Windows 8 giver Apple kamp til stregen

Som led i den hæsblæsende kamp om magten på elektronikmarkedet lancerer Microsoft i dag det nye Windows 8-styresystem. Det kan ifølge redaktør på TV2 få tidligere kunder til at vende tilbage.

I de senere år har Apple fravristet Microsoft titlen som enehersker på elektronikmarkedet. Den tidligere it-konge har på flere fronter måttet se sig slået af Apple, men det skal der nu laves om på.

”De har haft lidt svært ved at følge med Apple på touchdelen,” fortæller David Guldager, der er redaktør på Beep hos TV2. Han fortæller dog samtidig, at Microsoft på flere områder er kommet godt efter det.

Microsoft har i denne udgave af Windows valgt at fokusere på en mere brugervenlig oplevelse, og har haft en klar strategi om at give Apple baghjul på området med de berøringsfølsomme overflader. Og det fungerer ifølge David Guldager.

”Den går fra en traditionel desktopoplevelse til en mere touch-optimeret oplevelse,” siger David Guldager og fortsætter:
”Jeg synes, det fungerer.”

Kan konvertere Apple-kunder

Microsoft må have et klart håb om, at Windows 8 skal være med til at genvinde magten, og det er der bestemt mulighed for med det nye styresystem.

”Pt. er jeg Mac-bruger, jeg er svært glad for nemheden. Men jeg må nu nok sige, at med det nye Windows 8, kunne jeg godt se mig selv som en tilbagevendende Windowsbruger,” siger David Guldager.

John G. Pedersen, chefredaktør på Mobilsiden.dk, er lidt mere forbeholden og vil vente med at konkludere noget, indtil han har set den færdige udgave.

”Det kommer an på hvordan hardware-produkterne kommer til at se ud, og hvor godt de kommer til at fungere. Det er vigtigt, at der er noget design, der er lækkert. Og der er man kommet meget efter det.

Lækkert design

Apple er kendt for et stilsikkert og simpelt design med stærke farver og runde former. Og det er blandt andet på det designmæssige område, at Microsoft nu satser kraftigt.

”Windows 8 har fået et klart mere opdateret layout med friske farver,” siger David Guldager. Og det er John G. Pedersen, enig i:

”Det er vigtigt, at det ser fedt ud, og det gør Windows 8 på en måde, som vi ikke har set hos Microsoft før,” siger han.

Offentliggørelsen af Windows 8 løber af stablen i Stockholm.

Læs også:

Bill Gates om Windows 8: Det bliver stort

Windows 8 er afgørende for Microsofts fremtid