WHO: Gaming-afhængighed bør være en diagnose

For computerspilsafhængige i Danmark, kan manglen på en diagnose stå i vejen for behandling.

Foto: Creative Commons. Flickr.com

I Danmark er computerspilsafhængighed ikke en anerkendt diagnose. Det burde det være, mener World Health Organization, der vil kategorisere “Gaming Disorder” som en selvstændig diagnose. Selvom Danmark plejer at følge WHO’s retningslinjer, er der ikke enighed blandt psykologer, forskere og behandlere om spørgsmålet.

Sven Rollenhagen, en af de ledende eksperter og behandler af computerspilsafhængighed i Norden, mener at gamingafhængighed bør være en selvstændig diagnose. Det ville både gøre det nemmere for de afhængige, offentligheden og for behandlerne, siger han til NetAvisen.

Den danske psykolog og forsker ved ITU, Rune Kristian Lundedal Nielsen, er en af dem, der senest har forsket i spørgsmålet. I sin Ph.D. har han forsøgt at afklare, hvorvidt computerspilsafhængighed bør være en selvstændig diagnose på baggrund af den hidtidige forskning. Han mener ikke, at man kan tale om afhængighed af gaming.

Dansk forsker uenig med World Health Organization
– Computerspilsafhængighed bør ikke kategoriseres som en selvstændig psykisk lidelse. Der ligger altid noget bag, selvom at problemet nogle gange synliggøres i problematisk brug af computerspil, fortæller Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Læs også Gaming i uafbrudt døgndrift

Rune Kristian Lundedal Nielsen mener, at langt de fleste gamere er afhængige af det sociale aspekt af spillet, ikke selve spillet. Selvom at de unge mennesker isolerer sig på værelser og i kældre, er det altså ikke fordi, at de er alene i den virtuelle verden. Og det er netop dette, som Rune Kristian Lundedal Nielsen finder afgørende. -Almindeligvis anser vi ikke social kontakt som vanedannende, siger han.

– Hvis vi skal anerkende, at man kan være afhængig af at game, så ville vi skulle sidestille det med alt andet vi kan gøre, som skaber nydelse. Det ville være fint med mig, men det udvander begrebet, det ville holde op med at give mening. Psykiatrien og psykologien kan miste deres troværdighed, hvis alt psykologiseres.

Rune Kristian Lundedal Nielsen, psykolog og computerspilsforsker, ITU

I Danmark plejer myndighederne at følge anbefalingerne fra World Health Organization, WHO, i afgørelser om hvad der er en diagnose. I deres seneste oplæg, anbefaler organisationen at klassificere computerspilsafhængighed som diagnose. Det er dog ikke noget der imponerer Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Læs også Autister får social gevinst af eSport

– Hvis vi skal anerkende, at man kan være afhængig af at game, så ville vi skulle sidestille det med alt andet vi kan gøre som er skaber nydelse. Det ville være fint med mig, men det udvander begrebet, det ville holde op med at give mening. Psykiatrien og psykologien kan miste deres troværdighed, hvis alt psykologiseres, siger han.

Konsekvenser for berørte
Når staten ikke yder tilskud til behandling af gamingafhængighed, foregår det for egen regning. Selvom der er gratis behandlingsforløb for alkohol-, tobak- og ludomaniafhængighed, er der ingen gratis behandlingsforløb for gamingafhængighed. Behandlingleder for Center for Ludomani, Henrik Thrane Brandt, oplyser at Sunhedsministeriet ikke øremærker penge til behandling af computerspilsafhængighed. Centeret kan altså kun behandle mennesker med ludomane tendenser i deres gaming. Og for langt de fleste gamingafhængige, betyder det, at behandling foregår for egen regning.

Ingen vestlige lande anerkender computerspilsafhængighed som en selvstændig diagnose. En anerkendelse af computerspilsafhængighed fra myndighedernes side, ville gøre det lettere for berørte at søge behandling, siger Sven Rollenhagen.

Ansvar fra videospilsfirmaerne
Med mange vanedannende stoffer, f.eks. alkohol og tobak, er der en del lovgivning der regulerer, hvordan de skal oplyse om skadevirkninger og muligheder for behandling. I Danmark er der ikke noget tilsvarende for computerspil, men det er måske heller ikke nødvendigt.

– Spilfirmaer satser ikke mere på afhængighed og vanedannelse end andre virksomheder. Det er kopier af naturlige menneskelige mekanismer, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Generelt er spilfirmaer ikke glade for at tale om afhængighed, siger Sven Rollenhagen

– Selv hvis de snakker om afhængighed, vil de gøre det på deres egne betingelser, siger han.

Rune Kristian Lundedal Nielsen mener dog ikke, at der er brug for strammere regler. For langt de fleste mennesker er det ikke noget problem, siger han til NetAvisen. I forhold til spilfirmaerne mener han ikke, at det er der fejlen skal findes.

– Vi skal ikke kigge på selve spillet, når vi kigger på afhængighed. Vi skal kigge på den afhængiges forhold uden for spillet, siger han.