Køge-formand om ringe cykelforhold: “Vi er ikke stolte af det”

Mange af cyklisterne i Køge Kommune er ikke tilfredse med kommunens cykelforhold.
Foto: Morguefile

En stor andel af cyklisterne i Køge er utilfredse med kommunens cykelforhold. Det konkluderer Megafon i en ny undersøgelse af borgernes vurdering af de kommunale cykelforhold. 32 kommuner har deltaget i undersøgelsen, og Køge er placeret næstlavest på listen.

I kommunens byråd er der opmærksomhed på problemet. Men der mangler ganske enkelt ressourcer til at opretholde et tilfredsstillende serviceniveau på cykelstierne, mener Erik Swiatek (S), formand for Teknik- og Ejendomsudvalget.

– Det er bestemt ikke en placering, vi er stolte af. Men vi står i en vanskelig situation, fordi vi skal spare et eller andet sted. Alternativet er at spare på for eksempel skoleområdet og ældreområdet, og der har vi været nødt til at prioritere, siger han og fortsætter:

– Vi er overbeviste om, at vi kan gøre det bedre, og vi har fokus på, at vi kan gøre det bedre. Men vi kommer ikke til at foretage store hop op ad en liste som den her lige foreløbigt.

Er cyklisterne tilfredse i din kommune?

Tallene angiver, om borgerne er tilfredse med cykelforholdene i deres kommune. Tallene er et indeks i forhold til landsgennemsnittet.

Hvis tallet er lavere end 100, ligger kommunens tilfredshedsniveau under landsgennemsnittet, og hvis tallet er over 100, ligger kommunens tilfredshedsniveau over landsgennemsnittet.

Furesø – 112
Ishøj – 110
København – 107
Gladsaxe – 106
Albertslund – 105
Rødovre – 105
Allerød – 104
Herlev – 104
Fredensborg – 103
Frederiksberg – 102
Lyngby-Taarbæk – 99
Roskilde – 99
Helsingør – 97
Hvidovre – 97
Hørsholm – 95
Køge – 90

Kilde: Megafons “Den Nationale Cyklistundersøgelse”

Formand: Cykelønsker er i 200 millioner kroners-klassen

Det er dyrt at sikre gode cykelforhold, og selvom Køge Kommune for nylig har investeret penge i nye cykelstier, er det vanskeligt at imødekomme alle ønsker, mener Erik Swiatek.

– Når vi går ind og kigger på ønsker fra vores borgere og Cyklistforbundet, må vi konstatere, at der er tale om ønsker i 200 millioner kroners-klassen. Og det er der desværre slet ikke penge til i øjeblikket, siger formanden for Køges Teknik- og Ejendomsudvalg og uddyber:

– Vi er i gang med en proces, hvor der skal spares, og vi arbejder hårdt på at komme igennem processen uden at gå for meget på kompromis med vores serviceniveau.

Af Megafons nye undersøgelse fremgår det, at 24 procent af respondenterne fra Køge Kommune enten er utilfredse eller meget utilfredse med cykelforholdene, hvorimod 60 procent er tilfredse. I kontrast er blot 3 procent af Furesøs cyklister utilfredse med kommunens cykelforhold, og 87 procent er tilfredse.

Forbedringer kan også være billige

I Cyklistforbundet har de forståelse for, at det kræver store økonomiske ressourcer at skabe store forbedringer. Claus Bonnevie, næstformand i Cyklistforbundets hovedbestyrelse, mener dog, at de mindre og billige løsninger også er værd at se på.

– Et billig trick kunne være at inddrage borgerne med henblik på at løse nogle af de mindre problemer, der ikke nødvendigvis koster det store. Det kunne for eksempel være noget så enkelt som en skæv cykelbomme, der kan rettes for ganske få penge, siger han.

Når det imidlertid kommer til at skabe større forbedringer såsom nye cykelstier, opfordrer Claus Bonnevie kommunerne til at tænke langsigtet:

– Det er klart, at der skal en hel del penge til, og at man som kommune derfor kan føle sig låst her og nu. Men det er vigtigt at kigge nogle år frem og se på den langsigtede samfundsgevinst i forhold til sundhed, hvor der kan være store penge at spare.

Sådan gjorde vi: Journalisten blev opmærksom på Megafons “Den Nationale Cyklistundersøgelse” via Gladsaxe Kommune og tog dernæst kontakt til Køge Kommune grundet deres placering på listen. Efterfølgende tog journalisten kontakt til Cyklistforbundet for at høre deres side af sagen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.