Græsstrå og mos på toppen af Nørreport Station vil tiltrække flere storbyfugle. Det mener biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening. I går tweetede DSB et billede ud af det nye grønne tag på Nørreport Station. Og det grønne initiativ vækker begejstring hos fuglekenderen. Han synes, det er en glimrende idé.
Vi vil se flere vipstjerter, finkefugle, solsorter i bybilledet, end hvis man bare havde de mørke baggårde. Jo grønnere man gør byen, jo flere fugle vil kunne leve her.
Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitologisk Forening
– Alt i alt vil jeg vurdere, at der kommer flere fugle. Og det tror jeg da, de fleste folk vil sætte pris på. Om der så kommer lidt flere fugleklatter? Det tror jeg, de fleste er villige til at acceptere.
Læs også: Velbekomme! Simregryde med trafikdræbt hjort
- Der plantes et særligt tæppe af sedum og stenurter (15 forskellige arter)
- Der bliver i alt rullet mos og græs ud på 2200 kvadratmeter fordelt på seks tage
- Tagene er helt flade
- Tagene har flere klimavenlige funktioner, blandt andet absorberer det 60-80 procent af regnvandet
- Det grønne tag har også en isolerende effekt
- Taget giver et lavere energiforbrug og udleder mindre CO2
Kilde: Mikael Bredsdorff, projektleder på Ny Nørreport-projektet
Knud Flensted peger på, at der især vil komme flere strandskader, vipstjerter, drosler og solsorte. Nogen af dem vil formentlig endda kunne finde på at yngle på det nørreportske taggræs. Biologen forklarer, at fuglene vil tiltrækkes af insekter, edderkopper og forskellige smådyr, som fuglene kan leve af.
Danske planter er et must
Der er dog et element, der er vigtigt, hvis taget på Nørreport skal blive storbyfuglenes nye yndlingsoase.
– Hvis det skal have en funktion for naturen, er det ret vigtigt, man vælger planter, som hører til i vores nærmeste omgivelser. Altså planter fra den danske natur. Det giver nemlig mest værdi for området, fortæller Knud Flensted.
Jo grønnere man gør byen, jo flere fugle vil kunne leve her.
Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitologisk Forening
Floraen på toppen af Nørreport Station er ganske velovervejet, forklarer projektleder på Ny Nørreport-projektet Mikael Bredsdorff.
Læs også: Hjemløse oktober-hvepse venter på at dø
– På taget af stationen er der planter, man vil kunne støde på på forskellige andre københavnske tage. De folk, der laver det her, er vant til at drifte grønne tage rundt omkring i København. De ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.
Ingen storkepar
Biologen hilser mos og græs på tagtoppen velkommen. Han mener, at hvis der generelt kommer flere grønne tage, vil antallet af fugle stige.
– Vi vil se flere vipstjerter, finkefugle, solsorter i bybilledet, end hvis man bare havde de mørke baggårde. Jo grønnere man gør byen, jo flere fugle vil kunne leve her, siger Knud Flensted.
Om København i fremtiden bliver hjemsted for et af de eftertragtede storkepar, mener biologen dog ikke.
– Vi får nok ikke nogen storke på den konto, griner Knud Flensted.
Læs mere om de grønne tage her.