Kampdag: Flere kvinder skal have værktøj i hånden

Meget få kvinder arbejder i bygge- og anlægsbranchen, men det skal der laves om på, siger Dansk Byggeri.
Foto: Ricky John Molloy

Tal fra Danmarks Statistik og Dansk Byggeris egne undersøgelser viser, at kun cirka ni procent af dem, der arbejder inden for bygge- og anlægsbranchen, er kvinder. Dette tal har ikke ændret sig de sidste 20 år, men Dansk Byggeri har nu sat et mål: Andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen skal fordobles i 2028.

– Vi er på vej til at få hul på, at flere kvinder vælger at blive håndværkere, og det er blandt andet det, som det her initiativ skal skubbe på med, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.

Så mange kvinder er der nu:

  • Der er i dag cirka 15.500 kvinder i bygge- og anlægsbranchen.
  • Omkring halvdelen af dem udfører kontorarbejde.
  • Kun en tredjedel af kvinderne har en bygge- eller anlægsudannelse.
  • 92 procent af de faglærte kvinder er bygningsmalere.

Tal fra Dansk Byggeris egen rapport.

Dansk Byggeri nedsatte sidste år Byggeriets Kvinderåd, som skulle undersøge, hvordan man kan tiltrække flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen. I januar 2019 kom så deres rapport, hvor Byggeriets Kvinderåd giver otte anbefalinger, der kan være med til at tiltrække og fastholde kvinder på arbejdspladserne.

Læs hele rapporten her: Flere kvinder i bygge- og anlægsbranchen

Den første af anbefalingerne handler om at give branchen en ny fortælling og initiativet skydes nu i gang på Kvindernes Internationale Kampdag, hvor Dansk Byggeri og 3F har inviteret til morgenmad og kaffe på erhvervsskolen Next i Glostrup. Ideen er at bruge de unge – især kvinderne – på erhvervsuddannelserne til at udarbejde en bog med fortællinger om, hvor fedt det er at arbejde i bygge- og anlægsbranchen.

Underdirektør Louise Pihl siger, at der er to årsager til, at Dansk Byggeri nu går i offensiven for at tiltrække kvinderne til erhvervsuddannelserne.

– Vi vil komme til at mangle mange faglærte i branchen i fremtiden, så det giver god mening ikke kun at henvende sig til mændene. Samtidig vil vi gerne have en mere mangfoldig branche, da forskning viser, at man får et bedre arbejdsmiljø på en mangfoldig arbejdsplads.

Læs også: Kvinder og minoriteter skal gøre brandvæsnet bedre

At fordoble andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen på bare ti år virker meget ambitiøst, men Louise Pihl er optimist.

– Vi ved, at det er et meget ambitiøst mål, og det godt kan gå hen at blive svært, men vi arbejder på det. Vi tror at virksomhederne gerne vil have nogle medarbejdere, som er dygtige og motiverede for at arbejde i branchen, og det kan lige så godt være kvinder som mænd, siger Louise Pihl.

Tømrermester Jesper Sejrsbøl Thingbak fra tømrer- og snedkerfirmaet Deres Byggeri i Odder vil også gerne have flere kvinder på arbejdspladsen. Men han støder sjældent på kvindelige håndværkere.

Hvis jeg stod med en kvinde og en mand, der var lige dygtige, så ville jeg nok vælge kvinden.
Jesper Sejrsbøl Thingbak, Tømrermester, Deres Byggeri

Jesper Sejrsbøl Thingbak mener desuden, at flere i branchen ikke ønsker kvinder i deres firmaer.

– Der er mange der bruger argumentet, at de ikke har muskler til at hjælpe, hvis der sker en eller anden ulykke, siger han.

Jesper Sejrbøl Thingbak afviser dog, at dette er tilfældet. Men han kan godt forstå, at det kan være svært for kvinderne, for bygge- og anlægsbranchen kan hurtigt blive et meget mandsdomineret fag, hvor der ikke er plads til kvinderne. Det ser Jesper Sejrbøl Thingbak gerne, at der laves om på.

– Hvis jeg stod med en kvinde og en mand, der var lige dygtige, så ville jeg nok vælge kvinden, siger han.

Tømrermesteren har ikke selv kvinder ansat i firmaet, men har tidligere arbejdet sammen med kvinder.

Læs også: Verdensmestre i ligestilling: Hvorfor holder vi kampdag?

Sådan gjorde vi: Ideen til denne artikel opstod, da jeg læste Dansk Byggeris pressemeddelelse omkring deres arrangement d. 8 marts. Derefter har jeg skaffet informationer og citater ved hjælp af telefoninterviews og ved at tage telefonisk kontakt til forskellige bygge- og anlægsfirmaer.