For at forebygge spredning af smitte med coronavirus holder de danske svømmehaller lukket. Landets hundesvømmehaller er dog ikke ramt af nedlukningen, og det er til stor glæde for mange hunde, som med deres ejere jævnligt besøger en hundesvømmehal.
Hos Frederikssund Hundecenter, som har det største svømmebassin for hunde på Sjælland, oplever man en stor interesse for hundesvømning, og efterspørgslen på en tur i bassinet er bestemt ikke blevet mindre under coronapandemien. Det fortæller indehaver Jan Rasmussen, som sammen med sin kone Tina Rasmussen slog dørene op til hundesvømmehallen for 13 år siden.
– Der er stor efterspørgsel. Vi har mellem 80 og 100 hunde, som kommer og svømmer hos os hver eneste uge. Siden åbningen af vores hundesvømmehal er det kun gået fremad, og i øjeblikket har vi 14 dages ventetid, siger Jan Rasmussen.
Frederikssund Hundecenter har fået tilladelse af Erhvervsstyrelsen til at afholde hundesvømning og er derfor ikke en del af den nationale nedlukning. Dette kan mærkes i hundesvømmehallen, hvor der ikke er noget, der kommer i vejen for de besøgende hunde og deres ejere.
– Under corona har der været et lille opsving, og svømmebassinet er fortsat rigtig godt besøgt. Det kan have noget at gøre med, at flere mennesker har gået hjemme, og derfor har haft mere tid. Men generelt har vi altid haft mange besøgende hunde, siger Jan Rasmussen.
Alle hunde kan være med
Hundesvømning har nemlig mange fordele for hundene, hvad end de svømmer som en del af et genoptræningsforløb, i forbindelse med hundeudstilling og konditionstræning eller blot for sjov. Det fortæller Jan Rasmussen.
– Der kommer hunde til genoptræning på grund af skader, som eksempelvis ved rygproblemer eller efter en operation. Hundesvømning er også godt for leddene, hvis man udstiller sine hunde. Andre kommer for motionens skyld eller for at give hundene noget aktivitet, der er anderledes end det, som de ellers er vant til, siger Jan Rasmussen.
Formålet med hundesvømning er at motionere, stimulere og genoptræne hundene. Mens hundene får en sjov og god oplevelse med svømningen, er det også fordelagtigt, at hundene ved at arbejde i vandet undgår belastningsskader.
Læs også: Efter hundeboom advarer dyrlæge: Pas på din lockdown-hund i genåbningen
Når man bestiller en tid til hundesvømning hos Frederikssund Hundecenter, bliver hunden skyllet og får en redningsvest på. Redningsvesten hjælper hunden med at holde sig flydende i bassinet, så den ikke skal arbejde for hårdt. Det er dog ikke alle hunde, som har behov for en redningsvest.
– En Labrador, Golden Retriever eller en Schæferhund behøver ikke altid at svømme med vest på, da de fra naturens side er vandhunde med gode svømmeegenskaber. Det kommer derfor an på racen og typen af hund, men alle hunde kan være med til hundesvømning, siger Jan Rasmussen.
Glæden ved hundesvømning
En af de mange besøgende hos Frederikssund Hundecenter er Majbritt Skov Treschow fra Kirke Hyllinge, som gennem de seneste 6 år har besøgt hundesvømmehallen med sine hunde. Hun fortæller, at hendes labrador-hunde Agnes og Mavis har stor glæde af hundesvømningen.
– Agnes og Mavis ved præcis, hvor vi er, når jeg parkerer ved Frederikssund Hundecenter, og det kan kun gå for langsomt at komme i gang med svømningen, siger Majbritt Skov Treschow.
Majbritt Skov Treschows driver til dagligt sjællandsafdelingen af Kennel Clairstone Labradors, som opdrætter Labrador Retriever. Hun fortæller, at hun særligt lader sine hunde svømme i forbindelse med udstilling og jagttræning.
– Mine hunde trænes hovedsagligt som jagthunde og udstilles en del. Her er svømningen et super godt supplement. Hundesvømning har fungeret for alle mine hunde. Helt fra de unge hunde, hvor man skal passe særligt på deres led til den aldrende hund, som selvfølgelig også skal holdes i form, siger hun.
Sådan gjorde vi: Journalisten så en reklame for hundesvømning i Frederikssund på Facebook, og blev derfor interesseret i, hvorvidt hundesvømning er populært. Samtidig var det nærliggende at undersøge, om hundesvømmehaller har haft tilladelse til at holde åbent under coronapandemien. Kilderne er interviewet telefonisk.