Et hårdt skub sender Dorthes krop af sted mod køkkenbordpladen, som et missil der når dets destination. Hendes partner, Niels, gnider sit skridt op og ned af hendes bagdel, i mens han strategisk placerer en arm på hver sin side af Dorthes, så hun ikke kan vriste sig fri.
Han river fat i en tot hår, så hovedet tvinges på skrå. Halsen er ikke længere camoufleret af hår, og hun mærker hans klamme, våde tunge. ”Sådan en klam luder som dig vil jo gerne have det lidt hårdt,” siger han og slipper endelig grebet om hende.
– Dorthe ønsker ikke at offentliggøre sit rigtige navn pga. den verserende samværssag, hun har kørende mod hendes tidligere partner.
– Dorthe har været på krisecenter i julen 2012.
– Dorthe er flere gange blevet chikaneret af Niels i sit nye hjem og på sin arbejdsplads, efter hun forlod ham og volden.
Dorthe er en af de 29.000 kvinder, der har været udsat for vold af en partner. Men hun er også en af de voldsramte kvinder, der har valgt at forlade sin voldsudøver for good. Der er nemlig færre kvinder, der tager de tunge skridt tilbage til deres voldsudøver, efter de har været på krisecenter. Det viser en undersøgelse fra Socialstyrelsen.
Dorthe har ønsket at være anonym i artiklen af personlige årsager. Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen.
Indsatsen har virket
Udviklingen skyldes, at rådgivningen til kvinderne er blevet bedre, når de kommer ud på den anden side af krisecentrets mure, mener Karin Helweg-Larsen, seniorforsker og speciallæge ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Men hun udfordrer samtidig undersøgelsens konklusion.
– Når kvinderne har forladt krisecentrene, så aner man ikke, om de på et tidspunkt vender tilbage til voldsudøveren, siger hun med henvisning til, at krisecentrene ikke følger op på kvindernes situation, efter de lukker døren bag sig til krisecentret.
Vi ved, at noget af det der er allermest afgørende for, at man fastholder den positive udvikling, man er inde i, er muligheden for at komme tilbage og få hjælp til nogle praktiske ting.
Birgit Søderberg, LOKK
Formand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) og forstander på Kvindehjemmet i København Birgit Søderberg mener, at udviklingen er et resultat af en holdningsændring i samfundet. Vold bliver mere og mere aftabuiseret, som følge af de strategier der er udviklet til formålet.
– Dels har strategierne slået an, og så ved jeg, at der også er sket en udvikling inden for krisecenter-verdenen. Vi er simpelthen blevet mere professionelle og dygtigere til at tage os af kvinderne, forklarer Birgit Søderberg.
Læs også: Det værste var, da vi skulle sige det til børnene
Plads til forbedring
Men der er stadig 12 procent af kvinderne, der går tilbage til deres voldsudøver, og det er for mange, mener Birgit Søderberg. Hvis det skal forhindres, så kræver det tilbud, hvor kvinderne kan komme tilbage til krisecentrene og få vejledning uden at være indskrevet.
– For eksempel har vi ikke et systematisk efterværn på krisecentrene. Vi ved, at noget af det der er allermest afgørende for, at man fastholder den positive udvikling, man er inde i, er muligheden for at komme tilbage og få hjælp til nogle praktiske ting eller hjælp til at komme i gennem det sociale system, pointerer hun.
Jeg mener ikke, at fordi man én gang er blevet slået, at det bedste så er, at parforholdet absolut skal brydes. Det vigtigste er, at volden ikke fortsætter.
Karin Helweg-Larsen, voldsforsker.
Den hjælp kunne Dorthe godt have brugt. Hun ligger i øjeblikket i forhandlinger med Niels om samværsretten med deres fælles datter. I den forbindelse har hun oplevet dårlig eller slet ingen rådgivning fra hverken kommune eller krisecenter. Det var først, da hun tog teten i egen hånd og kontaktede Landsforeningen for Voldsramte Kvinder, hun fik den hjælp, hun havde behov for.
Troels Ravn, der er fungerende ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, er positiv over for LOKK’s forslag.
– Det lyder som en rigtig god idé, og det er bestemt noget, jeg gerne vil bakke op om, fordi det er også en vigtig del af indsatsen: At du ved, hvor du kan gå hen, og der er professionel hjælp at få, siger han.
