»Man skal spørge prostituerede, hvad det er for en hjælp, de har brug for«

Regeringen har besluttet at nedlægge en arbejdsgruppe, der skulle have set på bedre arbejdsforhold for sexarbejdere, og i stedet i årets finanslovsudspil sat penge af til såkaldte exitprogrammer for sexarbejdere. Exitprogrammer er statsligt støttede programmer, der skal hjælpe folk ud af prostitution.

Men ifølge den nedlagte arbejdsgruppe havde det seneste exitprogram ikke nogen ”nævneværdige varige positive spor i arbejdet med prostitution”, så spørgsmålet er, hvor god en strategi exitprogrammer er.

De seneste tal fra SFI (i dag VIVE) viser, at omkring 3.000 mennesker er prostituerede, men kun 147 valgte at starte på det seneste exitprogram, Exit Prostitution, som løb fra 2013 til 2017. Motivationen for godt halvdelen af de 147 var desuden kun at forbedre livsvilkår – og altså ikke forlade prostitution.

Det får Gadejuristen, som var en del af den tidligere regerings nu nedlagte arbejdsgruppe, til at konkludere at effekten har været begrænset.

– De exitprogrammer, der har været indtil nu, har haft meget lidt succes for så vidt angår statens målsætning om, at de skal holde op med at sælge sex, siger Maja Løvbjerg Hansen fra Gadejuristen.

Det er udviklingschef for KFUK’s sociale arbejde, Marie Louise Løvengreen, sådan set enig i, men hun pointerer, at målet med Exit Prostitution var at udvikle en metode, som derefter kunne hjælpe flere mennesker ud af prostitution.

– De ville prøve at udvikle en metode, som man derefter kunne bruge fast. Målet var ikke at nå alle mennesker i prostitution, men at udvikle og teste en metode til at få mennesker ud af prostitution, siger hun.

Projektets fokus på metode var årsag til meget kritik. LivaRehab, som er et rehabiliteringscenter for mennesker med skadevirkninger fra prostitution, kritiserede programmet netop af den grund.

– Jeg har været meget kritisk over for det førte exitprogram, fordi det var meget metodestyret. Det var meget bureakratisk og én bestemt metode, som skulle bruges, hvor alle skulle passe ind i samme kasse. Men ‘one size doesn’t fit all’ – vi er nødt til at skræddersy hjælpen til de forskellige grupper af mennesker med prostitutionsskader, siger direktør i LivaRehab, Flora Ghosh.

Sexarbejdere udgør en broget skare

At metoden i Exit Prostitution var mest relevant for en bestemt gruppe sexarbejdere, er også KFUK’s Sociale Arbejde enige i:

– Den synes at virke på en bestemt målgruppe. På vores mest kaotiske misbrugende kvinder var metoden mindre relevant, der handlede det mere om at kigge på livsforbedringer, siger Marie Louise Løvengreen.

Så selvom det lave antal af deltagere i projektet kan forklares med, at midlerne i højere grad gik til udvikling af metoden end til at nå ud til så mange som muligt, er det stadig et problem, hvis den kun henvender sig til en bestemt gruppe sexarbejdere.

Det er generelt en glemt pointe i debatten, at hjælpen til sexarbejdere skal være differentieret, mener Marlene Spanger, som forsker i salg af sex ved Aalborg Universitet. Gruppen af sexarbejdere er nemlig meget heterogen, pointerer hun.

– Nogle har været misbrugt som børn, andre har ikke. Nogle er immigranter og har ikke andre muligheder, andre vælger det som et supplement til deres studie.

Derfor betyder det noget, hvilket syn på salg af seksuelle ydelser, som ligger bag exitprogrammerne. Det kan nemlig være med til at forklare, hvorfor hjælpen ikke i tilstrækkelig grad har virket:

– Synet på prostitution i exitprogrammerne har været, at det kun er et socialt problem, og at kvinderne er ofre. Men hvis kvinderne ikke ser sig selv som ofre, så er det første skridt til at forstå, hvorfor de ikke tager imod hjælpen, siger Marlene Spang.

Målet bør ikke være at få alle ud af prostitution

Derfor er det et problem, hvis det bliver et moralsk anliggende at få alle ud af prostitution. Ifølge Marlene Spanger vil der nemlig altid være prostitution. Spørgsmålet er, om målet skal være at hjælpe alle ud af prostitution, eller om man i stedet skal spørge sexarbejdere om, hvilken hjælp de har brug for:

– Man skal spørge sexarbejdere, forskellige grupper af sexarbejdere, hvad det er for en hjælp, de har brug for. Det kunne være ting som sikkerhed i forhold til kunder, adgang til sundhedstilbud, hvor man kan komme anonymt, eller en forsikring om, at man kan komme ud af prostitution, selvom man har modtaget offentlige ydelser ved siden af sin prostitution, siger Marlene Spanger.

At endemålet ikke behøver at være at få alle ud af prostitution, er både KFUK og Gadejuristen enige i. KFUK pointerer, at exit-programmerne ikke må stå alene, fordi målet for nogle sexarbejdere snarere bør være forbedrede livsvilkår frem for exit fra prostitution.

– Vi synes ikke, at exitprogrammer skal stå alene. Der skal også være programmer, der kan rådgive mænd og kvinder, der er i prostitution, og som ikke nødvendigvis har lyst til at forlade prostitution, siger Marie Louise Løvengreen.

Læs også: RADIO: Kom med en frivillig og prostituerede i kirke

Gadejuristen er enig i, at der skal være hjælp til sexarbejdere, når de er i branchen, og opfordrer regeringen til at etablere faste organisationer, som kan hjælpe folk i prostitution:

– Hvis staten reelt ønsker at beskytte sexarbejdere, så vil vi anbefale, at der etableres faste organisationer, der har ansvar for at rådgive og støtte sexarbejdere, både når de først kommer ind i branchen, når de er i branchen, og når de ønsker at ændre branche, siger Maja Løvbjerg Hansen.

I sit finanslovsudspil har regeringen sat 55 millioner af til exitprogrammer. Om det præcis ender med 55 millioner, og om det udelukkende vil gå til exitprogrammer, vil forhandlingerne vise. Men hvis det udelukkende bliver til nye exitprogrammer, vil det skuffe LivaRehab.

Flora Ghosh fra LivaRehab er nemlig lettere skeptisk omkring nye exitprogrammer, fordi hun mener, at den socialpolitiske indsats i Danmark generelt lider under for flygtig interesse og kortsigtede planer:

  prostituerede, socialpolitik