Nye elevatorer på Rudersdal Rådhus skal sikre bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere

Trapper og en for smal elevator er det der møder kørestolsbrugere, når de idag skal på rådhuset i Rudersdal
Foto: Mads Clemmensen

Toilet i kælderen og en smal elevator er ikke noget de fleste studser over, når de træder ind på Rudersdal Rådhus, men for kørestolsbrugere er det en anden størrelse. Rudersdal Rådhus har i årevis døjet med manglende tilgængelighed. Særligt for kørestolsbrugere der ikke kan komme ind i elevatoren eller på toilettet uden assistance. Det problem skal nu løses med en ny elevator samt renovering af en eksisterende vareelevator i det fredede Arne Jacobsen Rådhus, men det er både dyrt og kompliceret. Blandt andet fordi rådhuset er totalt fredet.

Rudersdal Økonomiudvalg vedtog en aftale om elevatorprojektet den 23. august 2023. Kommunalbestyrelsen forventer, at den nye elevator kommer til at koste 15 millioner, mens renoveringen af en eksisterende vareelevator forventes at løbe op i 20 millioner kroner. Det fremgår af referatet fra Økonomiudvalget den 23. august i år.

Nødvendig prioritering

For Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth (K), har det været en vigtig prioritering og noget, der har været på dagsordenen, siden den nye kommunalbestyrelse trådte til.

– Selvfølgelig er prisen noget, vi bekymrer os om, men det er en prioritering, man i det moderne samfund skal tage. Vi kan ikke have en arbejdsplads, der ikke er tilgængelig for medarbejdere, der er kørestolsbrugere.

Hos Handicaprådet i Rudersdal er man glad for prioriteringen, og at der sker noget på området.

–  Vi er glade for, at de (kommunalbestyrelsen) prioriterer tilgængeligheden på trods af den pris, det er, og den tid, det tager. Vi er ret tilfredse, da det endelig kom til at rulle,” siger formand for Handicaprådet, Jeppe Bülow-Lehnsby.

Ann Sofie Orth (K) fortæller, at det ikke er helt nemt, når man har at gøre med en fredet bygning, og hun kan ikke svare på, hvornår det forventes færdigt, men at det skal ske så hurtigt som overhovedet muligt.

– Vi har at gøre med en fredet bygning, og nye elevatorer er altid en kompliceret ting, men det er en ekstra udfordring.

Læs også: Sorø Kommune overvejer at indføre livestreaming, selvom uendeligt få gider at se med

Selvom processen kan være kompliceret og langsommelig, vil borgmesteren have en løsning på Rådhuset.

–  Når man kan finde ud af det i Folketinget og gøre landets primære politiske talerstol tilgængelig for en kørestolsbruger, bør vi også kunne gøre det i Rudersdal.

Som et plaster på såret livestreames kommunalbestyrelsens møder, så de kan ses uden at møde op, men borgmesteren er opmærksom på, at det ikke er en permanent løsning.

–  Vi livestreamer kommunalbestyrelsens møder for at arbejde med den generelle tilgængelighed. Det fjerner bare ikke kerneproblemet.

Artiklen fortsætter under billedserien.

Fakta om Rudersdal Rådhus

Rudersdal Kommunes rådhus er opført til den daværende Søllerød Kommune i årene 1940-1942 efter tegninger af arkitekterne Arne Jacobsen og Flemming Lassen.

Rådhuset blev indviet den 16. marts 1942. I 1964 opførtes tilbygningen mod øst (langs Øverødvej).

Som den første offentlige bygning, der er bygget efter 1900, blev rådhuset fredet i 1992.

Rådhuset blev i 2017-18 nænsomt restaureret både udvendig og indvendig, idet vi har taget hensyn til de gamle tegninger, materialer, farvevalg mv.

Også pladsen foran rådhuset er tidligere blevet restaureret og ført tilbage til det udseende, den burde have ifølge de gamle tegninger.

Kilde: Rudersdal Kommune

Læs også: Lejres borgmester sætter fokus på digitale redskaber hos folkeskoleelever

Det har taget for lang tid

Hos Handicaprådet mener man, at det har taget for lang tid, men at det i højere grad var på grund af den tidligere kommunalbestyrelse.

–  Vores problem var i starten, at man bare kunne afvise det, men der er kommet et markant skifte efter, der er kommet en ny borgmester og kommunalbestyrelse, der ser anderledes på det og får sat skub i tingene,” siger formand Jeppe Bülow-Lehnsby.

Der er ikke kommet en konkret deadline for, hvornår elevatorerne forventes færdige.

Sådan gjorde vi: Journalisten søgte på Rudersdal på google og faldt over nogle gamle artikler omkring manglende tilgængelighed på rådhuset. Bagefter fandt vi frem til en tidligere referat, hvor der er lagt en plan for, hvad der skal ske. Derfra tog vi kontakt til Borgmesteren og formanden for handicaprådet. Begge interview foregik telefonisk.