Busruter ændres: “Måske får jeg ikke set halvdelen af min familie særlig meget”

Bus 383 er en af de busser, som bliver hårdest ramt af ændringerne, da den nedlægges. Foto: Julie Vestphael.

Snart er det slut med at blive kørt i bus til hoveddøren for nogle af de lokale borgere i Hørsholm Kommune. Fra den 30. juni skal de holde øje med rejseplanen, da flere af de lokale busruter og køreplaner ændres. Dette betyder blandt andet, at en rute helt nedlægges, to ruter opgraderes og en minibuslinje tilføjes, fremgår det på Hørsholm Kommunes hjemmeside. En passager i bus 383 er ærgerlig over beslutningen om at nedlægge busruten, han dagligt anvender.

– Det har en stor påvirkning på min hverdag, siger Gustav Mathias Larsen, som er passager i bus 383.

Bus 383 starter ved Rungsted Kyst St. Øst (Østre Stationsvej) ca. 3 km. øst for Hørsholm og slutter ved Mikkelborg Park (P.M. Daells Allé) 5 km. nord for byen. Ændringerne drejer sig også om buslinjerne 381 og 375R, som bliver opgraderet og forlænget. 381 kommer fremover til at hedde 330R, og vil fremadrettet køre hver halve time i hverdagen i dagtimerne. Buslinje 375R slutter nu ikke ved Rungsted Kyst Station, men fortsætter ud til Idrætsparken, Rungsted Gymnasium og Vallerødskolen.

Vinteren bliver mere uoverskuelig

En af de passagerer, som bliver ramt af disse ændringer, er 20-årige Gustav Mathias Larsen. Han tager dagligt bus 383, og for ham venter der blandt andet en gåtur på to kilometer, når linjen nedlægges, da bussen er det tætteste transport, der er på hans bopæl. Det kan påvirke hans humør, når først graderne begynder at dale.

Ændringerne i udvalgte busruter og køreplaner
– Buslinje 383 nedlægges helt.
– Buslinje 375R forlænges fra Rungsted Kyst Station og fortsætter ud til Idrætsparken, Rungsted Gymnasium og Vallerødskolen.
– Der bliver oprettet en ny minibuslinje 386, som har til fordel at forbinde Mikkelborg Park, Sophielund, Kokkedal Station og Kongevejscentret. Minibussen vil være anderledes end de normale busser, da den har færre pladser.
– De øvrige kommunale linjer kommer ikke til at blive ændret.
Kilde: Hørsholm Kommune.

– Når det begynder at blive koldt, regner eller sner, så kan det godt tage meget på mit humør, og så skal jeg overveje, om jeg overhovedet har lyst til at tage ind på skolen. Det kan ende med, at jeg så bare bliver hjemme, fordi det er nemmere, siger Gustav Mathias Larsen.

Gustav Mathias Larsen tager ofte bussen til og fra skole, da han til dagligt går på Københavns Voksenuddannelsescenter. Derudover er han skilsmissebarn, og bus 383 er essentielt for, at han fremover kan blive ved med at bo på skift hos begge sine forældre.

– Jeg tager den her bus hver dag hver anden uge, og hvis den lukker ned, så kan det være, at jeg ender med bare at bo det ene sted, og så får jeg ikke set den anden del af min familie særlig meget, siger Gustav Mathias Larsen.

Læs mere: Nedlægning af natbus: Forældre frygter mere spirituskørsel

”Vi har kastet alle bolde op i luften”

Et ønske om besparelser er noget af det, som ligger til grund for de kommende ændringer, lyder det fra Louise Hvingtoft Hansen, som til dagligt er faglig koordinator hos Center for By og Miljø hos Hørsholm Kommune.

Den bus, der bliver nedlagt, har været en bus med få passagerer

Louise Hvingtoft Hansen, faglig koordinator hos Center for By og Miljø hos Hørsholm Kommune

Louise Hvingtoft Hansen er ærgerlig over, at ændringerne kommer til at påvirke nogle af de lokale borgere. Hun mener dog, at kommunen har gjort sit for at sikre mindst mulig belastning hos de passagerer, som bliver ramt af ændringerne.

– Vi fjerner ikke busmuligheder. Der er indsat en ny buslinje på noget af strækningen, og en anden bus er omlagt. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor passagerne bor henne, siger Louise Hvingtoft Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet. 

 

Kort over de nye busruter. Foto: Hørsholm Kommune.

 

Det er dog heller ikke helt uden grund, at det er lige præcis bus 383, der bliver nedlagt, lyder det.

– Den bus, der bliver nedlagt, har været en bus med få passagerer. Den har nogle afgange, hvor der har været mange med om morgenen og eftermiddagen. Men ellers har den en meget lav udnyttelsesgrad, hvilket betyder, at den er meget dyr at drive, siger Louise Hvingtoft Hansen.

Når datoen for ændringerne nærmer sig, så har Hørsholm Kommune indgået et samarbejde med Movia, som vil skildre med de forskellige ændringer i busserne.

Så gjorde vi: Journalisten fandt en nyhed på Hørsholm Kommunes hjemmeside vedrørende ændringer i busruter og køreplaner. Journalisten interviewede kilderne over telefonen og fysisk. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.