Nu kan menneskets bedste ven få gratis godbidder i drive-in-biograf

Nu kan hunde få gratis godbidder i Lynge Drive In Bio. Hunden på billedet relaterer sig ikke til den konkrete historie. Foto: Dorte Ravnholt Petersen

Din firbenede ven har alle dage været velkommen i Lynge Drive In Bio. Men nu er det ikke kun mennesker, der kan smovse sig i lækkerier, mens de ser film på storskærm.

Det skriver Drive In Bio i et opslag på Facebook.

– Ønsket er egentlig bare at gøre det hyggeligt for alle, som har lyst til at besøge os, siger Tais Johansen, der er medejer af den alternative biograf, hvor gæsterne ser film gennem bilruder.

Tais Johansen fortæller, at der bliver sat en foderstation op med hundemad, og her kan hundeejerne få udleveret gratis godbidder til deres pelsede venner.

Vi vil gerne gøre det lækkert og lukrativt for de firbenede
Tais Johansen, medejer af Lynge Drive In Bio

Læs også: Borgerne i Hundested kommer lokal biograf til undsætning

Karina Wain Tuegaard, som bor i Solrød Strand med sin mand, to drenge på 9 og 12 år og hunden Scooby, synes, det er en super idé, at Lynge Drive In Bio nu tilbyder gratis godbidder til hunde.

Tidligere har familien selv haft lidt lækkert med til hunden Scooby, men nu kan familiehunden få gratis smagsprøver, når familien fremover besøger biografen.

– Det er hyggeligt at sidde med dyner og popcorn i bilen. Og endnu mere hyggeligt er det at have hunden liggende på bagsædet, så den kan være sammen med os, fortæller Karina Wain Tuegaard.

Biografer i Danmark

– I 2023 fandtes der 167 biografer i Danmark

– I 2023 blev der solgt 9.703.000 biografbilletter i Danmark

Kilde: Danmarks Statistik

De seneste seks år har Scooby gjort familien selvskab, næsten hver gang de er kørt til Drive In Bio.

Og familien kører gerne den cirka 40 minutter lange tur fra Solrød Strand til Lynge, da biografens facon muliggør, at familien kan være samlet, uden nogen – heller ikke den firbenede – skal være alene hjemme.

– Scooby er i forvejen alene, imens vi er på arbejde og i skole, så derfor er det en god måde at være sammen på om aftenen, forklarer Karina Wain Tuegaard.

Det samme siger Tais Johansen.

– Vi oplever, der er mange, som har hunden med i bilen. Jeg skal ikke kunne sige, om det er fordi, hundene ikke kan være alene hjemme, eller om det simpelthen bare handler om, at det er hyggeligt at have hunden med, siger medejeren.

Læs også: Arrig strid i Dragør om dyrevelfærd: Lokal dyreaktivist trodser injuriesag

Sådan gjorde vi: Journalisten så et opslag i en lokal Facebok-gruppe, hvor Lynge Drive In Bio beskrev deres nye tiltag. Hun ringede til medejeren af biografen samt en erfaringskilde. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.