RADIO: Lyt med og lær’ hvordan Aikido kan forebygge konflikter

’Aikido’ kan populært oversættes til ”vejen til harmoni mellem krop og sind”. Og selvom Aikido er kendt som en kampkunst handler det ikke slet ikke om at vinde en kamp, men tværtimod om at tage kampen ud af konflikten.

– Der er ikke noget konkurrenceelement i Aikido. Det er ikke en kampsport, det er en kampkunst. Det gælder ikke om at vinde eller tabe, fortæller kursusunderviser og konsulent i konflikthåndtering og Aikido, Helene Eriksen.

Vi kan for eksempel ikke være fuldstændig afslappet i vores krop, og så samtidig være enormt rasende. Det er derfor, at træningen af det ene også hjælper på træningen af det andet
Helene Eriksen, kursusunderviser og konsulent i Aikido og konflikthåndtering

Det ligger instinktivt i os, at når vi står overfor en konflikt, så vil vi enten gå ind i kampen for at vinde, eller også vil vi flygte. Men hverken kamp eller flugt afhjælper en konflikt, og derfor arbejder man i Aikido med at finde en tredje vej, så begge parter slipper godt ud af situationen.

– Det er derfor, at Aikido ikke kun er effektivt som konflikthåndtering, men i høj grad også virker forebyggende, i forhold til at konflikter overhovedet opstår, siger Helene Eriksen.

Læs også: Kommuner vil løse konflikter med japansk kampkunst

I Køge Kommune har de taget Aikidoen til sig, og de første medarbejdere fra værestedet Den Gule Dør har allerede været på kursus. Nu har glæden ved kurset fået kommunen til at sende alle deres medarbejdere fra specialområdet på kursus fra januar 2017, og målet er, at alle medarbejdere er uddannede til sommer 2017. I kommunen har de store forventninger til det kommende kursus.

– Jeg håber, at medarbejderne får nogle helt konkrete redskaber til at takle situationer, hvor borgere ryger ud i kriser, eller har konfliktfyldt adfærd, siger leder af pædagogisk vejleder- og værestedsteam i Køge Kommune, Susanne Trap.

Kurset er en blanding af Aikido og almindelige konflikthåndteringsteorier, og det skal hjælpe medarbejderne til at blive bevidste om, hvordan både krop og sind kan påvirke en konflikt.

– Vi kan for eksempel ikke være fuldstændig afslappet i vores krop, og så samtidig være enormt rasende. Det er derfor, at træningen af det ene også hjælper på træningen af det andet, fortæller Helene Eriksen.

Lyt med i radioindslaget ovenover, og bliv klogere på, hvilke Aikido-øvelser der hjælper medarbejderne i Køge med at løse og forebygge konflikter.

Leave a Reply

Your email address will not be published.