Så er der godt nyt til alle ’Skam’-fans

Nu kommer alle 'Skam'-fans formentlig til at se mere til William, Noora og alle de andre populære teenagere fra Oslo. Foto: NRK
Nu kommer alle ‘Skam’-fans formentlig til at se mere til William, Noora og alle de andre populære teenagere fra Oslo. Foto: NRK

Hvis udtrykkene føkkboy, drittsekk og dritkult lyder bekendte, så er du nok også en af de mange i Danmark, som har set den norske tv-serie ’Skam’.

Og hvis du er fan af ungdomsserien, så kan du se mere til Eva, Noora, Isak og alle de andre fra Nissen Gymansium. Tv-forsker Jakob Isak Nielsen fra Aarhus Universitet er i hvert fald sikker på, at der kommer mindst én sæson mere.

– Der kommer helt sikkert en fjerde sæson. Det har manuskriptforfatteren (Julie Andem, red.) givet udtryk for. Jeg ved dog ikke, hvem der skal være hovedperson i sæsonen. NRK holder kortene tæt ind til kroppen, siger han.

I de første tre sæsoner har det været henholdsvis Eva, Noora og Isak, som har spillet hovedrollerne i hver sin sæson.

– Jeg sidder klar foran min computer hver fredag for at se de nye afsnit
Lizette Knudsen, ‘Skam’-fan

Faktaboks om ‘Skam’ 

  • En norsk ungdomsserie
  • Vises kun på NRK.no og på DR fra 1/12
  • Aldersgrænsen er 12 år
  • Første afsnit blev sendt i september 2015
  • Et afsnit er 15-50 minutter

Kilde: nrk.no

Derfor er ’Skam’ så populær

Tv-serien ‘Skam’ er ikke ligesom alle andre ungdomsserier. Den har nemlig et ret specielt virkemiddel.

– Den er original. Det er den, fordi hver sæson er fortalt ud for en karakters perspektiv, men med en overlappende handling, hvilket gør det rigtig interessant. De gør det for at få seeren til at træde ind i én karakter og så træde ud af den igen, siger Jakob Isak Nielsen.

’Skam’, som har en ny hovedrolle i hver sæson, følger flere teenagere på Nissens Gymnasium i Oslo og tager seeren med ind i en hverdag, hvor intriger, fester og kærlighed er faste bestanddele.

Læs også: Druk i toget: “For mig er toget mere end et transportmiddel”

Glade fans

Det vækker stor glæde hos ’Skam’-fan, Lizette Knudsen, at hun nu kan se frem til flere afsnit med de populære teenagere fra Oslo.

– Det er mega fedt, at der kommer en 4. sæson af ’Skam’. Jeg sidder klar foran min computer hver fredag for at se de nye afsnit. Jeg kan se mit eget gymnasieliv i det, som sker i ’Skam’, hvilket gør serien virkelig interessant, siger Lizette Knudsen.

Hun håber på, at det bliver Jonas, der er kærester med Eva i første sæson, som får hovedrollen.

En anden selverklæret fan er Jon Jensen. Han bliver også mere end glad, da vi fortæller ham, at der er endnu en sæson i vente.

– Er det rigtigt? Ej, hvor fedt! Det er virkelig en fængende serie. Jeg vil gerne have, at William bliver hovedperson i sæson 4. Jeg har dog hørt en del rygter om, at han ikke er med i den sæson, siger Jon Jensen.

Læs også: Tv-serie kan gøre børn aggressive

Flere sæsoner i vente

Manuskriptforfatter Julie Andem stopper ikke ved sæson 4, vurderer Jakob Isak Nielsen.

– Der kan sagtens komme 6-7 sæsoner, hvis alle de karakterer, som er i galleriet nu, skal have en sæson hver. Så kan vi diskutere, om nogle af karaktererne er for perifere til at få deres egen sæson, så måske bliver det til 6 sæsoner, siger han.

’Skam’ kan streames gratis på NRK’s hjemmeside. Indtil videre ligger de første to sæsoner – samt det meste af tredje sæson frit tilgængelige.

Læs også: DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama

3 Responses to "Så er der godt nyt til alle ’Skam’-fans"