Men samtidig mener han, at oplysning og kampagner også er vigtige brikker i puslespillet, når det kommer til at få færre kvinder til at gå tilbage til volden, og det bakkes op af Karin Helweg-Larsen. Hvis man vil rykke noget, så må man få danskerne til at tale om det.
– Kun 47 procent af de kvinder, der henvendte sig til krisecentrene i 2012 med henblik på at få en plads, fik en. Antallet af ledige pladser er faldet siden 2010 – dengang 53 procent.
– Ud af de 29.000 kvinder, der var udsat for partnervold i 2012, blev stort set alle udsat for psykisk vold og otte ud af ti for fysisk vold.
– Der er i alt 39 krisecentre på landsplan.Kilde: Socialstyrelsen
Hun mener dog ikke, at idealet må være, at kvinden partout skal forlade sin voldsudøver, men nærmere at de kan få hjælp til at tackle problemerne.
– Jeg mener ikke, at fordi man én gang er blevet slået, at det bedste så er, at parforholdet absolut skal brydes. Det vigtigste er, at volden ikke fortsætter. Der er altid mulighed for, at manden kan komme i terapi og tæmme sit raseri, og kvinden kan også lære andre metoder til at løse konflikter, påpeger seniorforskeren.
Læs også: Der var mor-fri zone hjemme hos mig
36 mio. til kamp mod partnervold
Regeringen har for nyligt afsat 36 millioner kroner på den nye finanslov til at bekæmpe partnervold henover de næste fire år. Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) udtalte, at han gerne så, at pengene gik til at hindre kærestevold blandt unge og vold mod mænd.
Fungerende ligestillingsordfører for Socialdemokraterne Troels Ravn, der også er en del af regeringen, deler mange af de samme synspunkter som Manu Sareen, når det kommer til at fordele pengene.
Troels Ravn påpeger dog også nødvendigheden af, at man skal ramme de unge, hvis man vil se resultater. De unge skal lære, at vold er ”dårlig stil.”
– Det er ud fra en betragtning, at vi tror på, vi kan opnå nogle store resultater. Med en ordentlig indsats kan man få unge mennesker til at forstå, at det ikke er en farbar vej, siger han, men lover at også voldsramte kvinder får en bid af kagen, selvom der endnu ikke er sat modtagere på checken.
Det er vigtigt, når man forlader et krisecenter, at man stadig har en rådgivningsmulighed.
Karin Helweg-Larsen, voldsforsker
I løbet af 2013 udløber flere satspuljer på voldsområdet. Det er derfor også i det lys, man skal se regeringens tilførsel af penge. Johanne Schmidt-Nielsen, der er ligestillingsordfører for Enhedslisten, har i Politiken tidligere kritiseret, at der ikke vil være mange penge tilbage, når den indsats der allerede eksisterer er blevet bevaret.
Hos LOKK ved de dog godt, hvordan pengene bør bruges. De skal bruges på at stable et helt nyt efterværn på benene, som ikke er en del af den eksisterende lovgivning. Voldsramte kvinder skal kunne komme tilbage til krisecentrene, hvor de kan afholde middagsarrangementer og få vendt nogle ting indbyrdes eller med fagligt personale, mens en pædagog leger med børnene.
Netop kontakten er essentiel at vedligeholde, mener Karin Helweg-Larsen.
– Det er vigtigt, når man forlader et krisecenter, at man stadig har en rådgivningsmulighed. At man kan ringe til dem, man har været i kontakt med tidligere, eller at der oprettes nogle selvhjælpsgrupper, så nogle af de kvinder, der har mødt hinanden på krisecentret kan blive ved med at støtte hinanden bagefter, argumenterer hun.
En ting er sikker, Dorthe har truffet sin beslutning, og hun er en af de kvinder, hvis lykke blev gjort, da hun vinkede farvel til sit voldelige parforhold.
– Jeg skal aldrig tilbage igen, fastslår hun. Opfordringen til hendes medsøstre er klar: Tal om det, det er vejen ud af volden. For der er en vej. Dorthe kontaktede selv netværket Landsforeningen for Voldsramte Kvinder, da hele hendes liv ramlede omkring hende.