føler sig utrygge i trafikken på vej til Melodi Grand Prix.

Niels Bjerrum (S)

Men ikke alle i udvalget var enige om den beslutning.

– Vi synes ikke, at det er rimeligt at anvende fem millioner kroner på den sti. De penge kunne have været brugt andre steder, hvor der er væsentligt mere brug for dem, siger Flemming Steen Munch (V).

Læs også: Københavnerne får nu længe ventet cykelslange 

Fejlprioritering

Pengene skal hentes fra de midler, som Københavns Kommune har til vedligeholdelse af veje. Og derfor mener Munch, at det er en fejlprioritering at kaste så stort et beløb efter en sti, som få københavnere får gavn af på lang sigt.

– Min store tvivl er, hvor mange der overhovedet vil benytte sig af det, der kommer ud af de fem millioner kroner, som vi putter ned i det hul derude, siger Munch.

Fakta om den nye sti

  • Den nye sti kommer til at ligge på Refshalevej 110-147
  • Købehavns Kommune forventer at have den færdig til 1. maj

Kilde: Teknik- og Miljøudvalget, Københavns Kommune

Han uddyber, at Københavns Kommune i forvejen bruger alt for mange penge på Melodi Grand Prixet. I februar fik Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Region Hovedstaden en ekstraregning på 13 millioner kroner.

Læs også: Nu er ekstra farligt kryds blevet sikret

Ansvar som værtsland

Niels Bjerrum (S), som også er med i Teknik- og Miljø-udvalget, mener dog ikke, at stien burde være anledning til den store diskussion. Sikkerheden ved Melodi Grand Prixet må nemlig prioriteres højest.

– Det ville ikke være en særlig god pressesag for Danmark, hvis folk er ved at blive kørt halvt ihjel, fordi biler, cyklister og fodgængere ikke kan finde ud af det og føler sig utrygge i trafikken på vej til Melodi Grand Prix, siger han.

Når Danmark har taget værtsrollen på sig, må man også følge det ansvar til dørs. Også selvom det  har en del omkostninger med sig.

– Når vi inviterer en masse mennesker til Melodi Grand Prix er det kun rimeligt, at vi giver dem nogle ordentlige forhold, siger Niels Bjerrum (S).

Otte ud af elleve udvalgsmedlemmer stemte ja til den nye sti. Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og Radikale var positiv stemte overfor forslaget, mens Venstre og Liberal Alliance var stærkt i mod. Det europæiske Melodi Grand Prix løber af stablen i ugen d. 4.-10. maj i B&W hallerne på Refshaleøen.