»Og så lige pludselig tæver jeg dem med et bat«

- Folk kan jo ikke forstå det, når jeg pludselig går amok. Fordi de tænker, han er god nok, ham Anders, han siger jo ikke noget. Og så lige pludselig tæver jeg dem med et bat.Foto: Louise Bangslund
– Folk kan jo ikke forstå det, når jeg pludselig går amok. Fordi de tænker, han er god nok, ham Anders, han siger jo ikke noget. Og så lige pludselig tæver jeg dem med et bat.
Foto: Louise Bangslund

– Jeg forsøgte at skære hovedet af hende, min søster. Da jeg var tre år, tror jeg. Fordi hun drillede mig hele tiden. Til sidst en eller anden dag holdt jeg op i hendes hår, og så havde jeg fået fat i en brødkniv. Men heldigvis havde jeg vendt den den forkerte vej.

Han kigger på mig.

– Jeg kunne jo ikke engang snakke. Det er min mor, der har fortalt, at jeg sad og filede hende i nakken med kniven.

Der hviler en ro over den pastelblå stue, hvor alting står snorlige linet op. Hylderne hænger symmetrisk. Krigsfilmene står sirligt side om side i den hvide reols firkantede rum. Roen brydes kun af en svag summen fra en brumbasse, der kæmper en stædig kamp mod vinduet.

Jeg har et underligt forhold til vold. Når jeg fortæller om de der ting, er der ikke nogen reaktion i mit hoved som hos normale mennesker.
Anders, førtidspensionist

Anders er også rolig. 31 år og førtidspensionist. Det er svært at tro, at han har fire voldsdomme bag sig, som han sidder der foran mig, klædt i en blå t-shirt, en nuance mere hidsig end væggenes sarte blå farve. Men der er den konstante summen fra brumbassen. En uro over hans bevægelser. Et låg, der bliver pillet af vandflasken. Sat på igen. En dækserviet, der bliver skubbet frem. Og lidt tilbage. Så den flugter med nabo-dækservietten. Som for at skabe lige linjer.

– Folk kan jo ikke forstå det, når jeg pludselig går amok. Fordi de tænker, han er god nok, ham Anders, han siger jo ikke noget. Og så lige pludselig tæver jeg dem med et bat. Fordi jeg kan sgu ikke have det, hvis de går over min grænse. Det kan jeg ikke.

Han skruer låget af vandflasken og tager en tår.

»Jeg har jo set, at det var meget normalt«

Anders voksede op med sin mor i Ringsted. Moren var alene på førtidspension og gik for det meste derhjemme. Faren så han hver anden weekend, ”hvis det ellers kørte”.

– Der var ikke styr på noget som helst. Nogle gange var der ikke betalt for min skolemælk. Det er ikke fedt, når man står der og venter på sin mælk, så at få at vide, ’Ja, der er sgu ikke noget til dig, Anders, din mor har ikke betalt.’ Nå, fedt, fortæller han.

Som 12-årig blev han frivilligt tvangsfjernet, som han fik at vide, det hed.

– Det var ikke sjovt derhjemme. Min mor har altid haft den reaktion, at hvis man gik over grænsen, kunne man godt få smurt sig en.

Han lægger dækservietten langs med kanten af bordet.

– Lige pludselig kunne hun flippe helt ud. Jeg har set hende tæve min søster i bilen, så vi var ved at køre galt. Jeg tror, det er derfor, jeg har så voldsomme reaktioner, hvis nogen går over min grænse. Jeg har jo set, at det var meget normalt.

Han kigger lige frem for sig.

Anders er i forbindelse med sin seneste fængselsdom blevet diagnosticeret med borderline personlighedsforstyrrelse, som gør, at
man har svært ved at styre sine impulser og svinger mellem positive og negative følelser for andre mennesker.

– Jeg har et underligt forhold til vold. Når jeg fortæller om de der ting, er der ikke nogen reaktion i mit hoved som hos normale mennesker.

Stemmen klinger med en vis lethed.

Men tænker du ikke over, det er forkert?

– I starten var der noget i mig, der sagde, det var forkert. Der tænkte jeg over det. Det gør jeg ikke på samme måde mere. Hvis grunden er der, så synes jeg, det er fint nok.

Fortryder du noget af det, du har gjort?

– Der er noget, jeg fortryder. Hvis jeg har banket nogen uden grund for eksempel.

Han er tavs et øjeblik.

– Da jeg var lille, opsøgte jeg det jo bare, så jeg kunne få lov til at rase af. Det gav en tilfredsstillelse, at folk var bange for mig. Så følte jeg, jeg var noget. Jeg var ikke god i skolen, men jeg var god til at være en bølle.

Læs også: Kriminelle skal stoppes i vuggen

Drømme på DVD

Det eneste, Anders ville være som barn, var soldat. Men drømmen krakelerede, da han ikke bestod sessionen til militæret og senere fandt ud af, han havde nedsat hørelse på det ene øre.

– Siden da har der ikke været noget, jeg ville. Og så fik jeg min første dom. Så gik det ligesom bare ned ad bakke derfra.

Bag ham troner krigs-DVD’erne på lange, lige rækker.

Hvad drømmer du om nu?

– Børn. Hus. Små almindelige ting.

Han trækker på skuldrene.

– Og om at vinde i Lotto.

Side om side med krigsfilmene står DVD’en ”Lotto” med sine sprudlende røde bogstaver.

– Der er jo ingen grund til at drømme om alt muligt, jeg ved ikke kan lade sig gøre.

Læs også: Voxpop: Enighed om at ansætte kriminelle

Lever med den voldelige side

Anders har afsonet sin fjerde dom og bor nu med sin kæreste. Tiden i fængsel var førhen en kærkommen pause fra livet i slåskamp. Men denne gang så han på jernburet, fangerne gik rundt i, når de skulle ryge, mens samfundet gik søndagsture på den anden side, og kom til en erkendelse af, at det måtte stoppe.

Nu vil han hellere i skoven end ud og slås.

– Det er svært. Men det er det, jeg er ved at lære nu. At sige fra. Hvis der er nogen, der spørger, om vi skal lave et eller andet: »Næ, jeg skal tidligt op og i skoven.« Det er terapi for mig. Jeg bryder mig jo ikke om at blive sådan der, jeg kan godt selv se, at det er langt udover, hvad der er normalt. Nogle gange kan jeg blive helt bange for mig selv.

Hvis der var en, der gik over din grænse nu, ville du så stadigvæk kunne slå ham?

– Ja, det kunne jeg godt.

Han tager sig til overarmen og lader sætningen hænge i luften.

Men ville du gøre det?

– Ja, hvis man presser mig på den rigtige måde, tror jeg, jeg ville. Jeg kan mærke, jeg har den side i mig, og det irriterer mig.

Han ser ned i bordet. Den konstante summen fra brumbassen hænger stadig imellem os i den rolige stue.

– Men jeg kan ikke fjerne den. Jeg kan ikke trykke på en knap, og så er den væk. Jeg kan bare prøve ikke at havne i de situationer og omgås de mennesker. Og så prøve at leve med den.

Opdateret 28/3 2017. Kilde anonymiseret (kun fornavn bruges) pga ønske fra kilden selv.

One Response to "»Og så lige pludselig tæver jeg dem med et bat«"

  1. Frederik Hansen   16. september 2013 at 23:49

    Levende beskrivelse af både manden og miljøet – håber han finder sin fred i skoven.