Lukningen af Albertslund Motorsports Center (AMC) vil få store negative konsekvenser for de mange unge medlemmer i klubben. Sådan lyder det fra bestyrelsesformanden i AMC, Lianna Waage Jensen.
– AMC rummede mange forskellige børn og unge. Der er mange, der har det svært, enten derhjemme eller i skolen, som har brug for et fristed, hvor det er tilladt at være anderledes. De fandt deres plads dernede, men det bliver taget fra dem nu, hvor klubben er lukket. Det vil være meget hårdt for mange af dem, forklarer hun.
Jeg var lidt af en ballademager før, men klubben gjorde mig til et bedre menneske.
Mark Madsen, tidligere medlem i AMC
Et politisk flertal på rådhuset i Albertslund besluttede at lukke motorsportsklubben Albertslund Motorsports Center, som ligger ved Hyldager Bakker, til fordel for et nyt boligbyggeri som skal ligge i området. Mange borgere og politikere har kæmpet lige til det sidste for at holde AMC åbent, men er nu kampen altså definitivt slut. Vi skrev første gang om nedrivningen helt tilbage i 2018. Siden har klubben kæmpet for at undgå at blive lukket.
Læs også: TV: Albertslund Motorsports Center skal nedrives
”Jeg frygter, at de unge vil ende i et kriminelt miljø”
Lederen i Albertslund Motorsports Center, Peter Larsen, fortæller, at en af grundene til, at klubben var så vigtig for de 75 unge medlemmer, var, at der var plads til, at man kunne være sig selv.
– I klubben havde vi et stort og bredt fællesskab. Der var en forståelse for, at alle er forskellige, og det er lige meget om, man har en diagnose eller er lidt nørdet eller skiller sig ud, så kan man bare være sig selv hernede, siger Peter Larsen.
For 21-årige Mark Madsen blev det en afgørende dag, da han for 10 år siden hørte larmen fra motocross-cyklerne fra klubben og på den måde opdagede AMC. Han var, på det tidspunkt, blevet smidt ud af skolen flere gange for at lave for meget ballade. Dette ændrede sig dog, da han begyndte i AMC og fik en fast hverdag der.
– Jeg var lidt af en ballademager før, men klubben gjorde mig til et bedre menneske. Efter jeg startede i klubben, begyndte jeg at følge med i skolen og ændrede mig meget, forklarer han.
Læs også: 15-årige Lucas: Uden Motorcross var jeg endt på gaden
Fakta om Albertslund Motorsports Center
-
- AMC fejrede 50-års jubilæum tidligere på året, og klubben lukkede definitivt den 30. oktober 2021
- Klubben havde 75 faste medlemmer, som var børn og unge mellem 10 og 23 år
- AMC tilbød gokart og motocross som en pædagogisk aktivitet
Kilde: Albertslund Motorsports Centers hjemmeside
Ifølge bestyrelsesformanden i AMC, Lianna Waage Jensen, vil lukningen få større konsekvenser for de unge, end kommunen først har antaget.
– Der var et super godt sammenhold i klubben, som de nu har mistet. Jeg frygter, at de unge vil ende i et kriminelt miljø, nu hvor de mangler det her fællesskab. De bliver nødt til at erstatte det fællesskab, som de havde i klubben, med et andet, lyder det fra Lianna Waage Jensen.
Nyt klub-tilbud
Det er i kommunalbestyrelsen blevet besluttet, at klubben skal genåbne som et nyt tilbud i Alberts Vænge den 22. november 2021. Men motorsport vil ikke være hovedaktiviteten i den nye klub.
Et af de partier som stemte for at lukke motorsportscenteret, var Socialdemokratiet. Formanden for Børne- og Skoleudvalget i Albertslund Kommune, Marianne Burchall (S), forklarer, at det nye tilbud kommer til at have samme DNA, som AMC havde.
– Det skal ikke være en klub som mange andre, men de pædagogiske værdier, som der var i AMC, skal med. De unge skal være med til at skabe dette på deres nye sted, siger Marianne Burchall.
Læs også: TV: 10-årig går til motorsport: Det er hverken cut-throat eller egoistisk
Men AMC, som man kendte det, lukkede i lørdags, fortæller leder i AMC, Peter Larsen.
– Den nye klub kommer ikke til at være motorsportsklub. Det er slut med at have vores egne baner, så det bliver noget helt andet end før, forklarer han.
Det vil, i den nye klub, fra foråret 2022 være muligt at køre motorcross i Hedeland, i Høje Taastrup, én gang om ugen, men slet ikke for ligeså mange og det vil ikke være hovedaktiviteten i den nye klub, fortæller Peter Larsen. Han ved endnu ikke, hvad hovedaktiviteten kommer til at være. Det er endnu uvist hvor mange af medlemmerne, der vil følge med over i det nye tilbud.
Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel stammer fra research på Albertslund Kommunes Facebook-side. Journalisten interviewede lederen, et medlem og bestyrelsesformanden i AMC over telefon, mens formanden for Børne- og Skoleudvalget i Albertslund Kommune har sendt sit citat på mail.