Det kan være en udfordring at være ung pige på en uddannelse, hvor størstedelen af de medstuderende er drenge eller mænd. Derfor mødes pigerne på Hillerød Tekniske Skole U/nord i et pigenetværk, hvor de kommer med ideer til, hvad der kan forbedre pigernes rammer på skolen.
At være ung kvinde i mandsdominerede fag
Fakta om minoritetskøn på erhvervsskoler
-
- 9 ud af 10 elever på erhvervskolerne går på en kønsdomineret uddannelse.
- Minoritetskøn har samlet et frafald på 43%. Deres medstuderende har et frafald på 26%.
- Når kvinder udgør kønsminoriteten, er der 74% øget frafald blandt kvinderne i forhold til de mandlige studerende.
Kilde: Institut for Menneskerettigheder
Pigenetværket er startet af tidligere elev Emma Oxholm, i samarbejde med Lars Dawa Kalsang, der er underviser og projektleder på Hillerød Tekniske Skole. Emma, der tidligere har læst til mekaniker på skolen, talte med sin underviser Lars om, at hun savnede, at der var flere kvinder i hendes fag. Det fik dem til at starte pigenetværket, hvor ca. 20 piger mødes hver tredje uge. Nogle gange har de noget på dagsordenen. Andre gange taler de om de udfordringer, der kan være ved at være pige i mandsdominerede fag.
Læs også: Nye elevatorer på Rudersdal Rådhus skal sikre bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere
Noget af det, der bliver drøftet, er forskellen på, hvordan piger og drenge kommunikerer. Det kan nemlig være svært for pigerne at navigere i.
– Omgangstonen blandt 20 drenge og 2 piger kan nogle gange være anderledes, end hvis der er en mere ligelig fordeling af kønnene på et hold, hvilket pigerne dog tager som en positiv udfordring.
Omgangstonen er også noget, som Emma Oxholm kan genkende.
– Der er mange piger, der stopper. De kan ikke altid klare jargonen. Da jeg startede på grundforløb 1, var vi 6 piger. Da vi var færdige med grundforløb 2, var vi kun 2 tilbage, fortæller Emma Oxholm.
Tal fra en undersøgelse lavet af Institut for Menneskerettigheder viser også, at det kan være svært for piger på erhvervsskoler. Undersøgelsen viser, at når kvinder udgør kønsminoriteten, er der et øget frafald på 74%, hvis man sammenligner med deres mandlige medstuderende.
En anden udfordring, som bliver drøftet i netværket er, at pigerne kan føle, at de skal arbejde hårdere end deres mandlige medstuderende.
– Man kan føle, at man skal bevise sig selv. Hvis drengene skal løfte 10 kg, skal vi løfte 100 kg, siger Emma Oxholm.
Læs også: Yogastudie støtter op om mænds sundhed med nyt initiativ
Fællesskab på tværs af uddannelser
Lars Dawa Kalsang fortæller, at pigerne tit oplever, at de er den eneste pige på deres hold, og at det kan være svært for dem at få adgang til det faglige og sociale fællesskab. Derfor mener han, at de får en del ud af at mødes i netværket. Emma Oxholm føler også, at hun fik en større omgangskreds ved at deltage i netværket.
– Vi danner mange relationer på tværs af uddannelser i pigenetværket. Lige pludselig talte jeg med de piger, der gik på kokke- eller elektrikeruddannelsen, siger Emma Oxholm.
Bind og tamponer på toiletterne
Udover at netværket styrker fællesskabet blandt pigerne, har de også fået indført flere ting, der gør hverdagen på skolen lettere for dem. Pigerne har blandt andet lavet ændringer i regler om påklædning på værkstederne, forbedret forholdene for omklædningsrummene og fået indført bind og tamponer på toiletterne. Input, der ifølge Lars Dawa Kalsang er meget brugbare for skolen.
– Hvis vi skal tiltrække flere piger til vores skole, skal vi også blive bedre til at tage imod unge kvinder. Derfor vil vi gerne have nogle input fra pigerne, siger Lars Dawa Kalsang.
Sådan gjorde vi: Inspiration til artiklen kom fra Hillerød Tekniske Skoles Facebook-opslag, hvor de skriver om pigenetværket. Begge kilder er interviewet telefonisk.