Affaldsindsamling skal bekæmpe svineri i naturen: “Det er en langsigtet proces”

Frivillige samler affald op fra naturen for at skabe en renere omgivelser for os alle. Foto: Sarah Hersom

Tomme coladåser i vejkanten, cigaretskodder på fortovet og krøllede kaffekopper i skovbunden.

Når det kommer til at rydde op i naturen, er Danmarks Naturfredningsforening Rudersdal ikke bange for at trække i handskerne og tage affaldet ved hornene.

På søndag d. 14. april samles frivillige og lokale borgere til Danmarks Naturfredningsforening Rudersdals årlige affaldsindsamling i samarbejde med Rudersdal Kommune.

Denne begivenhed, som har været afholdt siden 2006, har til formål at fjerne affald fra naturen og skabe opmærksomhed omkring det. I 2023 blev der sat deltagerrekord i Danmark ved affaldsindsamlingen, skriver Rudersdal Kommune på sin hjemmeside.

Det er en langsigtet proces.
Court Møller (R), formand for klima- og miljøudvalget i Rudersdal Kommune.

Ifølge Steen Ussing, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Rudersdal, understreges formålet med affaldsindsamlingen:

– Formålet er at fjerne noget af alt det affald, der bliver smidt i naturen. Det er det primære. Derefter skal vi selvfølgelig gøre opmærksom på, at vi har rekord i Europa. Rekord i affald i Danmark, så vi vil gerne sørge for, at folk får en større bevidsthed om problemet, siger han.

Læs også: Frivillige redder kommunen fra affaldsproblemer: ”Vi kan slet ikke følge med”

Vigtigheden af at skabe en større bevidsthed om affaldsproblematikken er afgørende for at ændre adfærd og mindske mængden af henkastet affald. Affaldsindsamlingen er ikke kun en mulighed for at fjerne affald fra naturen, men også en lejlighed til at engagere lokalsamfundet og inspirere til handling.

Fakta om affald

  • Vejdirektoratet, som indsamler henkastet affald langs statsvejene, angiver, at de hvert år indsamler 700 tons affald.
  • Det anslås, at kommunerne samlet bruger cirka 500 millioner kroner på oprydning af henkastet affald om året.
  • I 2020 blev der produceret i alt 12,1 millioner ton affald, hvoraf 3,5 millioner ton stammede fra husholdninger.
  • Den totale andel af affald indsamlet til genanvendelse steg fra 46 % i 2019 til 47 % i 2020.

Kilde: Miljøstyrelsens Affaldsstatistik 2020 & 2021

Effekt af Tidligere Affaldsindsamlinger

Selvom det kan være svært at måle den direkte effekt af affaldsindsamlinger på mængden af henkastet affald i naturen, er der tegn på en positiv udvikling.

Steen Ussing, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Rudersdal, nævner, at mange virksomheder og borgere har taget initiativ til at organisere egne affaldsindsamlinger, hvilket indikerer øget opmærksomhed omkring affaldsproblematikken:

– Flere virksomheder og borgere har organiseret egne indsamlinger, hvilket tyder på øget opmærksomhed i kampen mod henkastet affald, siger han.

Læs også: Til kamp mod affaldssvineri i naturen: »Flere skraldespande er ikke svaret«

Affaldsindsamlinger er mere end blot at fjerne affald fra naturen. De er en platform til at skabe bevidsthed og ændre holdninger omkring affaldsproblematikken. Gennem samarbejdet mellem Danmarks Naturfredningsforening Rudersdal og Rudersdal Kommune, samt den stigende deltagelse fra virksomheder og enkeltpersoner, viser det sig, at kampen mod affald i naturen er ved at vinde momentum.

– Selvom det er svært at måle den direkte effekt af affaldsindsamlinger, så tror jeg, at affaldsindsamlingen spiller en vigtig rolle i at skabe opmærksomhed og ændre holdninger, siger Court Møller (R), formand for klima- og miljøudvalget i Rudersdal Kommune.

Læs også: Affaldshelte spreder sig som ringe i vandet hele landet rundt: »Det er lysten, der driver værket«

Borgerne skal dog ikke forvente en adfærdsændring indenfor den nærmeste fremtid.

– Det er en langsigtet proces, siger han.

Affaldsindsamlingen 2024, søndag d. 14. april, er ikke blot en enkeltstående begivenhed, men en del af en kontinuerlig indsats for at bevare og beskytte naturen mod henkastet affald. Gennem samarbejde mellem frivillige, lokalbefolkning og kommunen kan der skabes en renere og mere bæredygtig fremtid.

Sådan gjorde vi: Journalisten så, at der var en begivenhed, Affaldsindsamlingen 2024, søndag d. 14. april i Rudersdal Kommune. Derefter fandt journalisten en vinkel. Dernæst ringede journalisten kilderne op telefonisk og foretog interviews.

Leave a Reply

Your email address will not be published.