Voxpop: Er du en fartbølle?

Det er de lidt ældre unge mænd, som kører for stærkt på vejene, viser en ny undersøgelse fra DTU. Helt konkret de 28-årige og opefter. I takt med en større erfaring som bilist, stiger deres følelse af sikkerhed, hvilket gør, at de oftere overtræder fartbegrænsingen.

Læs også: Ekspert: Rutinerede bilister er fartblinde

Vi tog derfor ud på gaden og spurgte mændene om deres kørevaner – og de var ikke blege for at indrømme, at de var fartglade. De fleste fortalte, at de gerne kørte fem-ti km/h for hurtigt, og at de syntes, det var acceptabelt, så længe man altså kørte “forsvarligt” og ikke hasarderede andre trafikanter. Men netop disse bilister får en ordentlig moralsk opsang fra den ældste af de fem adspurgte. Han mener, at bilisterne skulle tage og stramme op – gevaldigt.

Martin Overgaard

Martin Overgaard, 27, læser til ingeniør, fra Køge

Ja, jeg kører for hurtigt. Det er jo måske ikke okay, men det er mest, når jeg har travlt. Inde i byen kører jeg efter reglerne.

Grænsen går jo, når der er mange mennesker omkring og når jeg synes, at det bliver uforsvarligt. Fx hvis man ikke kan følge med i trafikken længere, fordi det går for stærkt og man er ved at køre ind i ting – så er det uforsvarligt. Men at køre 10 km/h for meget ude på motorvejen, når man har lidt travlt, det har jeg aldrig haft dårlig samvittighed over. Men det er jo altid det, at når man så kører galt, ville man ønske, man var kørt lidt langsommere. Man er presset, desværre.

Der er en forskel på, om man kører ude på landevejen, hvor det højst sandsynligt kun er dig selv det går ud over, eller om man er inde i byen, hvor man bringer andres liv i fare.
Søren Knudsen, 32, ingeniør fra Amager

Søren Christensen

Søren Christensen, 35, it-projektleder, fra Amager

Kører du for hurtigt?

Nej, for jeg plejer at køre med børnene i bilen. Det er ikke det værd. Men jeg kørte faktisk heller ikke for stærkt, da jeg var yngre.

Jeg synes, at ti procent over fartgrænsen er det maksimale, folk må overskride, når de kører.

 

Søren KnudsenSøren Knudsen, 32, ingeniør, fra Amager

Jeg kører sikkert for hurtigt. Altså inde i byen kører jeg gerne det, man skal, men på motorvejen må man godt køre lidt hurtigere.

Jeg synes, det er okay, så længe man kører efter forholdene, altså så længe man ikke kører fuldstændig vanvittigt. For om jeg kører 120 km/h, hvor man må køre 110 km/h, synes jeg ikke, gør den store forskel. Men det er svært at sætte en grænse for, hvad der er acceptabelt. Jeg ville aldrig køre 150 km/h på en vej, hvor man kun må køre 110 km/h. Og inde i byen snakker vi 5-10 km/h for meget – der er for mange ting, som kan gå galt.

Men der er helt klart en forskel på, om man kører ude på landevejen, hvor det højst sandsynlig kun er dig selv det går ud over, eller om man er inde i byen, hvor man bringer andres liv i fare.

LouisLouis Reinholdt, 39, læser til pædagog, fra Solrød

Ja, jeg kører for hurtigt. Det er i princippet ikke okay. Jeg gør det ikke med vilje – det er bare, når man er i trafikken, så kører alle folk generelt 10-20 km/h for hurtigt.

Følger du bare strømmen? Ja, sådan lidt – jeg ved godt, at det er en dårlig undskylding. Men jeg tror måske, at man ikke tænker så meget over, at man gør noget uansvarligt. Man tænker i virkeligheden mere over, at man ikke vil have en bøde.

Men jeg synes, at jeg tager hensyn i områder, hvor der ligger skoler – dér tænker jeg over det. Grænsen går jo, når man kører uansvarligt i forhold til de andre trafikanter. Jeg plejer måske ikke at køre mere end ti km/h for stærkt.

Mikkel DenckerMikkel Dencker Hansen, 26, læser til pædagog, fra Roskilde

Ja, jeg kører for hurtigt. De der 5-10 km/h typisk. Jeg har ærligt talt ikke rigtig tænkt over det. Jeg tror, det er en vane. Og så er det jo, at det er fordi man følger de andre trafikanter, men det kan man jo altid sige, indtil det går galt – men jeg tænker egentlig ikke rigtig over, at man kunne ende i et uheld. Man føler sig vel som en konge i sin egen lille bil.

Grænsen går jo, når det bliver uforsvarligt – og det er fx, når der er andre, det kan gå ud over. Især i byen, hvor der er bløde trafikanter. En ting, som kunne holde mig fra at køre for stærkt, er i hvert fald de her fartkontrolsbokse, som er begyndt at poppe op alle steder. Men jeg synes også, at det er godt nok, at de er der.

 

Kent Rose ThomsenKent Rose Thomsen, 45, arbejder ved Facility Service UCSJ, fra Nykøbing-Falster

Jeg kører aldrig for stærkt, af princip. Jeg kører med fartpilot. Den står på, hvad der står på skiltet – så er det overstået. Jeg synes generelt, at kørekulturen her i Danmark er alt for dårlig. De kører for tæt på og overhaler indenom, og gør det farligt for de andre trafikanter. Utålmodige, grimme mennesker, som kører på de danske landeveje. Det er slemmere på landevejen, for der er det farligere.

Grænsen går, når de bryder reglerne og gør det farligt for os andre. Jeg har ikke noget imod, når der er en, som kører ti km/h for hurtigt, så længe han ikke er til fare for mig. Det er, når han er sammen med andre bilister, det går galt. Når det kun er ham selv, som han kører ihjel, så er det bare ham, der kan lære af det og ikke mig. De skal ikke skade vores børn og medmennesker på det.