Foto: Kurt Löwenstein.
Inden for den nærmeste fremtid kan det måske blive muligt for homoseksuelle par at få børn, der er genetisk relateret til begge forældre. Det har et gennembrud i stamcelleforskning på Cambridge University afsløret. Det skriver The Sunday Times.
Homoseksuelle par, der har en drøm om at få børn, har i dag ikke mange muligheder. De kan enten gennemgå en lang adoptionsproces eller benytte sig af en donor, hvorved kun den ene af de kommende forældre, er biologisk forælder til barnet. Med forskningsresultaterne får de homoseksuelle par muligvis en ny metode til at få deres store ønske opfyldt om en familieforøgelse.
Det er os som forældre, som har et vist velbehag i at være biologiske forældre til vores børn, og det er meget forståeligt.
Michelle Dannemann Enné, psykotarapeut
Hudceller kan blive til et barn
Den nyopdagede og revolutionerende metode går ud på at tage hudceller fra begge parter, og ud fra stamcellerne fra huden danne æg- og sædceller. Dette kan lade sig gøre, fordi stamceller kan udvikle sig til at fungere som en hvilken som helst celletype i kroppen uanset køn. På denne måde kan to mennesker af samme køn få et barn sammen, der er genetisk relateret til begge.
Det var sammenligninger af stamceller fra fostre, der bragte forskerne til opdagelsen af, at de laboratorieskabte stamceller og stamcellerne fra fostrene havde identiske egenskaber.
Forskningsresultaterne er kun et lille skridt på vejen, og der kan gå lang tid, inden teknologien er klar til at blive taget i brug.
Læs også: Retten til at fødes i armene hos mor og mor
Forældrerollen ligger dybt i os
For mange er det vigtigt at være biologisk forælder til deres børn. At ville være en biologisk forælder ligger dybt i os, men ifølge psykotarapeut Michelle Dannemann Enné, der blandt andet rådgiver homoseksuelle par, har det ikke nogen betydning for børnene.
– Det er os som forældre, som har et vist velbehag i at være biologiske forældre til vores børn, og det er meget forståeligt. Selvfølgelig har vi bug for at kunne forplante os. Det ligger jo dybt i vores genetiske opfattelse af os selv. Men hvis vi snakker om det fra barnets synspunkt, så er børnene fuldstændig ligeglade. Børn skal bare have det, de har brug for, og hvis de får det, så har de det strålende. Det lyder jo voldsomt simpelt, og det er det faktisk også, lyder vurderingen fra Michelle Dannemann Enné.
Læs også: Homoseksuelle: Først lighed for loven, så for gud
Programmet Sporløs findes af en grund
Michelle Dannemann Enné mener først, at det er, når barnet vokser op og bliver ældre, at det kommer til at betyde noget for det at vide, hvem de biologiske forældre er. Det er blandt andet derfor, at et program som Sporløs, hvor voksne opsøger deres ukendte nære slægtninge, er populære, argumenterer Michelle Dannemann Emné.
– Det er ikke et behov for børnene, og jeg siger ikke, at vi ikke som voksne, unge, eller store børn synes, at det er rart at vide, hvem der er min far, og hvem der er min mor. Det kan man jo se på alle programmerne. Der ville ikke være et program som Sporløs, hvis vi ikke havde brug for at vide, hvor vi kommer fra. Så selvfølgelig får vi på et tidspunkt brug for det, siger hun.
Hos Danish International Adoption oplever direktør Robert Jonasen, at adopterede børn ofte begynder at vise interesse for deres hjemland og biologiske forældre, når de når slutningen af deres teenageår.
– Der er mange, der ønsker at se det land, de kommer fra og måske også det børnehjem, de boede på. Det gør de også sammen med deres familie. Interessen opstår typisk i senpuberteten, hvor de unge i det hele taget er ved at finde ud af, hvem de er, siger Robert Jonasen.
Herudover er interessen for at gense sit hjemland eller ønsket om at finde sine biologiske forældre særligt stærk,når de selv skal til at stifte familie. Her kan det have stor betydning for adoptionsbørnene at finde deres biologiske familie eller at se det land, de kommer fra, forklarer Robert Jonasen.