NetAvisen gearer ned efter produktivt forløb

foto
Her er det NetAvisens arbejdslivsredaktion, der er på arbejde.

Efter næsten to uger med masser af artikler om blandt andet trafik, kommunalvalg, tech-stof, arbejdsliv og sundhed drosler NetAvisen nu ned.

– I den kommende tid vil der være lidt mindre indhold og færre aktuelle historier. Det betyder dog ikke, at vi lukker helt ned. Derimod vil navisen.dk’s læsere stadig få en række spændende artikler, siger Maria Bendix Olsen, der er en af redaktørerne på netavisen.

Vores journalister kan både levere varen i forhold til unikt indhold og samtidig producerer de hurtigere videreudviklinger på fælleshistorierne
Brigitte Alfter, redaktør på NetAvisen

NetAvisen har gennem de seneste uger produceret næsten 400 artikler og webtv-indslag. Det har været muligt, fordi cirka 50 journalister fra RUC Journalistik har arbejdet på NetAvisen hver dag.

Det har resulteret i, at der på den ene side er skrevet interessante og væsentlige egenhistorier. Og journalisterne har på den anden side lavet alternative og skæve vinkler på de store fælleshistorier, som for eksempel stormen i går, forklarer Brigitte Alfter, der også er redaktør på avisen.

Følg NetAvisen

  • På Facebook via Facebook
  • Følg NetAvisen på Twitter via @RUCjournalistik
  • Tip NetAvisen med artikler på netavisenruc@gmail.com

– Det er et klart udtryk for, at vores journalister både kan levere varen i forhold til unikt indhold, men også kan producere de hurtigere videreudviklinger på fælleshistorier. Det er begge egenskaber, som den traditionelle mediebranche værdsætter højt, siger Brigitte Alfter.

Webtv i fokus

NetAvisen har satset stort på webtv, og der har konstant været 12 journalister tilknyttet webtv-redaktionen. Det har givet bonus, forklarer webtv-redaktør Søren Hebsgaard:

– Journalisterne har udfordret tv-mediet, og de har både produceret vedkommende voxpops og sprællevende indslag, som fortæller historier, som ikke egner sig på samme måde til skriftmedier, siger han.

Et af webtv-indslagene er blevet set næsten 2000 gange på navisen.dk.

Se indslag: Er danskerne klar til lovlig hash?

Gennem hele forløbet har NetAvisen samarbejdet med avisen metroxpress, som har bragt en lang række af navisne.dk’s historier på sit site, mx.dk.

– Det er et supergodt samarbejde, som viser, at vores historier er gangbare på et landsdækkende og kendt medie, mener Maria Bendix Olsen.

Dertil skrev medienyhedsitet Mediawatch om NetAvisen, da den startede op igen i efterårsferien. Det ser redaktørerne som et tegn på, at den danske mediebranche følger med i, hvad deres kommende kolleger skriver.

Selvom NetAvisen gearer ned i de kommende måneder, vil netmediet næste forår byde på et nyt forløb, hvor endnu et nyt hold af journaliststuderende skal “ansættes” som journalister på avisen. 

Læs også: Kæmpe netredaktion kører igen for fuldt blus