Hvis du vil være god ved din tarmflora, er det godt at supplere din kost med frugt, grønt og fuldkorn. Det er en god idé, for en dårlig tarmflora kan være skyld i mange sygdomme.
”Vores tarmflora bliver påvirket af den mad, vi spiser, og plantekost ser ud til at være noget af det, der virkelig er med til at skabe en sund tarmflora,” fortæller professor på Institut for Human Ernæring, Lars Ove Dragsted. Hvis ens tarmflora ikke er god, kan det f.eks. medføre fedme og diabetes og kan generelt betyde, at man er mere udsat for sygdomme.
Tarmfloraen er i bund og grund en organisme for sig, som vi lever i en tæt synergi med.
”Der er flere celler og gener i vores tarmmikrobioser, end der er i resten af vores krop. I virkeligheden er vi bare en tynd skal rundt om den,” forklarer Lars Ove Dragsted. Han tilføjer, at der altså findes masser af arvemateriale i vores tarmsystem. Ud over de to DNA-genomer vi har i vores celler, er der således et tredje genom i vores tarmflora.
Vi kan påvirke vores tarmsystem ved at fodre det med forskellige ting. Ligesom visse dyr spiser visse ting, lever de forskellige bakterier i tarmsystemet også af forskellige stoffer, og når man derfor f.eks. fodrer tarmfloraen med grøntsager, udvælger man simpelthen sin befolkning af bakterier, forklarer Lars Ove Dragsted.
En dårlig tarmflora kan føre til mange sygdomme
Hvis man fodrer sin tarmflora med usund kost, vil de dårlige bakterier frem for de gode overleve i tarmen. De små bakterier er ansvarlige for at omsætte eller nedbryde de ting, som vi ikke selv kan optage, så produkterne bliver tilgængelige for vores krop. Nogle af bakterierne laver gode produkter, og andre laver dårlige.
”De tusindvis af forskellige bakterier kan hver især lave deres proces. De fungerer som små biologiske reaktorer. Nogle af dem belaster os, og andre gavner os,” forklarer Lars Ove Dragsted. Og dem der belaster os kan føre til mange sygdomme.
”Man bliver syg, fordi man kronisk vil være belastet med stoffer, som egentlig ikke er så gode for en, hvilket påvirker ens kropsfunktion,” tilføjer Lars Ove Dragsted.
Tre store grupper af tarmfloraer
Der findes tre store hovedgrupper af bakteriesammensætninger blandt mennesker, som vi alle kan kategoriseres under. Det er især ved fødslen, at barnets tarmflora bliver dannet. Her er der nemlig tæt kontakt med moderen. Efterfølgende bliver barnet udsat for det omgivende miljø og får mange stoffer indenbords igennem modermælken. Det er også med til at definere tarmfloraen.
Læs også: Fedme bliver grundlagt allerede i spædbarnet
Læs også: Proteinforskere får nobelprisen i kemi